
Sidst i maj 2024 besluttede vi at tage en tur til Juelsminde for at se nærmere på området.
Jane har for mange år siden boet i byen i forbindelse ved et par ugers arbejde i Hedensted kommune, men da det er over 20 år siden, var der sikkert sket meget med byen og omgivelserne.

Vi valgte at booke ophold med 2 overnatninger med Risskov bilferie, og fik via dem hotel på Juelsminde strandhotel hvor opholdet også var incl. middag begge dage. I forbindelse med vores booking valgte vi at opgradere vores værelse, så vi fik et med havudsigt og et flot vue udover byen.

Da vi ankom til Juelsminde startede vi med en lille rundtur i byen, hvor Jane hurtigt kunne konstatere, at der faktisk ikke var noget at genkende. Som så mange andre steder, var der bygget masser af nye boliger ved og omkring havnen, og byen bag præg af at være en hyggelig ferieby.
Hos den lokale Kvickly fik vi købt et par basser, og kørte herefter ned til havnen og stranden, hvor vi holdt et lille rast ved strandens flotte badebro.

Et af formålene med at vælge Juelsminde som vores mål, var at besøge den lille ø Hjarnø og Alrø i Horsens fjord. Oprindelig ville vi også gerne have besøgt Endelave, men færgeforbindelsen dertil, passede ikke helt ind i vores øvrige tidsplaner, da der kun er 3 daglige afgange hver vej fra Snaptun/Endelave.
Efter vores rast på stranden i Juelsminde satte vi kursen mod Snaptun hvor den lille færge sejler over til Hjarnø.

Den lille færge til Hjarnø sejler mere eller mindre hele tiden, og billetter til øen købes om bord, og vi var lidt heldige, for færgemanden havde glemt at oplade hans billetapparat, så vi kom gratis til Hjarnø med de 5 min. sejlturen varede. Ellers havde det kostet kr. 60,- for en returbillet for 2 personer. Færgen kan medbringe 4 biler, så det er nemt at forestille sig, at der i sommerperioden godt kan være kø, hvis man vil have sin bil med til øen.

På Hjarnø var det muligt at leje golfvogne nede ved havnen, så man let kan komme rundt på øen og se hvad der er at se. Det kostede kr. 175,- for en time som er rigelig tid til at se hele øen.

Det skulle vi naturligvis prøve, så snart var vi rundt på øens små veje som der er 3 af. Vi startede med at køre mod øens vestlige side hvor vi endte ude af en lille grusvej med flot udsigt udover Horsens fjord.

Efter at have nydt den flotte udsigt, fik vi vendt den lille golfvogn og kørte herefter at “hovedvejen” til øens østlige side. Undervejs passerede vi byen på øen og fik bl.a. set den gamle smedie, som nu fungerer som cafe.

Vi var hurtig igennem byen, hvor der ikke rigtig skete noget og hovedvejen endte så ude på øens østligste punkt, hvor vi så ikke kunne komme videre med golfvognen. Det er dog muligt at gå en længere tur langs kysten via nogle vandrestier.

På vej tilbage mod færgen, tog vi en lille afstikker ned af en grusvej, da vi havde læst at der skulle være et sted hvor der blev dyrket vin. Og ganske rigtigt blev vi hurtigt præsenteret for Hjarnø vinlaug. I den lille bod var det muligt at købe både hvidvin, rose og rødvin for kr. 100,- pr. flaske.

Fra vinmarkerne kørte vi retur til havnen, og stoppede undervejs ved den lille kirke, som er Danmarks næstmindste kirke.


Færgemanden fortalte iøvrigt en sjov historie om en af gravstenene på kirkegården, hvor en gammel tolder selv havde forfattet teksten på stenen. Her står ” Vi skal ikke i sorgen over hans bortgang glemme glæden over hans forsvinden”. Den kan man jo lige tænke lidt over.
Tilbage ved færgelejet fik vi afleveret golfvognen og kom hurtigt ombord på færgen, der herefter sejlede os retur til Snaptun.

Efter den lille rundtur på øen fik vi lidt frokost på havnen i Snaptun inden kørte vi retur til Juelsminde og fik tjekket ind på vores hotel og så var det tid til en kold fadøl på havnen.

