Korenica er en landsby i Lika, og beliggende i kommunen Plitvika Jezera på vejen D1 mellem Plitvice nationalpark og Udbina.
Så blev det endnu en flyttedag og på dagen skulle vi ikke så langt, faktisk kun et par times kørsel fra Topusko til Korenica der ligger lidt syd for Plitvica nationalpark.
Første del af turen fra Topusko var faktisk den samme langs grænsen til Bosnien Hercegovina som vi kørte i går, men i dag var det tørvejr, selvom der stadig var mørke truende skyer, og temperaturen var ikke mere end de 10 grader.
Da vi var kommet forbi Slunj og begyndte at køre sydpå, var det som at komme fra asken til ilden med hensyn til befolkningsmængde og det meget øde landskab omkring Topusko.
Nu var der masser af reklame skilte for Apartment og restauranter og vejen var også blevet til en fin bred hovedlandevej.
Landskabet ændrede sig også fra det mere Alpelandskabsagtigte og lave bjerge til højere bjerge og kæmpe store dale. Her er virkelig smukt og omkring Plitvica nationalpark var det tydeligt hvorfor den tiltrækker så mange turister. Den glæder vi os til at opleve.
Selvom vi på et tidspunkt var kommet så langt op af et bjerg så vi kørte ind i skyerne, så kom vi godt frem til vores nye feriebolig inden kl. var 12.
Her blev vi taget godt imod Dario og det er en fin bolig med de nødvendige fornødenheder og en lille terrasse som vi forhåbentlig får glæde af når vejret her de næste dage bliver varmere.
Vi fik hurtigt pakket ud og fundet os til rette, og så kørte vi ned i byen for at få lidt frokost.
I byen er der flere indkøbsmuligheder og restauranter og det var dejligt at se nu hvor vi næsten har boet ude på prærien uden de store indkøbsmuligheder i flere dage – det har jo været næsten som et skræksenarie selvom vi begge sikkert sagtens kunne overleve flere uger uden indkøb.
Nå men vi fik noget frokost og Birger er endnu ikke kommet sig over at bestille en burger og kun få serveret en bøf med rå løg. Tjeneren spurgte godt nok Birger om han ville have brød til, men det sagde Birger nej til 
det var jo en burger han bestilte.
Efter frokosten fik vi lyst til en tur op i de smukke bjerge hvor Jane havde set at der skulle ligge en seværdighed, ikke langt fra vores by.
Vi fik drejet fra midt i vores by og begyndte at køre op af et bjerg på en fin bred vej som vi fulgte 8 km. Så skulle vi dreje igen, og så var det at vi (som sædvanlig) kom lidt på afveje.
Denne gang var det stadig en asfaltvej, men der var ikke meget plads hvis der skulle komme modkørende. Heldet var med os og vi nærmede os seværdigheden som viste sig at være en lille landsby samt et mindesmærke laaangt ude på landet i den kæmpe dal der var omkranset af de smukke bjerge. Wau et sted.
Som de forkælede og forvænte mennesker som vi er, kan det være svært at forstå at nogen mennesker kan leve sådan. Men det gør de og de er sikkert ligeså lykkelige som vi er. Vi var ihvertfald taknemmelig over at have fundet sådan et sted.
Så det så ud til at være endnu et spændende sted vi var havnet og vi glædede os til at udforske området næste par dage.
Dag 1
Som nævnt boede vi lidt syd for Plitvica nationalpark, så hvad var mere nærliggende end at besøge den nu hvor vi var lige i nærheden.
Så vi var på farten lidt over kl. 10, og kørte lige forbi et sted hvor vi kunne købe en sandwich til turen og efter bare 20 min. kørsel var vi ved nationalparkens 1. entre.
Der er 2 steder at starte sin rundtur, ved entre 1 hvor man starter med at komme til de øvre søer, og entre 2 hvis man vil starte med den nedre sø hvor det store vandfald ligger.
Vi valgte 1. entre og begyndte nedstigningen til stedet hvor vi kunne købe billet. Parkeringspladsen ligger et godt stykke derfra, og det gik stejlt ned af bakke og opad den anden vej efter rundturen var slut 
Til info tror vi at det er en god ide at bestille billetter på nettet i højsæsonen, men her udenfor sæsonen var der ingen problemer.
