Mimbaste lå laaangt ude på landet mellem majs- og solsikkemarker, og ca. 1 times kørsel fra Bayonne ude ved Atlanterhavskysten, og tæt på den spanske grænse.
Her havde vi lejet et rigtig landhus med en kæmpe have, og en overdækket udendørs terrasse, hvor det var muligt at grille. Huset var kæmpe stort, og bestod af 2 etager, hvoraf stueetagen bestod af et stort køkken åbent til en spiseafdeling, en separat stue med pejs og sofaer, et adskilt toilet og bad, samt et stort soveværelse. På 2. etage var et stort værelse, som vi dog ikke benyttede os af.
Huset var hyggeligt indrettet, og det hjalp lidt med en støvsuger hen over det hele, så vi kunne få de værste biller og edderkopper væk. Vi var jo kommet på landet, og vi tror huset havde stået tomt længe. Vores værtinde kom oprindeligt fra Paris, og var vældig sød og servicemindet.
Lørdag den 7. september
Så fik vi sagt farvel til Couze-et-saint Front med et ordentligt tordenbrag og silende regnvejr. Vi havde valgt at tage turen på de 3 1/2 time til vores nye feriebolig ud over landet, for at se mest muligt af det franske land, og da regnen først stoppede nød vi de mange landskaber vi kom igennem.
Først var landskabet som vi havde set det omkring Bergerec, siden blev det mere bakket og med flotte udsigter, men der var fortsat mange majs- samt solsikkemarker og ind imellem plantager med kastanietræer.
Vi kom også igennem en masse hyggelige landsbyer inden vi endte ude på en større landevej som bare gik lige ud i 45 km. Vi endte med at køre på motorvej i kort tid inden vi drejede fra mod Dax og den lille landsby Mimbasta hvor vores feriehus lå.
Vel ankommet til huset, var det tid til at få pakket ud, og få os indrettet. Herefter var det tid til en kop kaffe i haven og så gik vi igang med at finde ud af hvor det mon var vi var havnet.
Søndag den 8. september
Det er sørme nemt at fare vild, når man ikke følger GPS’ens anvisninger. Det måtte vi sande næste dag efter vores ankomst, da vi var klar til at tage ud og gense Atlanterhavet. Vi drejede nemlig til højre da vi kørte ud fra vores lille landsted, og så fik vi ellers noget af en rundtur på nærområdets små veje mellem majsmarkerne. Heldigvis kom vi til sidst forbi hvor vi bor, og så kom vi hurtigt ud på hovedvejen. Så nu har vi lært vi skal dreje til venstre når vi skal ud herfra 
Området vi er havnet i er ret fladt, og turen ud til Atlanterhavet og badebyen Capbreton var jævn kedelig. I området er heller ikke rigtig de gamle franske landsbyer, men istedet almindelige provinsbyer med boligkarreer.
Det gjorde det heller ikke bedre, da vi igen fik besøg af et regnvejr, som fortsatte 3-4 timer.
Da vi ankom til Capbreton fik vi parkeret nede ved havneindløbet som går langt ind til byen.
Og så var det ellers om at slå paraplyerne op og komme ud og spadsere på strandpromenaden. Det var dejligt at se vandet igen og de fine sandstrande hvor surferne boltrede sig i bølgerne. Men det blev lidt anderledes i regnvejr, end hvis solen havde skinnet.
Efter en rundtur i byen var det blevet tid til frokost på en af havnens restauranter og her fik vi et lækkert måltid.
Det er desværre ikke muligt at køre helt ude ved vandet, da vi besluttede at køre lidt nord på af kysten, og desværre var det slet ikke muligt at komme ud til det udsigtspunkt som vi havde håbet at se, så istedet kørte vi tilbage mod Plage de Soustons hvor der lå en sø. Her fik vi et lille hvil mens vi nød udsigten udover søen, og vi glædede os over at solen så småt var ved at kigge frem.
Herefter gik turen “hjemad’ mod vores lille landsted og så var det tid til at finde vores næste sted hvor vi skal være. Vi har nu fundet et sted i Gourbit der er en lille bjergby i Pyrenæerne, og det glæder vi os også til at se.
Mandag den 9. september
Det er nok de fleste der kender Bayonne skinke, men nok de færreste der har besøgt byen. Vi havde ihvertfald ikke, og glædede os derfor til at besøge byen som vi havde læst en masse spændende om.
Igen i dag drillede vejret med regnbyger, men vi fik alligevel en fin tur til Bayonne hvor vi bl.a kørte et langt stykke fra Peyrehorade til Bayonne langs floden Gaves Reunis. En smuk tur, men desværre kom der også en kraftig byge forbi mens vi kørte på stykket. Heldigvis var regnen holdt op da vi nåede Bayonne og vi kunne derfor besøge byen næsten i tørvejr.
Belært af erfaring fra de sidste par uger her i Frankrig, tog vi vores paraplyer med da vi startede vores byrundtur.
