St. Sjørup ligger hvor solen skinner på Jyllands næse, eller som der bliver sagt ”Djurslands næseryg”.

Området er klemt inde på en hylde mellem morænebakken og stenalderkystens kant – og her ligger landsbyen St. Sjørup hvortil der er knyttet et større sommerhusområde. Den nærmeste by med indkøbsmuligheder er Ørsted.
Det var her vi i februar 2025, havde valgt at leje et sommerhus for en uge, og se nærmere på området.

Lørdag den 1. februar 2025
Lørdag morgen satte vi kursen mod Djursland, og havde på forhånd besluttet os til at undgå motorvejen og tage de “små veje” fra det sydfynske til Djursland.
På turen derop kørte vi derfor en tur forbi Silkeborg og fik en lille strøgtur og lidt frokost inden vi satte kursen mod sommerhuset i St. Sjørup.

Silkeborg er en rigtig hyggelig by som bestemt er et besøg værd, specielt om sommeren hvor en sejltur med Hjelen til Himmelbjerget er en dejlig oplevelse. I sommeren 2024 besøgte vi Silkeborg, og fik en sejltur med Hjelen, og du kan læse mere om den tur her.
Vel fremme i sommerhuset var det tid til at pakke al vores happengut ud, og få lidt varme i huset. Heldigvis var der lidt varme og med husets brændeovn og det medbragte brænde, fik vi hurtig en god temperatur i huset.

Sommerhuset var lejet igennem Dancenter og bestod af 3 værelser udover en hyggelig stue, køkken og bad med sauna. Til huset var endvidere en stor have og en overdækket terrasse, som sikkert var hyggelig om sommeren.
Søndag den 2. februar 2025
Næste dag var det en grå og tåget morgen vi stod op til, så efter vi lige havde været lidt rundt i nærområdet ved sommerhuset, kørte vi langs nordkysten til Grenå.

Området sommerhuset ligger i, er inde i en bugt, hvor der var meget lavvandet, og vi skulle over et større engområde for at komme ud til vandkanten. Om der var tidevand, er ikke til at sige, men vi kunne godt fornemme man skulle laaangt ud i vandet, hvis man ville have en ordentlig dukkert.
Turen til Grenå foregik af de små veje, hvor vi kom helt tæt på vandet og de små badebyer der ligger her, bl.a. Lystrup strand. Herudover fik vi et kig til godset Hevringholm, og ikke mindst Fjellerup strand, som så ud til at være et meget turistet område i sommertiden.

Da vi nåede Bønnerup havn kom vi til noget vi kunne genkende, for der har vi været for et par år siden. Det blev kun til et kort stop, for det var pivende koldt, og havnen virkede lidt “død” på denne årstid. Vi kunne dog huske at der havde været masser af liv, sidst vi havde været der en sommerdag.

Turen gik videre til Grenå, hvor vi bl.a. kom forbi et fyr, som Birger mente kunne være Fornæs fyr som er et yndet punkt at sejle efter, men det viste sig at være et lidt mindre fyr kaldet Fyrtårn Gjerrild.

I Grenå skete der ikke så meget. Det var jo også søndag, og både i centrum og ved havnen virkede der ret dødt, så vi besluttede at køre retur til sommerhuset.
På vejen retur kom vi forbi “Bollegården“, som også tilbyder overnatning måske ganske belejliget. Du kan læse om Bollegårdens historie her https://enkesaedetbollegaard.dk/historie.

Vejret var heldigvis ved at klare op så vel tilbage i sommerhuset blev det til en rask gåtur ned til vandet, som stadig så meget lavvandet ud.
Mandag den 3. februar 2025
I dagens lidt kolde og fortsat tågede vejr besluttede vi at starte med at se Randers regnskov.

Selvom det var en lidt dyr fornøjelse med entrepriser på kr. 248,- pr. næse, var det alle pengene værd, og vi fik et par dejlige timer til at gå med at studere de forskellige kupler med spændende dyr og planter. Specielt var det lidt udfordrende at gå ind i en klippehule og mærke hvordan flagermus fløj tæt rundt om en.



