Samsø

I maj 2023 genbesøgte vi Samsø, for igen at nyde den dejlige ø, de smukke landskaber og foråret.

Birger er kommet meget på Samsø som barn, da hans mors moster Karla havde hus lige før campingpladsen ved Ballen, og det var også i Ballen at vi havde været heldig at få en lejlighed helt nede i havnen.

Huset i Ballen havn hvor vi havde fået lejlighed under vores ophold

På turen havde vi medbragt vores el cykler, som vi rigtig kunne komme rundt på øen og nyde den dejlige natur.

Efter vi er flyttet til Fyn, er nemmeste vej at komme til Samsø, at tage færgen fra Hov til Sælvig. Så vores tur startede med at køre til Hov og tage færgen.

Birger ved færgelejet i Hov
Færger fra Hov til Sælvig

Vel ankommet til Samsø, fik vi hentet nøglen til lejligheden i Tranebjerg (øens hovedstad) midt på øen og kørte herfra videre til Ballen, hvor lejligheden lå midt på havnen. Selvom lejligheden var lille og i bedste 70’er stil, var der en fin udsigt udover havnen, som vi havde meget glæde af alle dage, hvor vi boede i lejligheden. Der var nemlig masser af liv på havnen, specielt da vi kom hen til torsdag hvor det var blevet Kristi Himmelfarts dag, og hvor der kom masser af både til havnen.

Udsigt fra vores lejlighed

Ved lejligheden var det heldigvis muligt at parkere, ligesom der var en fin cykelgarage til vores cykler.

Efter at have pakket ud, var det tid til en lille rundtur på havnen i Ballen. Det var tydeligt at det var først på sæsonen, for der var stadig nogle af restauranterne og forretningerne der endnu ikke var åbnet. Det er jo en af de ting man skal påregne, når man tager ud til mange af feriestederne i Danmark, når det sker uden for sæsonen.

Vores første hele dag på Samsø fik vi gang i cyklerne vi startede med at cykle ud af strandvejen mod den lille hyggelige landsby Langemark. Herfra gik turen videre til Besser.

Så er vi kommet til Besser

Fra den hyggelige landsby, hvor der bl.a. ligger et Morgan Museum gik turen videre ud til Besser Rev som er et smukt naturområde. Her blev det tid til en sodavand.

Så er der pause
Hertil og ikke længere i ynglesæsonen

Vi har ved et tidligere besøg på Samsø, gået turen ud på revet, men p.g.a. ynglesæsonen var det nu ikke tilladt at gå derud. Vi har også tidligere været på en sælsafari fra Ballen som går ud til området og de små øer der ligger derude, men om det stadig er muligt, skal være usagt.

Tilbage til Besser blev kursen sat mod Alstrup, hvor vi fik handlet æg og nye kartofler ved en gård. Kartoflerne var stadig dyre, 50 kr. for 250 g, men det er et must for os, at få nye kartofler når vi besøger øen.

I Alstrup dyrker de også vin, og det er muligt at komme ud og se vinmarkerne. Der var dog lukket da vi var der.

Vingården i Alstrup

Fra Alstrup kom vi ud til endnu en lille landsby Toftebjerg, og så cyklede vi ud til Havvejen på Samsøs vestkyst. Den medbragte madpakke fik vi indtaget ved havnen i Sælvig.

Frokost ved Sælvig havn

Vejret var heldigvis med os, så efter et hvil og lidt frokost, gik turen videre til Tranebjerg, som er Samsøs “hovedstad”. Her ligger en række hyggelige cafeer, og lokale butikker. Vi kan varmt anbefale Cafe Kunst, som er en tidslomme at stikke hoved ind i, og Jane har ved et tidligere besøg købt en fin ring som hun er meget glad for. I cafeen er det også muligt at få serveret tarteletter.

Tranebjerg byder også på øens største Super Brugs, hvor vi lige fik handlet lidt inden turen gik tilbage til Ballen.

34 km på cyklerne blev det til i det dejlige forårsvejr.