Bayonne er en fantastisk by, som vi hurtigt blev meget begejstret for. Byen har en meget smuk katedral og en masse hyggelige gågader hvor der er masser af delikatesseforretninger.
Udover den berømte Bayonne skinke, er byen også kendt for sin chokolade. Herudover fandt vi også delikatesser såsom trøfler og sardiner. Og så var der også lige en forretning som solgte alpehuer – også kaldet baret – i fineste kvalitet.
Vores rundtur startede i den meget smukke katedral, der nok er den mest farvestrålende og smukke vi nogensinde har set. Fantastisk sted.
Herfra var det blot at gå rundt i de smukke gågader og nyde de mange smukke forretninger og vi synes specielt godt om de fine chokolade forretninger, hvor vi altså “lige” måtte købe lidt lækkerier.
Byens hyggelige huse er også noget helt specielt med masser af farvestrålende skodder.
Vi måtte naturligvis lige smage noget af den lækre Bayonne skinke med ost til frokost, og her kunne vi nok have delt en portion, fremfor at prøve at komme igennem den kæmpe portion der blev os budt.
Dejlig mætte af både frokost og den dejlige by, satte vi kursen mod Biarrit som er en mondæn badeby ved Atlanterhavet og som vi var blevet anbefalet.
I klart vejr, er det muligt at se helt til San Sebastian i Spanien. Så heldige var vi desværre ikke.
Vi fandt en parkeringskælder tæt på kysten, hvor vi holdt vejret da vi kørte ned og op af de meget smalle tilkørselsforhold – men det gik og snart var vi oppe på den mondæne strandpromenade, hvor vi nu kunne gå frem og tilbage og nyde Atlanterhavet og surferne som hyggede sig i bølgerne og de mange flotte hoteller og bygninger der lå langs kysten. Vi er dog ret sikre på, at byen havde gjort et bedre indtryk hvis vejret havde været med os.
Efter en iskage og et lille hvil hvor vi nød Atlanterhavet, var det tid til at sætte kursen tilbage til Mimbaste.
Tirsdag den 10. september
Det er spændende at få kigget lidt på det nærområde vi er havnet i, så med vejret med os næste dag (ingen regn) kørte vi til den nærmeste større by som var Dax, uden dog at have de store forventninger.
Vi blev dog glædeligt overrasket, da byen faktisk er ret hyggelig med et par fine gågader og en flot katedral.
Byen havde også en hel ny markedshal, hvor vi lige stak hoved ind. Det så nu ikke ud til at alle boder var besatte, så der var lidt trist inde i markedshallen.
Da vi havde fået set byen, kørte vi videre mod Peyrehorade for herfra ville vi finde et sted langs floden Gaves Reunis og få vores medbragte frokost.
Vi fandt et fint sted hvor vi udover frokost også nød udsigten over floden. Og så var det blevet tid til at kigge på Peyrehorade. Her skete der absolut ingenting – klokken var nemlig over 12.
Så det blev en kort rundtur i byen inden vi satte kursen hjemad mod Mimbaste.
Onsdag den 11. september
På anbefaling fra vores vært, kørte vi idag til Sordes L’Abbaye som skulle være en lille landsby ikke så langt herfra, og det passede fint med en kort afstand for igen i dag var der lovet regnvejr fra kl. 12 og til i morgen tidlig.
Turen gik udover landet på de små veje hvor det meste vi så var majsmarker. Vinmarkerne gemmer sig åbenbart godt i det vestlige Frankrig.
Hvis vi skal være helt ærlige så havde vi ikke helt forstået hvad der ventede os i den lille landsby og vi måtte gå lidt rundt i byen før vi fik øje på vidunderet, nemlig den gamle kirke med tilhørende kloster kaldet L’Abbaye d’Arthous der er på UNESCO verdensarvs liste.
Efter vores byvandring var vi inde i byens meget gamle kirke og se den.
Da vi havde set kirken, fik vi øje på klosteret og her fandt vi så ud af, at både kirken og klostret var det vores vært havde ment vi skulle se.
Klosteret har gennemgået en omfattende renovering og lå smukt ned til floden Gaves Reunis. Udsigten fra klosteret viste et fald i floden, og der hørtes en konstant summen af vand der fossede ned.
Det kostede 4 euro pr. mand at se herlighederne og det var spændende at gå rundt i klosteret og se hvordan der var blevet levet i fortiden.
Vel vidende at regnen snart ville indfinde sig satte vi kursen mod Mimbaste incl. et kort stop ved vores Intermarche.
Eftermiddagen blev brugt til lidt indendørs sysler, for der stod regnen ned i stænger, og så håbede vi på lidt bedre vejr dagen efter, så vi kunne få besøgt byen Pau.
Torsdag den 12. september
Pau, som udtales Po, kender nogen måske fra Tour de France og ellers er byen kendt som indgangen til Pyrenæerne. Som nogen engang har udtalt “Pau har verdens smukkeste udsigt over jorden, ligesom Napoli har over havet”.
