Nova Ljeskovica ligger i Kroatiens nordøstlige hjørne og her kom vi rigtig laaangt ud på landet, da vores feriebolig her lå i den lille landsby.
Da vi kom til den lille landsby, holdt vi øje med et grønt hus som skulle være vores feriebolig, og efter lidt søgen fandt vi det på en bakketop bag et andet hus. Desværre uden tilkørselsforhold, så det blev hårdt at slæbe den mest nødvendige bagage op til huset. Øv, det havde vi ikke lige regnet med, men det var et ok hus med egen have og terrasse.
Vores vært Viktorija kom kort tid efter med mad og kager – det var en sød gestus, og endnu et tegn på kroaternes store gæstfrihed, som vi kom til at opleve mange gange på vores tur. Selvom Viktorija ikke talte så godt engelsk, fik vi alligevel en sludder, og hun prøvede at finde ud af hvorfor internetforbindelse var så elendig. Det lykkedes desværre ikke, så vi måtte leve med en meget ringe internetforbindelse.
Det var i det grønne hus, vi også blev opmærksomme på kroaternes noget aparte forhold til dyr, og speciel hund og kat. Da vi ankom stod der nogle madrester i køleskabet, og på en seddel stod der på kroatisk, at vi var velkomne til at fodre hunden og katten med dette mad og andre rester vi måtte have. Vi synes de efterladte madrester var lidt ulækre, så vi smed faktisk maden ud. Hunden stod lænket i nabohuset og gøede som en gal når vi gik forbi, mens katten var mere venligsindet og gerne ville nusses, og ikke mindst tigge mad. Det endte med at vi både gav hunden og katten en godbid når vi gik forbi.
Dag 1
Som nævnt var det MEGET småt med internetforbindelse “in the middle of no where”, men så prøvede vi også det, og det var faktisk ret hyggeligt ikke at være afhængig af telefonen og pc’en.
Det lykkedes os at finde tilbage til Slavonski Brod, hvor vi vaskede bil den foregående dag, for vi ville gerne se mere af byen der ligger helt op til Bosnien Hercegovina. Faktisk går grænsen gennem floden Sava.
Da vi havde fundet en p-plads, kom vi op på torvet hvor der var masser af fint påklædte mennesker der hyggede med familien på de små restauranter.
Vi fik hurtigt spottet isforretningen og fik købt 2 vaffelis med 1 kugle til hver for bare 4 euro. Isen blev nydt nede ved floden med kig til Bosnien Hercegovina.
Efter en hyggestund kørte vi videre til byen Davora og langt før vi nåede byen kunne vi se tårnene af byens kendetegn, nemlig katedralen.
Faktisk er katedralen ikke så gammel. Den blev bygget over 4 år i slutningen af 1800 tallet og så tog det ellers 12 år at dekorere katedralen med dens smukke kalkmalerier og billeder.
Davora har også en hyggelig gågade der går op til den store plads foran katedralen hvor der også var masser af mennesker der hyggede med familien på de mange barer og restauranter.
Da vi kom ud fra katedralen fik vi øje på en storkerede som der ellers ikke er så mange af her i landskabet. Her havde storkene selv fundet ud af at bygge deres rede på toppen af en skorsten.
Fra Davora satte vi kursen mod Nacise som er den største hovedby der ligger ved vores feriebolig. Vi havde håbet at finde en rasteplads til vores frokost, men dem er der ikke mange af her i området. Det lykkedes dog at finde et sted nede ved en sø tæt på Nacise.
Efter frokost fik vi et hurtigt kig på byen, og så kunne vi se på GPS’en at der var en genvej til vores feriebolig. Bare 26 min. Det blev så til næsten 2 timer og efter et stykke tid stoppede asfalten og vi begyndte opstigning af et bjerg på en grusvej. Det blev ikke bedre af, at Jane i sin begejstring tog stikket fra telefonen fra GPS’EN så der kunne tages “fede billeder “, for da GPS’en blev sat til igen, var der ingen dækning.
Det passede med at grusvejen også delte sig, og ved nærmere eftertanke valgte vi vist den forkerte retning. Øh…..
Efter laang tid begyndte vi gudhjælpemig at få modkørende, og det viste sig heldigvis at det var fordi vi var ved at være nede ved søen Borivik hvor der var masser af mennesker der nød den smukke natur.
Herfra fandt vi endelig en hovedvej der førte os tilbage til vores feriebolig.
Pu ha en tur, men havde vi ikke valgt genvejen, havde vi aldrig set Borivik søen. HA HA
Så det blev noget af en rundtur, og selvom det var påskeferie, havde vi oplevet en masse i de hele 28 grader som temperaturen sneg sig op på i løbet af dagen.
Dag 2
Vores mål med at udforske Kroatiens nordøstlige del, var primært at få en større viden om hvordan området er. Og det må vi sige vi fik efter dagens tur, hvor vi kom helt over til grænsen til Serbien.
Forinden da, tog vi hovedvejen til Osijek, der ligger i det nordlige hjørne mod Ungarn.
Osijek er den største by i området og turen gik på den meget befærdede hovedlandevej hvor der var masser af biler og ikke mindst lastbiler. Undervejs begyndte det også at regne og da landskabet var fladt med marker overalt, var det en lidt kedelig tur. Vi kom igennem en masse byer som ligger helt ud til hovedlandevejen, og de lignede hinanden.
Da vi kom frem til Osijek som til fulde levede op til sit ry som storby, var det umuligt at finde en parkeringsplads i centrum selvom vi bruge ret lang tid på at køre rundt. Faktisk et fænomen vi havde læst om er et kæmpe problem i de lidt større byer, og det kom vi også senere til at opleve i f.eks. Dubrovnik og Split på Kroatiens kystline.
Måske var vi bare lidt utålmodige, men vi blev enige om at det gad vi ikke bruge mere tid på, så i stedet satte vi kursen mod Vukovar som i 1991 næsten blev totalt smadret i opgøret med Jugoslavien.
Vi så flere mindesmærker i byen og ved Donau floden som faktisk er grænsen til Serbien, stod et stort kors til minde om dem der var med til at gøre Kroatien frit.
Vi kunne således ikke komme længere østpå i Kroatien da vi stod der og kiggede over til Serbien.
Fra Vukovar valgte vi at køre turen mod vores feriebolig via de mindre veje midt i landet, og kom derfor både til Daruvar og Nicise.
Her måtte vi lige ind og få vasket bilen endnu engang efter gårsdagens kørsel på grusveje i bjergene, og selvom vi også kørte igennem regnvejr på vores tur, var bilen ikke blevet mindre beskidt.
Tilbage i det lille grønne hus, var det tid til at få pakket og gjort klar til at vi kunne forlade den nordøstlige del af Kroatien næste dag og begynde at køre ned mod landets sydlige del. Vores næste stop blev således syd for Zagreb i den lille by Topusko.