Kroatien rundt 2025

I foråret 2025 gik vores “store” årlige forårstur til Kroatien, hvor vi kørte landet rundt og fik set både den nordlige, vestlige, østlige og sydlige del af landet.

Kroatien er et meget mangfoldigt land, med utrolig smuk natur, store vidder og øde bjergområder. Og så er der naturligvis også hele den smukke kystlinie med det azurblå hav og de mange små øer og klippefyldte bugter.

Udsigt til øen Pag

Vi oplevede desværre også stor fattigdom og armod specielt i den nordlige del, hvor området stadig trækker spor efter sig med sønderbombede huse der stadig står efter krigen først i 90’erne. Det var naturligvis noget af en kontrast til den sydlige del, der ser betydelig bedre ud, hvilket sikkert er p.g.a. af turisterne.

Et typisk træhus i det nordlige Kroatien

Det har været en fantastisk tur og meget spændende at køre rundt i det smukke land – og primært på forholdsvis gode veje, selvom vi også kom ud på en del grusveje, når vi var kommet lidt for langt væk fra alfavej.

Ude på landet var det ikke altid asfalterede veje vi mødte

Du kan se vores rute, ved at trykke på knappen Visuel Rute her på siden. Vi har fået kørt 11.200 km alt incl., og heldigvis oplevede vi forholdsvis billige benzinpriser i Kroatien. 1 liter benzin koster ca. dkr. 10,50.

Vi har kun mødt meget venlige og gæstfrie mennesker, og oplevet hvordan et “Ober dan” (betyder goddag) og “hvarla” (tak) samt et smil, bliver taget rigtig godt imod.

De store smukke vidder

Vores tur startede 2. april og vi var hjemme igen efter et par måneder den 5. juni.

Før vores rundrejse startede i Kroatien, tog vi også en kort rundrejse på 12 dage i Slovenien, nu da vi var i området. Den lille rundrejse gik til de største attraktioner i Slovenien, inden turen gik videre til Kroatien.

Her kan du læse lidt om vores planlægning af turen – mest til Kroatien, men også lidt om Slovenien.

Da vi startede vores tur, oprettede vi en officiel Facebook gruppe kaldet Kroatien rundt 2025, hvor vi dagligt lagde rejsebeskrivelser og billeder op.

Disse rejsebeskrivelser, er nu også blevet 2 samlede turbeskrivelser for henholdsvis vores tur i Slovenien og Kroatien og beskriver de oplevelser vi havde på turen, og dem kan du læse om her: