Den lille bjergby Gourbit ligger smukt i Pyrenæerne, og er et fantastisk sted, hvor kirkeklokkerne ringede hver halve time, og hvor køerne med deres bjælder kunne høres hver morgen, når de var på vej op for at græse i bjergene og om aftenen, når de vendte hjem igen.
Byen var så godt som uden internet og telefoni, med mindre man bevægede sig ud på byens lille torv, hvor det var muligt at fange et signal hvis man var heldig.
Vores feriebolig lå sådan midt i byen, og bestod af en stue incl. køkken og en 1. sal med 2 værelser og bad og toilet. Desuden var der en lille have der hørte til ferieboligen. Parkering foregik på det nærliggende torv.
Selvom tilkørselsforholdende var lidt besværlige, fordi vi skulle op af bjergene, og vi var mere eller mindre uden internet en uge, var det helt klart den feriebolig der var den hyggeligste og som vi kom til at holde meget af.
Lørdag den 14. september
Så blev det dagen hvor vi fik sagt farvel til vores lille landsted i Minbaste.
Det blev en smuk tur til Guirbit, og til at starte med var det af hovedvejen til Pau, men jo nærmere vi kom til Pyrenærne, jo mindre blev vejene, og de sidste 45 km kørte vi af små serpentinerveje oppe i bjergene. Men…… så fik vi da lært lidt om bjergkørsel.
Inden vi kørte til den lille landsby Gourbit, fik vi lige handlet lidt ind i den nærmeste større by som hedder Taranscon. Det var også byen vi måtte ty til, hvis vi havde behov for at komme på internettet.
Efter at have handlet i byens Intermache, fik vi telefoneret til vores kontaktperson Alex, som skulle give os nøglen til vores nye feriebolig. Alex kunne absolut ikke tale engelsk, men alligevel fik vi kommunikeret at vi ville være ved huset 20 min. efter, og Alex stod der naturligvis med det største smil og tog i mod os.
En ting vi har lært med franskmænd som ikke taler engelsk er, at selvom man forklarer på bedste fransk at man ikke taler fransk, så fortsætter de ufortrødent med deres franske, men det lykkedes altid at komme til en forståelse, og google translate er også et godt værktøj at have ved hånden, hvis det er ved at gå galt.
Det lykkedes Alex at vise os rundt i feriehuset og forklare indretningen på ægte fransk, og vi forstod til fulde, at vi blot skulle kontakte ham, hvis vi havde brug for hjælp, og så gik vi ellers igang med at pakke ud.
Søndag den 15. september
Det var en kold morgen vi vågnede op næste morgen i Guirbit – bare 6 grader – men hvilken udsigt, duft og lyde der var over byen.
Da vi skulle igang med morgenmaden, gik jagten på en el-kedel og kasserolle igang, så vi kunne få lavet et par kopper kaffe og få kogt et par æg, men det fandtes ikke i huset. Istedet er der 2 store suppegryder, og dem kan man naturligvis også koge vand og æg i.
Det er jo normalt om søndagen vi finder vores næste bolig, og det var lidt svært når vi ikke havde internet, så vi startede med at køre til vores Intermarche nede i den lidt større by, og holde på deres parkeringsplads medbringende pc og mobildata. Heldigvis fandt vi hurtigt vores næste bolig i Pezenas lidt østpå fra Narbonne og så fik vi det på plads.
Herudover besluttede vi os til at køre til Foix , som er en lidt større by kun en halv times kørsel fra Gourbit.
Turen gik langs floden Ariege og vi kom heldigvis ikke så højt op i bjergene, men kørte på fine veje der dog snoede sig pænt gennem bjergene.
Vel ankommet til Foix fandt vi hurtigt en parkeringsplads og så gik vi igang med at se byen, hvor der også ligger Chauteau Foix højt over byen.
Om søndagen er de fleste forretninger lukkede, og byen var også lidt mennesketom, selvom der var liv på de mange restauranter.
Vi fandt et sted hvor vi kunne få lidt frokost forneden af Chauteau’et, og herefter var det vores tanke at køre op til slottet fremfor at skulle gå derop, så vores plan var at hente bilen.
Undervejs stødte vi dog på et lille orkester der spillede hvad der mest mindede om irsk musik, men kan også være fra Bretagne, og meget belejliget havde de taget opstilling ved siden af et sted der solgte is. Så blev der 2 ting at nyde på samme tid.
Vi fandt aldrig vejen op til slottet, så vi besluttede at vende næsen mod Gourbit og turen hjem foregik på den anden side af floden, og her fik vi lidt mere bjergkørsel.
Mandag den 16. september
Bjergene her i Pyrenæerne er fantastisk flotte, og efter at have besøgt det lokale turistbureau, som bl.a. anbefalede en tur til den lille by Orlu og herefter en tur op i bjergene, blev vores dag brugt til at nyde de flotte bjerge.
Orlu ligger ca. 30 min. kørsel fra Gourbit hvor vi bor, og hertil skal der så lægges ekstra tid for at køre i bjerge, og det er altså ikke det samme som at køre på lige landevej.
Men vi fandt Orlu der lå i en smuk dal omgivet af bjerge på alle sider, og hold da op et vanvittigt flot og idyllisk sted.
Ja, vi var mer end “bjergtaget” både over den lille gamle by, og ikke mindst floden der løb igennem byen. For at fuldende idyllen kom et ægtepar trækkende med et par heste der lige skulle have vand ved det trug der stod på hovedgaden.
I byen ligger forøvrigt også et naturmuseum lidt uden for byen, men det undlod vi at se. Men hold da op for et smukt sted.
Vejen endte i Orlu så vi måtte vende om og køre op til hovedvejen før vi kunne dreje op i bjergene.
På vej op i bjergene mødte vi et par skisportssteder, og lidt længere oppe af bjerget fandt vi et sted hvor vi kunne holde og få vores frokost og nyde den flotte udsigt.
Herefter kørte vi videre op til toppen og måtte lige stoppe for en lille flok køer der gik frit og græssede. Koklokker kan vi hører næsten alle vegne, og også i vores lille landsby.
De flinke køer lod os hurtigt passerer og oppe på toppen lå endnu et skisportssted og ikke mindst var der en fantastisk udsigt. Det blev et hurtigt stop for det blæste og var ski… koldt deroppe på toppen.
Da vi ikke var helt sikre på hvordan den videre vej ville være hvis vi fortsatte, valgte vi at vende og køre samme vej tilbage.
I byen Taranscon hvor turistkontoret lå, valgte vi at gøre et lille holdt for at se nærmere på byen, men da vi ankom før kl. 16 var der lukket overalt. Men hyggelig lille by.
Tirsdag den 17. september
Andorra lå ca. en times kørsel fra vores lille bjergby og selvfølgelig skulle vi besøge denne lille selvstændige stat, for at se hvad det er for noget.
Turen til Andorra gik via den “store” hovedvej og var ganske køn, da den gik mellem de smukke bjerge.
Da vi nærmede os Andorra blev bjergene større og mere golde og se på, og trafikken tog til.
Det er nemlig muligt at handle toldfrit i Andorra og mange franskmænd tager derfor over grænsen for at handle, ligesom vi kører til Fleggaard i Tyskland.
Efter at have passeret grænsen, fortsatte vi til byen El pas de la Casso. Her forsvandt alt hvad der hed internet og vi fik en sms om at telefonopkald ville koste kr. 18,75 pr. minut.
Det er ikke pænt at nævne det, men det er nok den grimmeste by vi længe har set, for den bestod stort det kun af supermarkeder og reklameskilte.
Vi valgte dog at stoppe for at se nærmere på virvaret og fik også handlet et par liter gin og købt en ny trimmer til Birger.
Da det ligesom ikke var formålet med at vores tur at handle toldfrit, kørte vi videre af hovedvejen mod Andorras hovedstad der hedder Andorra da Vella.
Da vi forlod El pas de la Casso og kørte videre op af et højt bjerg, lå den ene tankstation efter den anden op af bjerget og her fik vi lige tanket benzin for kr. 9,95 
Det var nogle fantastiske udsigter der mødte os på vores vej videre ud af Andorras eneste hovedvej, og vi passerede flere små byer, med hvad vi synes var lidt mindre kønne og meget ens etagebyggerier af huse.
I Canillo gjorde vi holdt for at se mere af byen og få lidt frokost. Vi valgte herefter at vende om og køre mod grænsen igen, da turistkontoret havde fortalt os at hovedbyen ikke bød på de store oplevelser.
Undervejs tilbage til grænsen så vi både køer og heste der gik frit i bjergene og der er ingen tvivl om at landet mest er kendt for sine mange skisportssteder og turisme.
Vel tilbage i vores lille hyggelige bjergby, er vi glade for at have oplevet Andorra, men er ikke synderlig begejstret.
Onsdag den 18. september
Vi blev efterhånden rimelig gode til at køre i bjerge og det var godt, da vi skulle op til et af de højeste bjerge i området hvor der bliver udvindet kalk, og hvor der skulle være en hel speciel udsigt over området.
Det tog 45 min. at køre op af bjerget fra byen Luzenac, men det var fine brede bjergveje det meste af tiden, og vi nød den ene flotte udsigt efter den anden efterhånden som vi kom op af bjerget.
Da vi var ved at være oppe, blev vi mødt af et adgang forbudt skilt, så vores tur op til toppen havde været forgæves, ihvertfald hvis vi ville have set på kalkudvinding. Det var lidt ærgerligt, for området skulle byde på nogle helt specielle formationer i bjergene.
Turen ned blev også fin, og vi fulgtes det meste af vejen ned med en cykelrytter som kørte ca. samme fart som os.
Da vi kom ned til Luzenac igen, satte vi kursen mod Plateau Beille, som også er et af de høje bjerge i området, og som var et af de bjerge som Tour de France benyttede til den 15. Etape. Vi så derfor også Vingegaards navn og det danske flag flere steder på asfalten på vej op til toppen.
Også her var det fine brede bjergveje og også her nød vi de flotte udsigter. Vi blev dog lidt overrasket da vi kom op på plateauet, for det var ikke her den flotteste udsigt var. Vi kørte derfor lidt ned af bjerget og fandt et perfekt sted til at få vores frokost.
Temperaturen ligger stadig i den lave ende, og specielt når vi kommer op i bjergene, så det var på med trøjer og et tæppe mens vi nød vores frokost.
Fra vores tur op til Plateau Beille kørte vi ud af den bjergvej vi var ankommet her til Gourbit med i lørdags, men vi valgte at stoppe efter en halv time for vi fandt ingen steder hvor vi lige kunne gøre holdt på den smalle bjergvej.
Eftermiddagskaffen blev derfor indtaget i haven i vores lille bjergby.
Onsdag den 19. september
Bjergene omkring den lille by hvor vi boede, var også skønne, så vi besluttede os til en rundtur i de nærliggende bjerge.
Vi startede med at køre mod Auzat som er en rigtig hyggelig bjergby. Indtil vi kom til Auzat, var det finde brede veje og vi kom igennem flere små bjergbyer.
I Auzat drejede vi mod Massat, og så var det slut med de fine brede veje. Det blev til endnu en god praktisk øvelse i bjergkørsel på de små veje, og heldigvis mødte vi ikke meget modkørende trafik.
På vejen kom vi til en lille idyllisk bjergby der hed Le port og her måtte vi lige stoppe og kigge på den lille flod og de få huse der var i byen.
Længere oppe af bjerget kom vi til et åbent plateau hvor der var et hold der blev instrueret i paraglidning og bagefter hoppede ud over bjergkanten – det kræver vist sit mod, men der var mænd og kvinder i alle aldre.
Da vi ankom til Massat, var det ligesom at træde ind i en kulisse fra forrige århundrede, og der var masser af liv foran byens gamle kirke og snakken gik.
Da vi gik rundt i byen, stødte vi på masser af små special butikker og ikke mindst måtte vi trække på smilebåndet af byens hotel.
Så var det blevet tid til at finde et sted hvor vi kunne nyde vores frokost og en god udsigt og heldigvis lå der endnu et Plateau længere oppe af bjerget hvor vi sammen med en masse andre parkerede og fandt vores stole og bord frem, og så var det tid til frokost og et lille hvil.
Temperaturen kom sørme op på hele 24 grader, og det var dejligt at sidde der på bjerget og nyde solen og udsigten.
Turen tilbage til Gourbit var den samme som vi kørte da vi ankom om lørdagen og her er det om at holde tungen lige i munden på de smalle bjergveje.
Vel nede af bjerget var det nu tid til lidt indkøb i vores nærmeste større by Taranscon og vi fandt også et sted hvor vi kunne få en iskage i det dejlige vejr.
Torsdag den 20. september
Den sidste dag her i Pyrenæerne inden vi drog til Middelhavet gik til den lidt størrre by Lavenatet, der ligger ca. 45 min. kørsel fra Gourbit.
Det blev ikke til det helt vilde bjergkørsel i dag da bjergene langs ruten, dels en meget mindre end dem vi har besøgt de foregående dage, og dels var det en lidt større hovedlandevej vi kørte på.
Byen skuffede lidt, for de fleste forretninger og centrum lå på hovedlandevejen, og det var lidt svært at finde selve centrum
Da byen ikke ligefrem indbød til den store sigtseeing, så valgte vi hurtigt at sætte kursen mod Gourbit igen, da der lidt over frokost truede et nyt regnvejr, og derudover skulle vi også lige have pakket og gjort klar til at forlade Gourbit.
Heldigvis var det varslede regnvejr i småtingsafdelingen, og så blev bilen pakket og vi var klar til næste etape.