Da vi planlagde vores rundtur i Frankrig, havde vi et stort ønske om dels at se Atlanterhavet, men også at snuse lidt til Middelhavet, og måske få dyppet tæerne lidt.
Vores feriebolig tæt på Middelhavet, lå lidt uden for Pezenas, og beliggenheden kunne vel godt kaldes et landdistrikt og var ret afsvedet, hvilket var noget af en kontrast til de grønne bjerge vi lige var kommet fra.
Landstedet havde en kæmpe have, hvoraf der var lavet en lille indhegning med en terrasse incl. grill, samt et lille havestykke. Det hele var indhegnet, og vi skulle igennem en aflåst port for at komme ind.
Det var et ungt par der fornyligt havde købt landstedet, og de boede selv på første sal og var i fuld gang med at renovere huset. Vi var så henvist til underetagen.
Ferieboligen indeholdt en stue og køkken ud i et, og 2 værelser samt toilet og bad. Det hele var nyistandsat, og var pænt og nydeligt. Dog måtte vi, da vi pakkede ud, konstatere, at der ikke var noget skab i soveværelset, så vi kunne hænge vores tøj op – men det var en mindre detalje, og med egne bøjler og husets gardinstænger kom tøjet op af kufferten. Herudover var der en lille udestue med kig over til det lille havestykke, og herudover kunne vi parkere lige udenfor ferieboligen.
Det unge par havde også 2 store hunde som løb frit omkring på landstedet, og den ene var meget imødekommende, mens den anden var ret så reserveret, men endte med at komme og hilse på. Heldigvis var de velafrettede, og var udmærket klar over, at de ikke måtte gå ind i ferieboligen.
Vores værtspar var meget søde og servicemindede, og heldigvis var specielt den unge dame helt perfekt til engelsk, så vi havde ingen kommunikationsproblemer her.
Lørdag den 21. september
Når man som vi bruger Google maps til at navigere efter, og har slået “Ingen motorveje eller betalingsveje” fra, så kan man godt blive udfordret en smule, når man bliver sendt ud på alternative ruter.
Det var det der skete på dagen, hvor vi sagde farvel til Gourbit og satte kursen mod Pezenas.
Vi startede ellers godt ud med at køre ca. 10 km på hovedvejen som vi kendte, til vi blev sendt op i bjergene. Og her var ruten en meget meget smal bjergvej ca. 15 km, hvor vi absolut ikke skulle møde modkørende, da vejen (uden autoværn) kun var lidt over 2,5 m bred.
Nåh, men det gik jo godt og da vi kunne ånde lettet op efter de 15 km, blev det rimelig pæne bjergveje, som var til at håndtere uden svedige håndflader.
Vi fik en fantastisk tur ned til Pezenas af de meget smukke bjergveje, og det var sjovt når vi troede at nu var vi nede af bjergene, fordi vi i lang tid kørte på et ret fladt stykke, til at vi pludselig kørte ned af et ret højt bjerg. Så var det vi tænkte, hvordan var vi kommet op på det bjerg?????
Jo nærmere vi kom til Pezenas jo højere blev temperaturen og fra skønne grønne landskaber, blev det pludselig til afsvedne landskaber, selvom vinmarkerne også begyndte at dukke op.
Vi havde lidt problemer med at finde vores nye sted, men heldigvis talte vores vært rigtig godt engelsk og vi blev guidet pænt hen til vores nye sted.
Søndag den 22. september
Der var godt nok lovet heldagsregn næste dag, men da regnen var svær at få øje på, kørte vi ned til Vias Plage for at se på Middelhavet og den lille badeby.
Stedet lå kun 20 km fra hvor vores feriebolig, så selvom vi også fik kørt lidt forkert, kom vi hurtigt ned til vandet.
Vias Plage er en meget turistet badeby med masser at restauranter og turistforretninger, så efter vi lige havde været nede på stranden og Birger havde fået dyppet tæerne, gik vi en runde op i byen, hvor det hele lignede “dagen efter festen”, for flere butikker var allerede lukket her sidst på sæsonen, og andre var i fuld gang med at pakke sammen.
Vi besluttede derfor at køre videre langs kysten og gjorde et kort ophold i Port du cap Agde, hvor der lå en række lækre og ikke mindst store både vi lige måtte se.
Længere nede af kysten lå endnu en lille by Marseillan med en lille havn, og her fik vi en lækker frokost og nød den hyggelige stemning. Regnvejret var endnu ikke dukket op, men flere og flere tunge skyer dukkede op i horisonten og vi besluttede derfor at vende tilbage til Pezenas.
Landskabet her i området var lidt blandet. Vi så f.eks. kun afsvedne marker da vi kørte mod Vias Plage, men på tilbagevejen kom vi igennem et stort vinområde med masser af grønne vinmarker og mange Chauteauer. Tænker det nok var Languedoc distriktet der lå der.
