Dag 1

På vores tur til Bornholm, skulle vi først passere 2 broer, nemlig Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Herefter skulle vi køre til Ystad af rute E65. En tur på ca. 3 timer.

På vej over Storebæltsbroen
Så er vi på vej over Øresundsbroen

Vel ankommet til Ystad, var det kun at vente på færgen. Vi var lidt spændte på turen, for det blæste en hel del. Vi har før været over med færgen til Bornholm i et værre blæsevejr, hvor det var knap så sjovt.

Færgelejet i Ystad

Da vi var kommet ombord på færgen, fik vi en god vinduesplads forskibs, med god udsigt mod sejlretningen. Det blev en OK tur, selvom der var bølger op til 2 meter. Heldigvis fik vi dem ind forfra, så det var begrænset hvor meget færgen gyngede.

Stammershalle badehotel ligger på kystvejen mellem Tejn og Gudhjem. Så vel ankommet til Rønne, valgte vi at køre tværs hen over øen, til vi kom til Østerlars. Herfra drejede vi mod Gudhjem og da vi nåede kystvejen, gik turen nord på, til vi kom til Stammershalle badehotel.

Stammershalle badehotel

Stammershalle badehotel ligger lidt øde, men med en fantastisk udsigt ud over vandet. Det skulle nok blive nogle hyggelige dage, her i den smukke bornholmske natur.

Udsigt fra hotellet

Det viste sig, at der er en spændende historie om både området og hotellet, som er værd at sætte sig ind i.

Allerede i 1700-tallet kendte man til ordet Stammershalle. Navnet skyldes et klippeområde, som dengang tilhørte en person ved navn Stammers, og hvor hotellet senere blev bygget.

Troldeskoven og Elverhøj er forholdsvis nye benævnelser for det, for før turisternes ankomst i slutningen af 1800-tallet hed det Kjølleregårdsskoven. Undertiden kaldes skoven også Stammershalleskoven.

Hotel Stammershalle var oprindelig et kurhotel, som en tysk hotelkonge opførte i 1911. Byggestilen er da også stærkt inspireret af de tyske slotte i bjergområderne. Der blev annonceret flittigt i datidens aviser for at lokke folk til, og med en jernbanestation i Humledal, var det let at komme til stedet.

Humledal station – nu lidt overgroet

Midt i 1930’erne anlagde ejeren en lille zoologisk have med bjørne og løver. En cementindhegning inde i skoven er en rest af dette anlæg.

Bjørnegrotten ved Stammershalle hotel

Under 2. verdenskrig rykkede tyskerne ind i hotellet, men fra slutningen af 1940’erne blev det igen et hotel, som i 1969 fik Bornholms første opvarmede swimmingpool.

Vi fik en fin modtagelse på hotellet og fik anvist en værelse på 1. sal. Desværre uden havudsigt, men til gengæld en fin udsigt til hotellets swimmingpool og gårdsplads.

Det var ikke det største værelse vi har haft, faktisk var der kun en seng, en stol og en lille skammel med 2 badekåber. Det var lidt upraktisk, at der ikke var noget garderobeplads så vi kunne pakke vores tøj ud. Men så måtte vi jo være lidt kreative og bruge vindueskarm og gardinstænger.

Belært at tidligere rundrejser, havde Jane naturligvis også en mindre bøjlekollektion med, for der mangler ALTID bøjler på hoteller. Værelset havde også en lille balkon, som dog ikke var så meget værd på den årstid vi var der.

Vores værelse på Skammelshalle badehotel

Hvad værelset manglede af komfort, fik vi til gengæld på det meget fine badeværelse. Her var en meget fin guldbruser, og masser af plads, og der manglende ingenting.

Fin guldbruser på badeværelset

Hotellet som helhed, var dog rigtig hyggelig indrettet i ægte badehotel stil. Der var således nogle meget charmerende stribede tapeter på væggene, og en masse hyggekroge og nips. Det hele var med til at skabe en hyggelig stemning.

Vel installeret, var det tid til en kop kaffe i hotellets dagligstue, der lå med en smuk udsigt udover havet. Her havde andre gæster fået samme ide, og det var hyggeligt at sidde der i de hyggelige omgivelser og nyde eftermiddagskaffen, og få småsludret lidt med de andre gæster.

Birger i hotellets dagligstue, mens vi venter på kaffen

Da det stadig var lyst, da vi havde fået indtaget kaffen, valgte vi at gå en tur ned til klipperne, der lå helt ud til vandet. Det var en kold omgang, men spændende, for det viste sig, at der i området var en masse bautasten.

Bautasten ved Stammershalle

Godt vindblæste, valgte vi at slappe lidt af på værelset, før vi skulle til vores første goumetmiddag på hotellet.

Restauranten lå i kælderen på hotellet, og indgangen var via hotellets dagligstue. Vi fik anvist et bord tæt på vinduet med udsigt udover vandet. Udsigten fik vi dog ikke meget glæde af, da det nu var bulder mørkt udenfor.

Der herskede en hyggelig stemning i restauranten, hvor der blev underholdt med en hyggepianist.

Hyggepianist første aften på hotellet

Introduceret til aftenens menu, som bestod af Ande vinaigrette til forret og Helleflynder til hovedret, fik vi forevist hotellets vinkort. Vinsortimentet var kæmpestort, og noget uoverskueligt. Vi bad derfor tjeneren anbefale en vin, som både kunne gå til forret og hovedretten.

Anbefalingen blev en Pinot Noir fra Australien, som passede fint til den lækre mad.

Australsk rødvin

Maden var fantastisk, og det samme var betjeningen og stemningen. Så vi var svært tilfredse efter det dejlige måltid, da vi var klar til at gå til køjs efter vores første dag på Bornholm.

Ande vinaigrette
Helleflynder

Hvis du vil læse mere om vores ophold på Bornholm, kan du her gå videre til vores beskrivelse af dag 2.