Heldigvis var regnen holdt op, da vi tog hovedvejen mod Pau her i formiddag.
70 km var der til byen, og vi fik nogle rigtig fine udsigter undervejs for selv om bjergene ikke er dukket op endnu, så er landskabet visse steder begyndt at blive mere bakket.
Da vi nåede til Lacq, blev vi dog overrasket over hvor grim og ildelugtende en by kan være. Tilbage i 1951 blev der fundet et gasfelt under byen og det er nu ekspanderet til at byen har en kæmpe gasfabrik der eksportere gas til hele Frankrig ligesom der også udvindes svovl i området. Hele området stank af gas og svovl og arme de mennesker der befinder sig i området til dagligt. Os der bare skulle igennem området skyndte os at lukke alle vinduer og ventilation i bilen. Føj da for en grimmert.
Heldigvis blev området kønnere og fri for grimme lugte da vi var kommet igennem området, og landskabet begyndte igen at få små bakker.
Vel inde i Pau måtte vi lige køre lidt rundt og op og ned af et par “meget” trange parkeringskældre, før vi fandt et sted hvor vi kunne være, så Birgers nerver kunne falde lidt til ro. Han hader nemlig de parkeringskældre hvor der er stor sandsynlighed for at bilen bliver ridset.
Pau er en nyere by, og vi startede med at spadsere på den berømte Boulevard des Pyrenes, hvor der var en flot udsigt til Pyrenæerne.
Der lå også en række lækre etagebyggeri der havde en flot udsigt udover området. Desværre var det lidt diset så det var svært at se se bagvedliggende bjerge, men vi forstod godt at byen er berømt for den fine boulevard og udsigt.
Efter at have nydt udsigten ca. 200 m kunne vi dreje op i byen hvor vi havnede direkte på byens hovedstrøg.
Det førte ned til byens torv hvorfra der gik forskellige små hovedstrøg fra.
Vi valgte at tage en af gaderne der også førte ned til byens markedshal og det var en nyere en af slagsen. Efter at studeret de mange lækre delikatesser, gik vi tilbage til en anden strøggade, og fandt her et sted hvor vi kunne få lidt frokost. Vi kunne ellers godt have spist i markedshallen, for tæt på de mange delikatesser, var opsat borde hvor der kunne spises og drikkes.
Det blev også til et besøg i en af byens kirker inden vi igen fandt Boulevard des Pyrenes igen.
Da vi kiggede ned på den gade der lå under promenaden, så vi at der var tegnet årstal og navne på nogle cykelryttere der havde vundet 16. Etapesejr hen over årene.
Det lykkedes os at komme helskindet op af parkeringskælderen og så satte vi kursen hjemover.
Vi havde planlagt et stop i Orthez, men så kom regnen desværre igen. Denne gang dog kun kortvarigt, men vi sprang byen over.
Da vi kom hjem skinnede solen heldigvis, og så var det om at komme ud og nyde det. Vi fik også en rigtig hyggelig snak ned vores vært i dag, som også kunne fortælle at vejret er helt anderledes end det plejer at være. Hun fortalte bl.a. at vi ikke var gået glip af så meget ved ikke at besøge Orthez, og foreslog istedet end anden by vi kan besøge i morgen inden vi skal have pakket og gjort klar til at tage afsted til vores næste sted på lørdag.
Fredag den 13. september
Vores oprindelige plan i dag var at tage til Orthez i dag, men ved vores snak med vores vært i går, rynkede hun lidt på næsen og sagde vi hellere skulle tage til Sailes de Bearn og den anbefaling fulgte vi naturligvis.
Når vi ellers kommer bare lidt syd på fra vores lille landsted så begynder her at blive bakket, så det blev en køn køretur til Sailes de Bearn.
Byen er kendt for sine termiske bade og saltudvinding, da der under byen ligger en saltvandskilde.
Det er også her at Tour de France’s 18. etape bliver kørt til Bordeaux.
Herudover er byen utrolig hyggelig med en masse rigtig gamle huse og små gyder. Der var ved at gjordt klar til fest i byen så det tog sin tid før vi fandt en parkeringsplads, men det lykkedes og så var det ellers bare om at komme rundt i byen.
Udover at se de gamle huse og små gyder løber der en flod igennem byen, og vi fik også besøgt byens kirke hvor vi dog hurtigt trak os da der var ved at blive afholdt en begravelse.
Efter den hyggelige bytur var det tid til at returnere til vores feriebolig så vi kunne få pakket og gjort klar til at flytte videre i morgen. Vi var rigtig glade for at vi blev anbefalet byen, for her oplevede vi ægte fransk charme, som vi ikke havde set længe.
Forinden skulle vi dog lige havde bilen vasket, for efter 1 måned på de franske landeveje, så trængte den gevaldigt. Birger valgte et vaskested hvor bilen bliver vasket med en højtryksrenser og det havde han stor fornøjelse med.