Tilbage i feriehuset i Pezenas nød vi at have fået vores internet tilbage, selvom vi naturligvis også var lidt overrasket over hvor afhængige vi rent faktisk er.
Senere kom regnen til Pezenas og vi er glade for at vi trods de dystre meldinger om heldagsregn kunne nøjes med en ret så kraftig byge om aftenen.
Mandag den 23. september
Den lille byge der kom forbi sidst på gårsdagen, udviklede sig til lidt mere end en byge. Faktisk fik vi styrtregn i flere timer og gårdspladsen og dele af haven stod under vand da vi gik i seng.
Heldigvis var det hele overstået da vi stod op til dejlig solskin og en vejrudsigt der lovede op til 24 grader.
Birger havde jo påstået dagen forinden da han dyppede tæerne i Middelhavet, at vandet var dejligt varmt, så planen for i dag var naturligvis at komme ud og bade.
Da vi synes at stranden var rigtig fin ved Vias Plage kørte vi dertil, og så var det bare ud i bølgen blå. Grrrr…hvor var det koldt (18 grader) og lidt dumt at stille sig med ryggen til bølgerne, for så kommer man ihvertfald under vandet.
Efter det voldsomme uvejr i går aftest, var stranden og sandet også ret vådt, så vi hentede vores stole og sad så et par timer og nød vandet og ikke mindst solen og varmen.
Det blev også til en sandwich nede fra byen inden vi omkring kl. 14 besluttede at køre til Meze som også er en by ved havet lidt længere østpå.
I Meze fik vi en hyggelig spadserer tur nede ved havnen og nød udsigten udover Middelhavet.
På inderhavnen lå en række restauranter og iscafeer, og her måtte vi lige ind og få en lille iskage.
Tilbage i Pezenas var det tid til at finde en feriebolig til næste uge og vi fandt hurtigt en bolig lidt nord for Lyon i byen Symphorien-de la Lay. Det ville blive vores sidste feriebolig i denne omgang, inden vi satte kursen mod Danmark.
Tirsdag den 24. september
Byen Sete kaldes også for Languedocs Venedig p.g.a. sine mange kanaler der omkranser byen, og den skulle vi naturligvis besøge.
For en gang skyld valgte vi at tage en betalingsvej til byen, og det blev kun 2 euro på den ca. 45 km strækning.
Vel fremme i byen fandt vi en parkeringsplads nede ved en af kanalerne der lå tæt på centrum og byens hovedstrøg, og så gik vi igang med at se nærmere på byen.
Husene i byen havde et særligt præg idet de fleste af dem havde smedejernsbalkoner, hvilket gav husene et meget hyggeligt og sydenlandsk præg.
Op af hovedstrøget lå en række hyggelige restauranter og forretninger og vi lagde specielt mærke til en dametøjsforretning som solgte noget virkelig grimt og gammeldags tøj.
Byens torv var ved at blive renoveret så det var et stort byggerod, men nede af endnu en gågade, lå byens markedshal for ende af gaden, og det var en af de større haller med alle mulige lækkerier.
Efter at have set centrum bevægede vi os over på den anden side af kanalen og kom til et nyt kvarter og endnu en kanal hvor der lå en række kæmpe store både.
Tæt på Sete ligger en landtange der danner en kæmpe indsø der går helt ind til Adge og faktisk var det vandet vi kiggede på, da vi besøgte byen Marseillan i går.
Så efter vores byvandring valgte vi at køre ud på tangen for at finde et sted hvor vi kunne få vores medbragte frokost. Det viste sig så at være lidt sværere end forventet, for der var ligesom ikke rigtig nogle steder tæt på vandet hvor vi kunne holde.
Vi kørte derfor videre til Marseillan Plage, hvor vi fandt et fint sted ved en kanal, hvor vi fik den medbragte frokost.
Når vi nu var så tæt på vandet ville vi naturligvis gerne lige ned og mærke om det stadig var i den kølige ende, og vi fandt derfor et rigtig fint sted ved Agde, kaldet Plage de kan Plagette, hvor vi satte vores campingstole ned på stranden og nød udsigten udover vandet og havneindløbet.
Vi fik også lige dyppet tæerne men lod det blive ved det, men stedet er helt sikkert et genbesøg værd, for vi skal da have en dukkert eller to mere inden vi drager videre fra Middelhavet.
Onsdag den 25. september
Beziers er en af sydfrankrigs folkerigste byer, med et indbyggertal på omkring de 95.000, og da byen er en af Pezenas nabobyer skulle vi naturligvis besøge den.
Byen er rigtig hyggelig og minder lidt om Sete som vi besøgte den anden dag, med de karakteristiske huse med de fine smedejernsbalkoner. Selve bymidten består af en masse små smøger hvor der ikke kører biler, og hvor der ligger en masse små og hyggelige forretninger.
