Lidt historie om at tage skridtet

Drømmen om at rejse har eksisteret længe, men det var først i 2020, vi besluttede at realisere drømmen.

Der var mange spørgsmål der trængte sig på, og det blev en proces på et par år, før vi var klar til at tage skridtet, efter vi havde talt forskellige senarier igennem, og ikke mindst undersøgt hvad der var muligt.

Hvordan realisere vi lige drømmen?

Et stort spørgsmål der trængte sig på, var naturligvis økonomien. Kunne vi få tingene til at hænge sammen rent økonomisk, hvis vi valgte at stoppe med at arbejde.

Her er vi heldigvis så priviligeret, at vi dels har en rigtig god pension, samtidig med en opsparing og noget friværdi vi fik da vi solgte huset i Frederikssund. Da vi samtidig også har været heldige at få en billig andelsbolig i Rantzausminde ved Svendborg, så vores udgifter er blevet minimeret, så burde vi ikke få problemer rent økonomisk med at udleve vores drømme.

Da vi endelig tog beslutningen, betød det bl.a., at vi solgte vores båd og hus i Frederikssund, og flyttede til sydfyn, nærmere betegnet til Rantzausminde tæt på Svendborg, hvor vi var heldige at finde et billigt andelsrækkehus.

Vores hus på Mejsevej i Frederikssund
Flying Tøffe – vores dejlige motorbåd

Vi valgte også begge at sige vores job op, så vi 100% kunne hellige os et rigt otium, hvor der skal være plads til masser af rejser og oplevelser når vi har lyst og mulighed.

Det var en stor beslutning, specielt da det var på samme tidspunkt at Coronaen gjorde sit indtog.

Det var naturligvis svært at sige farvel til arbejdslivet og kollegaer efter så mange år, og ikke mindst familie og venner. Men, heldigvis er Fyn ikke længere væk, end at det er muligt at kunne komme frem og tilbage mellem Sjælland og Fyn rimelig hurtigt. Og arbejdet savnede vi kun de første par timer 🙂

Endelig klar til vores Otium

Selvom det var en stor beslutning at rive rødderne op, har vi ikke fortrudt på nogen måde, og vi nyder vores otium i fulde drag, både når vi er ude og rejse, men også når vi er hjemme her i Rantzausminde.