En alm. billet koster 29 euro pr. person, men det er også muligt at bestille guidede ture.
Da billetten var købt var vi lidt i tvivl om hvad vi skulle, så vi sluttede os til en gruppe som var ved at få forklaret hvad rute H gik ud på, så den snuppede vi så også.
Her startede turen med at vi blev kørt i bus op til den øverste sø og herfra skulle vi så gå ned at de afmærkede stier. Vi fulgte rute H hele vejen ned til den nedre sø, og det var en fantastisk tur hvor vi bl.a. gik på træbroer og kom forbi de forskellige søer og vandfald der ligger i flere niveauer.
Da vi endelig nåede ned til laveste sø, havde vi gået i 2 timer. Det var godt at det primært var gået nedad, for det var lidt af en stroppetur når man nu ikke længere er 17.
Nede ved den nederste sø som også var den største, var det nu tid til en bådtur.
Da vi havde smuglyttet til guiden for gruppen da vi startede, havde vi hørt at bådture skulle gå til P3 og at vi skulle fortsætte med at følge rute H.
Så vi hoppede på den båd der sejlede til P3, og efter 20 min. sejlads på den smukke sø, fandt vi ud af at det var en blindgyde. Vi kunne nemlig ikke få nogen bus derfra tilbage til det sted hvor parkeringspladsen lå.
En guide foreslog at vi gik ca. 1 1/2 time langs søen og så ville vi være fremme ved parkeringspladsen. Da vi sagde til ham at det kunne vi simpelthen ikke, så var han så venlig at fortælle at vi så kunne stille os i kø for at blive sejlet til P2 hvor parkeringspladsen så skulle ligge i nærheden.
Efter ca. 30 min. venten i kø, nåede vi frem til P2, hvor vi så til vores skræk bare lige skulle gå stejlt op af en masse trapper og anden stigning på en sti.
Ikke lige hvad vores fysik er udbredt glade for, men…..vi kom op og kunne se tilbage på en fantastisk vandring startende kl. 11 til kl. 15.30. Hvilken herlig tur hvor vi fik taget masser af billeder og nød den smukke natur.
Efter turen var vi godt nok en anelse matte i sokkerne, men hvilken herlig dag, og selvfølgelig skal man besøge Plitvica naturpark når man er i Kroatien, for det er et fantastisk sted.
Dag 2
Selvom vi fik set en masse vand i går, fik vi alligevel lyst til at se lidt mere, og derfor satte vi i dag kursen mod havet ved byen Karlobag.
Det blev en smuk tur først over et sæt bjerge som vi allerede havde set da vi besøgte den lille landsby.
Da vi fortsatte kom vi til et mindesmærke fra krigen i 95. Dem er der nogle stykker af rundt omkring.
Turen fortsatte til byen Gospic som vi valgte at køre igennem, og snart nærmede vi os endnu en bjergkæde som viste sig at ligge helt ud til kysten.
Pludselig dukkede en hel fantastisk udsigtpost op udover havet og ikke mindst øen Pag, som mest af alt minder om et månelandskab da der næsten ingen vegetation er på øen. Det skyldes bl.a. salt der dækker klipperne. Vi blev også gjort bekendt med Bora vinden som er kendetegnet her på Kroatiens kyst og som man skal have respekt for da den kan skabe kraftige vindstød.
Vi nød den smukke udsigt og var samtidig forbavset over hvor speciel et sted det var.
Vi fortsatte turen ned at de stejle bjerge til vi nåede den lille kystby Karlovac.
Det var skønt at se det skønne blå hav igen, og som Birger udtrykte det “så får man den der lykkefølelse”.
Temperaturen var sneget sig op på de 25 grader da vi slentrede op og ned af vejen der lå ned til havnen.
Senere fik vi frokost på en af byens restauranter og efter det fandt vi et sted hvor vi kunne få dyppet tæerne. Vandet må gerne blive lidt varmere, men om en uge eller to er vi klar til den hel store badetur.