Det blev en våd nat og formiddag med masser af regn på Juelsminde Strandhotel, men da vores planer var at besøge Alrø i Horsens fjord, håbede vi på at regnen ville stoppe så vi kunne få lidt tørvejr, når vi nåede ud til øen.

Og vi var heldige, for efter 50 min. kørsel til Alrø stoppede regnen og vi kunne køre over dæmningen til øen i tørvejr.
Det var ellers en meget smuk tur ned til Alrø her fra Juelsminde da vi først var drejet af landevejen og ud på de små veje igennem Trustrup og Sondrup for her er et meget kuperet terræn der ledte tankerne hen på kørsel i Østrig.
Det er begrænset hvad der er af veje på Alrø, men vi startede med at køre ud af øens hovedvej til vi nåede den lille by på øen. Her besøgte vi bl.a. øens smukke kirke.


Fra kirken kørte vi videre mod vest og ned til det sted hvor det er muligt at tage en cykelfærge til Hjarnø.

Området omkring den lille bro gav en flot udsigt udover Horsens fjord med kig til Hjarnø og Snaptun, og det var også et stort yngleområde for de mange fugle.


Efter en lille rast ved broen kørte vi retur til øens lille by, hvor en gammel købmandsgård nu fungerede som restaurant og hvor de bl.a. serverede bison burgere fra den nærliggende bisonfarm.

Vi kørte også forbi et andet lille sted, nemlig cafe Alrø, som efter sigende skulle servere nogle af Danmarks største tarteletter. Cafeen var desværre ikke åben, og fra en tidligere kollega som er lokalkendt, har vi fået at vide at bordbestilling er nødvendig og at der kan være flere måneders ventetid på at få et bord.

Efter vores ø besøg tog vi turen ind til Horsens og fik i dag en glædelig overraskelse da vi endelig fandt byens indre og den hyggelige gågade.

Her blev det til frokost på Hotel Jørgensen inden vi igen satte kursen mod Juelsminde.
Inden vi kørte til hotellet, blev det til en iskage på den hyggelige havn og en lille gåtur op ad byens gader, hvor vi bl.a. stødte på et hus der var dekoreret med kakler overalt. I forbindelse med huset, lå en forretning der solgte diverse ting og sager til indretning.

Da vi den efterfølgende dag sagde farvel til Juelsminde , valgte vi i ro og mag at køre “nedenom ” til Vejle. Det er vores erfaring, at hvis vi kommer lidt væk fra “alfarvej” så oplever vi ofte nye steder som vi ikke drømte om eksisterede.
Vores første stop blev Stakrode skov hvor vi fik et flot vue udover Vejle Fjord og nogle nedskredne skrænter. Bestemt et besøg værd en anden gang med vandresko.

Videre herfra gik turen til Rosenvold gods og den meget idylliske Rosenvold havn hvor vi gjorde et kort holdt.



Der ligger formentlig andre dejlige steder langs Vejle Fjord, vi var ihvertfald glade for at have fundet et par nye steder med smuk natur.
Vi besluttede herefter at fortsætte vores tur til Brejning på den anden side af fjorden. Her havde Birger hørt fra en af hans venner, at der skulle ligge en rigtig hyggelig lystbådehavn, så den måtte vi lige se nærmere på.
Det var en rigtig hyggelig lystbådehavn der lå i Brejning, og efter at have gået en runde, valgte vi at køre videre mod Middelfart af “den gamle” vej til Fredericia, og herfra over den gamle lillebæltsbro til Middelfart.

Her fik vi den gode idé at køre imod Svinø som ikke umiddelbart var tilgængelig. Vi fortsatte derfor mod den lille landsby Rud hvor vi måtte konstatere at vi havde fundet et sted på Fyn hvor vi ikke havde været før

Herfra gik turen videre til den lille by Sandebjerg tæt på Assens hvor vi kender en god “pølsemutter” og så var det tid til hvil på Falsled havn i det dejlige solskin.

Herfra gik turen hjemad til Rantzausminde, hvor vi nu kan se tilbage på et par dejlige dage i Juelsminde og omegn.