Enebær Odde på Nordfyn, er med den 5.5 km lange og 300 ha store odde, et af Fyns største hedeområde. Her er mange enebærkrat, der har givet navn til odden. Området er fredet, og der er kun adgang til fods eller på cykel.

Fra Enebær Odde er der udsigt til Fyns Hoved og Samsø og til langt ind i Odense Fjord.

Vi har kun været ude og gå tur på Enebær Odde en enkel gang, og her kom vi ikke helt ud på spidsen eller fik set fyret. Så det er en af de ture vi har til gode og som vi glæder os til. Næste gang, tager vi sikkert cyklerne med, så vi også kan have en madpakke med.

Fra odden, er det muligt at kigge helt ind til Odense, da Odense fjord starter ude ved odden.

Enebær Odde skulle også være et rigtig godt fiskested, hvor der er fine muligheder for fluefiskeri.
Fra den østlige parkeringsplads ved Hasmark Strand, er der 7 km fiskekyst øst mod Enebærodde Fyr. Ved højvande trækker havørrederne ind i det inderste tangbælte få meter fra land. Her er især havørred, multer, hornfisk og fladfisk.

For enden af odden ud for Gabet, er der gode muligheder for at få en fisk på krogen. Det drejer sig især om havørred og fladfisk, men der er også chancer for at fange torsk. Det er en fantastisk plads for natfiskeri om sommeren, hvor fiskene er på det dybe vand ud for fyret. Her ved Odense Fjord er der desuden muligheder for at få makrel på krogen.

En tur til Enebær Odde, kan sagtens kombineres med en tur til Hasmark strand og/eller en tur langs Odense fjord ind til Odense.