På en nærliggende mole, fik vi begge dyppet tæerne, men vandet var fortsat for koldt til en badetur, så den havde vi tilgode
Turen gik herefter “hjemad” og igen nød vi de smukke bjerge.
Tilbage ved huset fik vi besøg af både vores vært og en stor fåreflok inde på naboens grund.
Der blev en god snak med vores vært, som bl.a. anbefalede os et sted vi kunne besøge næste dag.
Dag 3
Det er ikke altid man skal følge sin værts gode anbefalinger, som vi så gjorde i dag.
Han havde nemlig anbefalet byen Bihac og nationalparken Una, som lå i Bosnien Hercegovina.
Vi var ikke vildt begejstret med tanken om at køre ind i Bosnien Hercegovina, men vores vært havde sagt at det ikke var noget problem, så med det i baghovedet tog vi glade afsted næste morgen.
Bilen skulle først lige vaskes (igen), for vi får kørt mange kilometer og den bliver godt nok hurtig beskidt.
Efter bilvasken som Birger nu er helt ferm til, skulle vi først køre et godt stykke sydpå langs grænsen, før vi så skulle køre nordpå igen for at krydse grænsen.
Det var en utrolig smuk tur gennem dale og ikke mindst høje bjerge, og så var vi pludselig ved grænsen.
Vi havde vores pas klar og en rigtig sød Kroatisk dame bad så også om vores registreringsattest som vi naturligvis også havde med. Det er vigtigt at huske at have bilens originale registreringsattest med når man rejser i udlandet.
Efter vi var blevet registreret kørte vi videre i ingenmandsland ca. 300 meter. Så kom vi til Bosnien Hercegovinas grænse, og Jane kom til at køre forbi det lille skur hvor en meget sur politibetjent viste sig.
Jane skyndte sig at bakke og sige Sorry, hvorefter han vrissede “for what”. Hold da op, der var ikke meget service over ham, og da han også havde fået vores pas og registreringsattest gik han ind i det lille skur og lukkede døren. Han kom heldigvis ud igen med vores papirer og vi blev vinket videre.
Vi fortsatte herefter mod nationalparken hvor der skulle være nogle flotte vandfald. Da GPS’en ville have os ned af en meget hullet grusvej valgte vi at vende om, for vi havde ikke lyst til at køre 8 km på den slags veje og slet ikke i Bosnien Hercegovina hvor vi også blev i tvivl om vores forsikring gjaldt hvis der skete noget.
Så vi satte istedet kursen mod Bihac som tidligere har været kongeby i Kroatien, men det er en laang historie.
Bihac virkede som en meget hektisk by og der var masser af trafik. Vi havde håbet på at se lidt mere af byen, men det var ret så forvirrende at køre rundt så vi fik kun set lidt af den brusende flod Una, før vi begge synes at vi gerne ville “hjem” til Kroatien.
Benzinen var ellers ret billig, kun lidt over 8 kr. men Birger synes ikke vi skulle have benzin på derovre 
Vi havde jo heller ikke noget valuta med, og vidste ikke om de tog visa kort. Møntfoden hedder forøvrigt “konvertibel mark”, og har en kurs der hedder 3,86 for 1 dansk krone.
Da vi kom til grænsen ventede vi ca. 1/2 time på at køre igennem. Først skulle der vises pas og registreringsattest i et skur, og lige efter i et andet skur. Hold da op for et cirkus.
Da vi endelig var i Kroatien fandt vi en hyggelig bistro hvor vi kunne få lidt frokost.
Da dagen stadig var ung, kørte vi mod den lille vandmølle Majerova vrilo ca. 40 min. kørsel mod byen Otacac.
Også her fik vi en smuk køretur laaangt ud på landet, og møllen var et rigtig hyggeligt sted hvor det bl.a. var muligt at se hvordan melet blev malet af kæmpe møllehjul der blev trukket af de brusende vand.
Og så var det tid til at sætte kursen mod vores feriebolig så der kunne blive pakket og gjort klar til vores næste feriebolig længere sydpå.
Men et par rigtig spændende dage her i området.