
I september 2025 tog vi på en tur langs kysten i Holland, Belgien og Nordfrankrig. Formålet med turen, var primært at få stillet vores nysgerrighed på, hvorledes kysterne så ud i de enkelte lande og hvilken natur og oplevelser de kunne tilbyde.
Vi startede vores tur i Krummhorn i Tyskland, selvom planen var at starte i Groningen, og forventede at slutte turen omkring Deauville i Frankrig. Undervejs havde vi planlagt stop af 3-4 overnatninger i forskellige områder, som du kan læse mere om her på siden. Vi forventede at turen ville tage omkring 1 måned.
Vi havde ikke på forhånd booket noget, men forventede at gøre det løbende, enten via VRBO, Airbnb eller andet. Ved at booke løbende, opnår vi en frihed ved at vælge en anden destination end den vi ellers havde planlagt hvis vi får lyst til det, og er desuden ikke afhængig af, at vi skal være et sted på et bestemt tidspunkt. Denne måde at rejse på, har vi haft stor glæde af ved vores rejser til bl.a. Portugal og Kroatien.
Herudover forventede vi at benytte booking.com til hotelovernatning på vej til Krummhorn og retur til Danmark fra Deauville.
Som på vores øvrige ture, benyttede vi egen bil, som snart har kørt os mange kilometer rundt i Europa.

I forbindelse med vores tur, havde vi oprettet den offentlige Facebook gruppe Kysten langs Holland, Belgien og Nordfrankrig, hvor vi lagde daglige rejsebeskrivelser og billeder op.
Som vi har oplevet før, gik ikke alt som vi havde planlagt – og det er jo det der gør en tur lidt mere spændende.

Vores første udfordring blev vores første feriebolig, som vi havde håbet at finde omkring Groningen i Holland, men det viste sig at være sværere og dyrere end som så, så vi endte med at finde en rigtig fin feriebolig i Krummhorn i Tyskland i stedet. Det gjorde ikke den store forskel, da Krummhorn ligger tæt op af grænsen mellem Tyskland og Holland.

Vi ville også meget gerne have besøgt Middelburg på den centrale halvø i Zeeland-provinsen, Midden-Zeeland, men her stak priserne helt af på ferieboliger, samtidig med at udvalget var lille, så vi valgte at springe dette område over på vores tur langs kysten.

Herudover valgte vi at afkorte vores tur med ca. 4 dage og dermed droppe et ophold omkring Deauville, da vi undervejs på vores tur konstaterede at Elb-tunnelen ville være lukket den weekend vi ellers have planlagt vi skulle passerer Hamborg.
Til trods for disse mindre ændringer i vores planlagte tur, har vi haft en fantastisk tur, og bestemt fået stillet vores nysgerrighed.

Det er vores indtryk, at Hollands kyst er præget af landets store risiko for at blive oversvømmet, og det meste af kyststrækningen består derfor af mange høje diger, hvor der går får og græsser. Det er derfor ikke meget af kysten man ser når man kører langs digerne. Her skal man stoppe op, og hen over digerne på gå-ben før kysten viser sig. Ligesom vi kender det fra vadehavet i Danmark.

Belgiens kystlinie er kun på 65 km, og er præget af masser af hoteller og badebyer, ligesom det er de færreste steder man kan se kysten, da vejen langs kysten ligger lidt inde i landet. Der går en sporvognslinje langs hele kysten, og det er faktisk den bedste måde at opleve kyststrækningen på. Vi valgte at tage sporvognen sydpå, da vi boede i De Haan og denne tur frem og tilbage tog ca. 3 timer.

I Nordfrankrig, eller Normandiet som det også kaldet, begynder kystlinjen så småt at vise sig, og det er her man kan opleve det fantastiske tidevand, sammen med de mange hyggelige kystbyer. Vi skal ikke lægge skjul på, at Normandiet var vores favorit på vores tur, og det til trods for at vi har rejst der tidligere.

Vil du læse mere om vores oplevelser langst hele kystlinjen, kan du se den samlede turbeskrivelse her