Efter den gode oplevelse kørte vi den korte vej op til Randers centrum og kom her i snak med en herlig parkeringsvagt, som var et værre sludrechartol og som fortalte os en masse om Randers, og han fik også anbefalet os et godt frokost sted. Hvilken herlig gut.

Efter den gode snak, startede vi med et kig ind i den flotte Sct. Mortens kirke inden vi fortsatte ned af en af byens strøggader.

Randers er bl.a. også kendt for sin flotte jyske hingst som står på Østerbro, og den kom vi også forbi inden vi fortsatte til Cafe Jens Otto, som lå foran byens skøjtebane på Jens Otto Krags plads.

På Cafe Jens Otto blev det tid til en dejlig frokost.

Vi valgte herefter at sige på gensyn til Randers, da vi gerne ville en lille tur op langs Randers fjord på vores vej tilbage til sommerhuset.

Her fik vi bla. set det lille færgeleje over Randers fjord ved den lille by Mellerup hvor der bl.a. ligger et fjord- og naturcenter.

Turen gik videre forbi Holbækgård der er et stort gods, der ligger smukt ned til fjorden.

Ved Udby drejede vi mod St. Sjørup så vi kunne komme til sommerhuset og få en velfortjent kop kaffe.
Vi glædede os til at se nærmere på området og komme helt ud til Udbyhøj for enden af Randers fjord.
Og så øvede vi naturligvis højlydt på sangen “Stik mig en Thor ellers slår jeg flikflak udi Randers fjord“.
Tirsdag den 4. februar 2025
Viborg er Danmarks 11. største by og lå ca. 1 times kørsel fra sommerhuset, så kursen blev sat mod Viborg for at se lidt nærmere på byen.

Vi valgte at køre af de små veje udover landet, og kom bl.a. igennem Bjerringbro hvor Grundfos har sit hovedsæde, hvilke byen bærer præg af.

Vel ankommet til Viborg, fandt vi en parkeringsplads tæt ved Domkirken og startede med at se nærmere på den utrolig smukke kirke, som har en masse vægmalerier, som er meget farvestrålende. Hold da op for en kirke, som klart er et besøg værd.

Fra Domkirken fortsatte vi ned på Nytorv og ned af de mange gågader der præger byen.




Vi fik også et kig ind i byens indkøbscenter, inden vi var retur på Nytorv hvor det blev til en god frokost hos Fru Thomsen.
En lidt lunere dag kunne det også have været sjovt at se Viborgs 2 søer (Nørre,- og Søndersø), men vejret var både koldt og gråt så det må blive en anden gang.

Vi valgte at køre nord om Randers fjord på tilbagevejen, for vi ville godt prøve at tage den lille færge over Randers fjord ved Udbyhøj. Det gav mulighed for at se landskabet på de små veje, og ikke mindst se lidt af Mariager, som er en rigtig hyggelig by med brostensbelagte gader.

Vi fortsatte mod Udbyhøj og var heldige med at den lille færge var klar til at fragte os over Randers fjord så snart vi var ankommet. Turen tog Max 5 min. og kostede den nette sum af kr. 70. Men det var sjovt at prøve den lille færge.


Onsdag den 5. februar 2025
Turen tværs over Djursland fra St. Sjørup til Ebeltoft er en smuk tur gennem små veje og store skovarealer.

Da vi ankom til Ebeltoft startede vi med en tur på Glasmuseet der ligger nede på havnen.

Vi var lidt skuffede over udstillingen, da der ikke var udstillet særligt meget glaskunst og glasværkstedet var heller ikke bemandet da vi var der. Så det blev et forholdsvis kort besøg.


Ved siden af glasmuseet ligger Fregatten Jylland som vi lige hilste på inden vi gik op i de hyggelige gader i byen.

Sidst vi var i Ebeltoft summede byen af liv, men her var det også sommer. På denne årstid sker der absolut intet og mange af de små hyggelige butikker og restauranter var lukkede. Det lykkedes dog af finde et sted hvor vi kunne få lidt frokost.



Efter byturen var det tid til at se nærmere på de smukke Mols bjerge, og heldigvis var solen kommet frem, så vi rigtig kunne nyde de smukke bjerge og udsigter. Det er et fantastisk område som også indbyder til gode vandre ture. Vi nøjes i dag med en rundtur i bilen og en række stop undervejs.