Da vi gik i en af de små gader, kom der en renovationsvogn forbi, og det er der jo normalt ikke noget specielt ved, men denne her blev trukket af en hest – da der jo ikke kørte biler i gaderne.
På byens turistkontor fik vi udleveret et bykort, og så kom vi ellers på byvandring og vi fik set og oplevet en masse.
Inden vi fik frokost var vi lige inde i byens flotte katedral og så fandt vi et hyggeligt torv og en restaurant hvor vi fik en dejlig frokost.
Byens markedshal var ved at blive renoveret for hele 15 mio euro fandt vi ud af, og den bliver sikkert rigtig flot når den står færdig.
Efter at have set den hyggelige by kørte vi ud til vandet ved Valras-Plage som er en rigtig badeby. Desværre viste vejret sig ikke fra den bedste side og det var kun omkring de 20 grader og overskyet, og da det også blæste lidt var der lidt koldt ved vandet.
Vi gik dog en lille runde nede ved stranden inden vi satte kursen mod Pezenas.
Torsdag den 26. september
Når vejret nu viser sig fra sin bedste side med sol og op til 26 grader, så er det om at udnytte det, da vi den efterfølgende lørdag planlagde at køre nordpå og derfor ikke vidste hvad vejr der ventede os.
Vi valgte derfor at bruge dagen som store bade- og strand dag og det var skønt.
Vi valgte i første omgang at køre til Agde for at starte med at se centrum, men da det ikke virkede som byen havde en decideret bymidte, kørte vi videre langs floden Herault til vi kom ud til Middelhavet ved Plage du Grau d’Agde.
Det var faktisk der vi havde været den anden dag, og vi var heldige at finde en parkeringsplads helt tæt på stranden.
Der var noget mere vind i dag, og stranden var også fyldt med surfere, for der var masser af bølger.
Bølgerne blev også lidt af en udfordring da vi skulle ud og bade, for udover at passe på man ikke bliver slået omkuld af bølgerne når de brækkede, var der også masser af strøm og ikke mindst huller i havbunden. Det blev derfor mere til noget sopperi til knæene, selvom vi også blev våde overalt alligevel.
Vi havde klogeligt slæbt vores stole og parasol med ned på stranden, for solen var stærk og det var rart med lidt skygge så vi ikke blev brændt helt af.
Efter et par timer begyndte det at blæse yderligere op og lidt sorte skyer viste sig på himlen. Det blev dog aldrig til regn, og da det også var blevet tid til frokost pakkede vi sammen og fandt en cafe i nærheden.
Vi valgte herefter at køre langs kysten ud til Plage de Rochelongue hvor vi hurtigt fandt en parkeringsplads, for denne badeby var også ved at lukke helt ned. Der var allerede lukket en masse butikker og det var kun ganske få restauranter der fortsat var åbne. Ingen tvivl om at sommeren går på hæld.
Vi fik dog en iskage, og så gik vi ned på stranden og nød bølgerne og solen en times tid.
Sidst på dagen begyndte det at blæse op, og vi valgte derfor at køre tilbage til Pezenas.
Fredag den 27. september
Det er altid dejligt at finde guld i baghaven, og det var lige præcis det vi gjorde idag, da vi lige ville ind og se Pezenas bymidte inden vi skulle videre.
Vores forventninger til byen kunne ligge på et lille sted, for det vi havde set i udkanten af byen hvor vi har handlet, har ikke været noget at skrive hjem om.
Vi blev derfor nærmest blæst omkuld af benovelse da vi kom ind til Centre Ville og så den historiske bymidte, hvor der var masser af liv og spændende små forretninger i de små gader. Herudover var der nogle fantastiske huse, og stemningen blev også krydret med hyggelig musik der kom ud af højtalere i de små gader.
Vi fik også set byens teater hvor selve Moulieres har haft sin gang og byens er faktisk kendt som en gøglerby.
Efter at have brugt flere timer på at gå rundt I den hyggelige by fik vi lidt frokost på en af byens restauranter inden vi kørte en tur til Caux der også ligger tæt på Pezenas for at se om der skete noget der. Det var blevet eftermiddag, og alle forretninger var lukket, så vi kørte retur til vores feriebolig så vi kunne få pakket og ikke mindst smage på de helt særlige kager som Pezenas er kendt for og som vi havde købt inde i den lille delikatesseforretning.
Kagerne er lavet af mørdej med noget citronlignende stads indeni, og smager som sådan ok, og så har vi ikke sagt for meget.
Men sikken en dejlig overraskelse vi der fik og en perfekt måde at få sagt farvel til Pezenas, som nok er en af de smukkeste byer vi fik besøgt på vores rundrejse.
