Lehnskov

Lehnskov, som er et gods, ligger ganske tæt på hvor vi bor, og vi går derfor ofte tur ned til området, eller tager cyklerne, da der dels er et stykke skov samt en fin vej helt nede ved vandet, og her får man en pragtfuld udsigt over det sydfynske øhav.

På vej mod vandet ved Lehnskov

Hvis du parkerer på parkeringspladsen tæt på Campingpladsen Rantzausminde, kan du gå en fin rundtur, hvor du starter i skoven, og herefter kommer ned og går på vejen langs vandet.

I skoven ligger et fasanopdræt, og ofte vrimler det med fasaner inde i skoven og på de tilstødende marker.

Skoven hvor der ligger et fasanopdræt

Nede ved vandet går som nævnt en vej, hvor også Fyns sydligste punkt ligger. Det er markeret med et lille skilt på en bænk, for der er mange restriktioner på kyststrækningen, så det er ikke tilladt at opsætte større markeringer.

Birger ved Fyns sydligste punkt

Turen langs vandet giver mulighed for et kig langt ud i det sydfynske øhav, og færgerne til Ærø og Skarø og Drejø, sejler ofte forbi. Der er også et fint kig til Tåsinge og Skarø fra vejen.

Smuk udsigt til Skarø

Fra området er det også muligt at se ind af Svendborgsund, og havnen i Vesterøn og Rantzausminde.

Vejen ved Lehnskov med udsigt mod Svendborg

På en dejlig solskinsdag, tager vi gerne kaffen med og sidder og nyder udsigten på en af de opstillede bænke langs ruten.

Kaffetid

Selve godset ligger gemt godt af vejen, og det er faktisk kun muligt at se hovedhuset, hvis man går igennem skoven og kigger ud over markerne ved et krat. Bagsiden kan dog ses hvis man fortsætter af vejen Lehnskov strand væk fra vandet.

Lehnskov gods
Jane ved stengærdet ind mod Lehnskov gods

Stranden er desværre ikke den bedste at bade fra, da den er ret stenet. Heldigvis er der en løsning på det problem undervejs, for der bliver nemlig opført en badebro på stedet i foråret 2023.

Vi har faktisk været med i den arbejdsgruppe, der har stået for at badebrosprojektet bliver til noget. Det har været en lang proces, hvor vi bl.a. skulle finde ud af, hvor badebroen helt konkret skulle ligge, og også ansøge kommunen og sætte os godt ind i Kystdirektoratets regler for området. Herudover har vi kigget på en masse badebroer, for at finde ud af hvilken en vi gerne ville have, samt fået søgt en række fonde om penge til opførelse og ikke mindst indhentet tilbud på broer. Vi er nu kommet så langt, at vi forventer at broen bliver opført i foråret 2023, og det glæder vi os til.

Badebroen bliver en der ligner den der er på Helnæs

Vi kan klart anbefale en tur ved Lehnskov, om ikke andet for at nyde den smukke udsigt udover det sydfynske øhav.