Turen retur til St. Sjørup gik igen over de små veje og vi havde næsten det hele for os selv, for vi var laaangt ude på landet.


Torsdag den 6. februar 2025
Endelig dukkede solen op, og i det fine solskinsvejr tog vi lige en tur op til havnen og den lille færge ved Udbyhøj inden vi satte kursen mod Randers.


It’s now or nerver, come hold me tight…..
Det var ikke fordi vi var blevet småskøre af at være i det østjyske, men fordi vi efter turen til Udbyhøj tog på Elvis museum i Randers, og her fik vi lige genopfrisket nogle af de gamle Elvis sange.

Museet ligner en tro kopi af Graceland og kaldes Memphis Maison og udover den imponerende samling af Elvis effekter, er en afdeling også dedikeret til Johnny Cash.



Museet er forsikret for hele 11 mio. kr, da samlingen indeholder en række originale effekter. Det hele er startet og samlet af direktør Henrik Knudsen som også har opført huset.


Vores besøg startede med at se en ca. 1/2 times film om Elvis og om hvad vi kunne forvente at se i museet. Det var også her Henrik Knudsen fortalte om hans passion om Elvis.

Efter filmen var vi rundt og se de mange effekter, bl.a. et par bas guitarer og en af Elvis biler. Mens vi gik rundt og så på det hele, kom der mange af de gode sange ud af højtalere og det var et fedt genhør.



På museet var det også muligt at forsyne sig med diverse burgere m.v. ligesom der på første sal var en kæmpe gildesal hvor der blev afholdt diverse events.

Efter at have studeret den imponerende samling gik vi over til en anden bygning som var dedikeret til Johnny Cash. Her var også en mindre samling om Jerry Lee Lewis.

I en tredje bygning der var et ret så lille hus, kunne vi se en tro kopi af Elvis barndomshjem kaldet Tupelo huset.

Det blev en rigtig god og interessant oplevelse som vi kun kan anbefale.
Da det var blevet tid til frokost kørte vi ind til Randers centrum for at få en pølse ved byens pølsevogn ved kirken. Her blev vi lidt overrasket over at se at de putter rødkål på hotdogs, og det fik vi lidt sjov ud af. Pølsemanden der forøvrigt var fynbo, kunne fortælle at det var en tradition i Randers.

Efter den oplevelse kørte vi ned til Randers fjord og nød det gode vejr inden turen gik retur til sommerhuset.

Fredag den 7. februar 2025
Da vores lille ferie i det østjyske var ved at være forbi, måtte vi lige på feriens hele sidste dag, forbi Kattegatcentret i Grenå.
Kattegatcentret ligger smukt ud til Kategat og huser udover fiskene indendørs, også et anlæg til sæler.

Vi har været der før for maaaange år siden, så det var begrænset hvad vi kunne huske, men det blev et rigtig godt gensyn og vi fik et par gode timer til at gå med at studere de mange flotte og sjove fisk.



I midten af centret lå et kæmpe bassin, som bl.a. rummede hajer.

Det var muligt at gå ned under det store bassin, og studere hajerne og de andre fisk nærmere i en tunnel under vandet – og specielt en af hajerne havde et noget utilnærmeligt gab og så ikke særlig rar ud.

En af de nyere ting i Kattegatcentret, er deres afdeling med Pingviner som har et anlæg, hvor temperaturen konstant er på 7 grader. Det gav nogle udfordringer at studere det nærmere, da vores overtøj var låst inde i nogle garderobeskabe ved indgangen, men vi kom da kortvarigt ind og så det fine anlæg.

Efter lidt frokost i centret, satte vi kursen mod sommerhuset så vi kunne få pakket og være klar til at forlade St. Sjørup næste morgen.
Lørdag den 8. februar 2025
Næste morgen var vi klar til at forlade sommerhuset i St. Sjørup og vi valgte igen at undgå motorvejen mod Fyn, og istedet tage de små veje hjemad. Hermed undgik vi den værste trafik, og nød også det dejlige danske landskab.

Selvom vejret ikke var det bedste, og meget var lukket i februar måned, blev det til en dejlig uge i det østjyske, og vi kan kun anbefale området, da der er masser at se og opleve.