
Vores næste stop på vores tur blev i byen Allkmar, som ligger i Holland, lidt nord for Amsterdam.

Som byen bliver beskrevet, er “denne maleriske by, kendt vidt og bredt for sit traditionelle ostemarked i Alkmaar, og tilbyder så meget mere til den kræsne rejsende. Fra sine snoede kanaler og historiske bygninger til sine travle markedspladser og frodige parker er Alkmaar en skattekiste af oplevelser, der venter på at blive opdaget”.

Vores nye feriebolig lå lidt udenfor Allkmars bymidte, men her var et par elcykler vi kunne benytte, så vi kunne komme nemmere rundt i byen.
Ferieboligen havde ikke helt samme standard som vores forrige bolig i Krummhörn – men var til gengæld en del dyrere. Det er en af de ting der er spændende når vi lejer feriebolig, for det er aldrig til at vide hvad det er vi får, og mange gange er billeder taknemmelige. Denne gang havde vi været uheldige, og vi var helt oppe på at give den 2 stjerner ud af 10 hvis vi skal være flinke

Vi valgte at tage motorvejen mod Allkmar, da det ellers ville have blevet en længere tur hvis vi skulle ud på de små veje.
Inden vi kørte ud på motorvejen fik vi lige tanket, for benzinen er væsentligt dyrere i Holland, faktisk også dyrere end i Danmark – lige over 14 kr.

På motorvejen kørte vi mod Groningen, som vi havde gjort den anden dag, og det var en ret kedelig og flad strækning. Da vi kom til Holland, er der en regel om, at der kun måtte køres 100 km i timen mellem kl. 06 og 19 og herefter 130 km. Det er faktisk en meget behagelig fart, og der køres rigtig pænt i Holland.

Turen gik over den 32 km lange bro Afsluitdijk, hvor det var muligt at stoppe på midten og se udover den kæmpe vindmølle park der ligger ude i vandet.


Vi måtte stoppe for sluseåbning både da vi kørte på broen og da vi kørte af. Broen som også er en dæmning, er bygget tilbage i 1933 for at beskytte landet mod oversvømmelse.


Det var en stor oplevelse at køre over broen, og vi kan kun anbefale at tage turen, og huske at stoppe op på midten og tage nogle billeder.
Da vi var kommet over på den anden side, valgte vi at køre ud til Den Helden som er byen der ligger ude på den nordøstlige spids.
Her fandt vi en bænk oppe på et dige tæt på byens røde fyrtårn hvor vi fik vores medbragte madpakke.


Det var også her vi så den første egentlige sandstrand og der var sågar et par friske gutter der var ude og bade.


Efter frokost var det blevet tid til at sætte kursen mod Allkmar og vores næste feriebolig.

På vej til byen kørte vi langs en bred kanal, hvor der sejlede flere både, og udover vindmøller, begyndte de hollandske vandmøller også at dukke op.
Dag 1
Bortset fra vores liden flatterende feriebolig, så er Allkmar en rigtig spændende by, som vi på vores første dag fik udforsket på de 2 el cykler der hørte til ferieboligen – og det skal udlejer naturligvis have kredit for at stille til rådighed, for det var det helt rigtige transportmiddel at bevæge sig rundt i byen med.

Vi startede lige med at lære cyklerne at kende i nabolaget hvor der ikke var så meget trafik, og så kørte vi ellers ind til den hyggelige gamle bymidte af fine cykelstier.

Vi var lidt overraskede over at forretningerne først åbnede kl. 11, så vi parkerede cyklerne og gik så rundt i nogle af de små gågader hvor der ligger mange special forretninger, bl.a. flere osteforretninger hvor vi også fik købt en ost, vi håber er god.



Vi var også inde og se byens flotte kirke, og her så det ud til at der skulle være fest, for udover at der var ved at blive dækket op til middag midt i kirkerummet, var der også opsat en scene og der blev også spillet popmusik. Lidt sjov oplevelse i sådan en stor kirke.


Da vi kom ud af kirken var forretningerne begyndt at åbne, og vi gik derfor ned af byens hovedstrøg og tilbage til cyklerne så vi kunne komme lidt mere rundt i byen.


Byen har en del kanaler på kryds og tværs og vi tog derfor et par ture langs dem, inden vi besluttede at finde et sted til noget frokost.



Frokosten blev indtaget nede ved en af byens kanaler, hvor det også var tid til at nyde det fine vejr.


Efter frokost lykkedes det os at finde tilbage til vores feriebolig hvor vi skiftede cyklerne ud med bilen og kørte ud til badebyen Eggmond an Zee.

Og det var en rigtig badeby, med masser af souvenir butikker, pariserhjul og ikke mindst turister.


Da vi havde fået parkeret gik vi igennem den hyggelige gågade ned til havet, hvor vi blev mødt af en kæmpe strand og masser af mennesker og solvogne.
I byen ligger der også et fyrtårn, som spejdede udover vandet, og det vand måtte vi naturligvis lige ud og mærke. Og uhh det var koldt.



På vej tilbage til bilen måtte vi lige standse op og få en iskage og så var det tid til at vende næsen mod Allkmar og få handlet lidt på vejen.
Dag 2
Det var en grå og forholdsvis kold morgen vi stod op til, og temperaturen var ikke meget over de 15 grader, så efteråret var nok så småt ved at indfinde sig, også her sydvest på.
Vi kørte i dag sydpå ned af kysten, og første stop blev Castricum Zee Beach.

Det er desværre ikke muligt at køre helt nede ved vandet og der er kun få stikveje ned til havet, hvor Castricum Zee Beach er en af dem.
Da vi kom ud for enden af vejen, var eneste mulighed for at se havet, at parkere på en betalings p-plads og det gad vi bare ikke, så vi kørte videre ned langs kysten til vi kom til byen Wijk aan Zee, som virkede hyggelig men lidt død i det. Vi kørte derfor ud af en lille vej der førte os til stranden, hvor der lå en rigtig grim og ildelugtende fabrik. Der var dog et flot syn udover den brede og lange sandstrand.


Endemål for dagens tur var Zandvoort, hvor Birger i sine yngre dage har været nede og køre racerbil.

Byen bærer stadig præg af at være et sted hvor der køres race, og vi fik os en rigtig hyggelig tur rundt i byen, der også bærer præg af at være en turistet badeby, med masser af souvenir- og tøjforretninger samt restauranter.



Vi så også et par casinoer ligesom der også er adgang til en smuk lang sandstrand hvor der kan lejes solvogne, parasoller og andre ting til strand,- og vandlivet.



Efter vores rundtur trak det op til regn og regnen kom kort tid efter at vi havde fundet en god restaurant hvor vi kunne få vores frokost.

De var ikke fedtede med deres portionsanretninger her i Holland, så det var svært at komme igennem den varme briesandwich og Croque madamme vi havde valgt.
Regnen fortsatte desværre, så vi valgte at køre retur til Alkmar, for vi skulle lige have pakket og være klar til at turen går videre sydpå næste dag.
Oprindelig havde vi planlagt yderligere 3 overnatninger i Holland, men det har været umuligt at finde noget der er til at betale i og omkring Middelburg, så vi besluttede istedet at tage til Belgien og den lille kystby De Haane.

Vi glædede os til at genbesøge denne by, for det er en af de byer vi tydelig husker, fra vi havde lejet autocamper og var på tur til Normadiet i 2019.