
Vores første feriebolig langs kysten i Holland, Belgien og Nordfrankrig, blev i byen Krummhörn som faktisk ligger i Tyskland. Jane havde nemlig svært ved at finde grænsen mellem Tyskland og Holland, da der skulle findes en feriebolig.

Vi bookede ferieboligen via AIRNBNB, selvom det ikke tidligere har været vores favorit ved valg af ferieboliger. Ikke fordi det ikke er fine ferieboliger, for det er det bestemt, men fordi der tidligere har været krav om, at der skulle udleveret kopi af pas og kørekort, når man ankom til ferieboligerne. Dette strider mod GDPR lovgivningen, og vi har haft det lidt stramt med at udlevere så private personoplysninger til privatpersoner. Vi har dog fundet ud af at udlevere en kopi af pas og kørekort, hvor vi har sløret de sidste 4 cifre i personnummer og pasnummer. Proceduren med at udlevere disse personoplysninger er muligvis blevet ændret, for vi var ikke ude for et eneste sted på denne tur, at vi skulle udlevere disse oplysninger. Og det var vi glade for.

Det var en meget fin feriebolig vi fik i Krummhörn med egen indgang, og en fin stue med åbent køkken, samt 2 gode værelser, hvoraf det ene var med en stor fin dobbeltseng, og det andet med køjesenge. Herudover var der et fint badeværelse med vaskemaskine og en dejlig ugenert terrasse.
Dag 1
Groningen ligger i Holland og det var som nævnt oprindeligt omkring Groningen, vi ville have haft vores første feriebolig, men det blev så Krummhörn i Tyskland istedet.
Groningen skulle dog ikke snydes for et besøg, så turen i dag gik derfor til byen.

Vi valgte at tage motorvej på vej til Groningen og det blev lidt over en times kørsel hvor vi fik passeret både tunnelen under Ems og grænsen mellem Tyskland og Holland.

Da vi ankom til Groningen, gik jagten på en parkeringsplads igang, og vi måtte køre et par runder i inderbyen inden det lykkedes, og det var på denne rundtur vi også blev obs på de mange cykelister, som får Københavns antal til at blegne. Hold da op, de var overalt, og det var åbenbart, at det var dem der reagerede i byen.

Da vi steg ud af bilen, fik vi straks en velkendt duft i næsen, nemlig duften af hash. Så var vi kommet til Holland ![]()
Vi startede vores rundtur i byen med at gå op til byens store torv, hvor Martini Kirchen lå, og den måtte vi lige besøge.

Det er muligt at komme op i tårnet og nyde udsigten udover byen, men vi nøjedes med at besøge selve kirken, hvor organisten var igang med at øve på det smukke orgel. En meget smuk kirke som vi kun kan anbefale at besøge hvis vejen skulle falde forbi.

Midterbyen har en række hyggelige gågader og efter at have set kirken gik vi ned af en af dem der førte os til endnu et torv med masser af boder med alt hvad hjertet kunne begære.



Vi fortsatte vores vandring ned af de andre gågader hvor der ligger masser af butikker, varehuse og specialbutikker side om side. Der var naturligvis også masser af restauranter og barer og selvfølgelig masser af hyggelige huse at se på, så en rigtig hyggelig by der minder meget om Amsterdam.

Efter et par timer valgte vi at køre nordpå til byen Emshaven, hvor vi havde håbet at se stedet hvor floden Ems møder Nordsøen, men hele Emshaven er en kæmpe stor industrihavn med masser af vindmøller og elektricitetsværker.

Ikke just et kønt sted at besøge, så vi valgte hurtigt at køre videre til en meget lille by meget laaangt ude på landet som hedder Nieuwstad.

Det viste sig dog at der ikke lå nogen by, men vi var kommet ud til et dige, hvor vi kunne få vores medbragte madpakke mens vi så udover vandet, sammen med de mange får der afgræssede diget.


Turen retur til Krummhörn tog vi over de små veje, hvor vi må konstatere at landskabet er MEGET fladt, og mest består af landbrugsland med store flokke af får og køer. Herudover er der rigtig mange vindmøller specielt i Tyskland.

Retur i Krummhörn var det nu tid til en vel fortjent kop kaffe, mens vi fordøjede de mange indtryk fra dagen.
Dag 2
Vi valgte på anden dagen at blive i området omkring Krummhörn, så vi ikke skulle køre så langt, og det viste sig at være en rigtig god ide, da vi fandt et par rigtig fine perler i nærheden.

Vejret viste sig fra sin bedste side med høj sol og ingen vind, og selvom det var lidt køligt fra morgenstunden satte vi kursen mod Emden ca. 15 min. kørsel fra vores feriebolig, og her kom temperaturen hurtigt op på de meget behagelig 20 grader.

Emden er faktisk en ret stor by med ca. 50.000 indbyggere, og da vi kom ind til byen fandt vi hurtigt ned til havnen hvor vi fik parkeret. Det er ret smart at man i flere byer også er begyndt at kunne bruge EasyPark, men her måtte vi ty til pengepungen og trække billet i en automat.

Tæt på inderhavnen lå et marked med forskellige boder der solgte grøntsager, kød, æg, blomster og andre lækkerier. Og på torvet med markedet gik en række små gågader ned med alverdens forretninger og restauranter.


Da vi havde gået en rundtur i de hyggelige by, ville vi gerne ud til kysten for at se udover vandet, men her blev vi igen mødt af kilometer lange diger som skulle forceres inden vandet blev synligt, og det var ikke lækre strande og badevand vi blev mødt med, men lange asfalt stier og mudret vand helt inde ved digerne. Så tro da pokker at tyskerne er så glade for at besøge Danmarks kystlinier, med vores lækre strande og badevand, for det har vi ikke set her.

Vi kørte et langt stykke langs diget, indtil vi kom til en sluse og kort herefter sluttede vejen.

Vi besluttede derfor at køre videre til kyst-, og havnebyen Greetsiel som ligger lidt inde i landet omgivet af søer og kanaler.

Det blev en rigtig hyggelig oplevelse, for udover at der i inderhavnen lå en række fine fiskerbåde, så bød byen på en række gamle huse, restauranter og souvenir butikker, og hele byen summede af liv.



Parkering foregik udenfor byens bymidte, der ligger på en ø, og her var det muligt at benytte EasyPark.
Efter at have parkeret, gik vi op i byen og fandt hurtigt en restaurant hvor vi fik en god frokost.

Herefter blev det til en rundtur i byen, inden vi fandt en bænk langs kanalen med fiskerbådene, hvor vi nød udsigten og det pulserende liv.

Selvom vi næsten ikke kunne rumme det ovenpå vores gode frokost, skulle vi altså lige have en iskage, inden vi sluttede vores rundtur i byen med at se på byens dobbelte møller som lå fint ned til en kanal.

Selvom det var nemt at blive fristet i de mange kunstbutikker og andre forretninger, kom vi tomhændet ud af byen, men med en rigtig god oplevelse over den hyggelige by.
Turen tilbage til vores feriebolig tog kun 15 min. og nu er det tid til en velfortjent kop kaffe på terrassen, inden vi lige får pakket vores pakkenilliker og gjort klar til at drage videre mod Allkmar i Holland i morgen.

Men herlige og positiv overraskende dage her på Ostfriesland som vi kun kan anbefale.