Svendborg bliver også kaldt øhavets hovedstad, og der sker en masse i byen, hele året rundt. Der er således mere end 700 livekoncerter, en stor jazzfestival og pop- og rockkoncerter. Herudover er der en række andre kulturarrangementer, så man kommer ikke til at kede sig i byen.
Der er masser af shopping muligheder i byen, og det er hyggeligt at gå rundt i byens gågader og opleve livet og de mange forretninger og restauranter.

Hver lørdag er der torvedag i Svendborg på byens torv, og herudover afholdes der årligt en gammel torvedag, som Birgers mor i sin tid var med til at festligholde, ved at klæde sig ud i gamle gevanter, og optræde som syngepige som man kender dem fra bakken.
Byen rummer også et forsorgsmuseum, hvor du kan opleve hvorledes de fattige mennesker i gamle dag blev behandlet, og hvorledes de levede. Her kan du sagtens bruge et par timer.
Naturama, er et formidlingscenter med fokus på naturen, som har mange fine udstillinger med dyr, lidt som zoologisk museum i København. Vi har for nyligt besøgt Naturama, og synes måske det mest var for børn.
Svendborg havn er en oplevelse i sig selv. Dels er den kæmpe stor og indeholder både lystbådehavn, værfter, erhverv og gamle træskibe. Herudover er der på Frederiksø en række kulturarrangementer året i gennem, ligesom der er en kæmpe stor bar ved Kammerateriet.
På Frederiksø ligger også Danmarks museum for lystsejllads.

Fra havnen kan du også om sommeren tage på en sejltur med skibet Helge som anløber Svendborg, Vindebyøre, Christiansminde, Troense, Grasten og Valdemar Slot.

En af byens store attraktioner var tidligere delfinen Delle, som holdt til ud for havnen i Svendborg. Her havde han travlt med at følge Ærøfærgen og færgen Højestene ind og ud af havnen, ligesom han nød at optræde med høje spring. På Frederiksø er der opstillet en såkaldt Dellebænk, hvor du kunne få første parket til hans optræden.

Delle havde en rigtig god menneskeven som hedder Jesper, og som næsten dagligt tog ud til ham på hans paddleboard. De to havde opnået et fantastisk venskab, og Jesper kunne svømme sammen med Delle. Jesper har også skrevet en bog om Delle, ligesom han også holder foredrag om venskabet.

Vi tog ofte ned til havnen for at opleve Delle, og gerne med eftermiddagskaffen. Nogen gange var vi heldige at se ham, andre gange var han travlt optaget af at fiske, eller være et andet sted i området.
Den bedste oplevelse vi har haft med Delle, var i forbindelse med en tur til Ærø, hvor vi fik en meget fin video af ham da han surfede på færgens bølger da færgen nærmere sig havnen.
Desværre valgte Delle at forlade Svendborg i foråret 2023, og p.t. ser det ud til at han holder til i den tyske by Travemünde hvor han også er blevet en stor turistattraktion. Delles gamle ven Jesper har skam været og besøge ham flere gange, og det lader til at Delle stadig husker sin gamle ven.