Birger igennem en af de små landsbyer
Jane ved en af de smukke gule raspmarker

Tilbage i Ballen, nød vi havnelivet, og senere fandt vi vores medbragte gasgrill frem og fik grillet et par gode bøffer og nød de lækre nye Samsø kartofler.

Så grilles der på havnen
Grillet bøf og nye Samsø kartofler

Næste dag var vejret stadig dejligt, og vi satte derfor næsen mod sydøen.

Endnu en velduftende rapsmark

Turen gik først til Ørby som er endnu en lille hyggelig landsby på Samsø.

Herfra cyklede vi videre til Brattingsborg gods. Her var desværre lukket og det var svært at få et godt billede af hovedbygningen.

Indgangen til Brattingsborg gods

Vi fortsatte derfor vores tur igennem den nyudsprungne skov hvor der duftede fantastisk af ramsløg der stod og prydede skovbunden.

Jane ved indgangen til skoven ved Brattingsborg gods

Turen endte ude ved stranden og Samsøs sydligste punkt hvor det var tid til en lille pause og ikke mindst nyde udsigten udover det helt blikstille vand. Wau….

Stranden ved Samsøs sydligste punkt

Vi cyklede herefter til Vesborg fyr, hvor der desværre ikke er så meget at se, selvom der bliver reklameret med en meget fin udsigt. Området omkring fyret er nemlig lavet om til ferielejligheder med have, der gør at det ikke længere er muligt at komme om på søsiden af fyret. Men vi fik en skøn cykeltur udover landet.

Vesborg fyr

Da vi netop havde talt om hvor få køer vi faktisk havde set på Samsø, dukkede pludselig en kæmpe flok op på en mark som vi lige måtte hilse på.

En flok nysgerrige køer

Den medbragte madpakke blev indtaget på en fuldstændig øde Kolby kås havn. Der sker ikke noget efter færgen er stoppet med at sejle hertil.

Der sker ikke meget i Kolby kås havn efter færgen er stoppet med at sejle til Kalundborg
Frokost på havnen i Kolby Kås havn

Turen tilbage til Ballen gik over Brundby, hvor bl.a. Brundby Rockhotel ligger.

I Ballen fik vi en velfortjent iskage og fik hvilet bagdelen efter 36 km i sadlerne.

Næste dag var det lidt koldt og blæsende, så vi besluttede at tage bilen og køre op til nordøen.

Første stop var ved en gårdbutik ude ved Besser Rev, hvor vi i går havde set at de havde hvide asparges. Det blev også til lidt indkøb af noget lækkert marmelade.

Vi kørte herfra over Alstrup og videre ud mod Stavns – en lille landsby der ligger smukt ud til Stavns fjord. Det er også ved Stavns, at Samsøs flyveplads ligger.

Udsigt udover Stavns Fjord

Så gik turen videre mod Langøre havn, hvor vi gjorde et kort stop ved den lille kirke. Omkring havnen er et smukt naturområde hvor der var masser af fugle, bla. nogle mindre gæs vi ikke helt kendte racen på.

Kirken tæt på Langøre havn
Flot udsigt fra kirken over Stavns fjord

På havnen i Langøre skete der ikke så meget, men der er utroligt smukt, så vi sad lidt og nød udsigten, da vi havde fundet lidt læ for vinden.

Vi kørte videre fra haven op mod Mårum og havnen deroppe og heller ikke der sker der så meget på denne tid af året. På havnen ligger ellers en rigtig god fiskerestaurant, og det er også muligt at gå en dejlig tur langs vandet og klinten i området.

Jane på havnen i Mårum

Fra Mårum fortsatte vi til den hyggelige Nordby hvor vi gik en tur i de hyggelige gader. Byen har en masse hyggelige gamle huse og et fint gadekær. Herudover er byen også kendt for sit klokketårn. I nærheden af byen ligger også Samsøs labyrint som skulle være verdens største labyrint.

Birger i en af de små gader i Nordby
Det fine klokketårn i Nordby
Gadekæret i Nordby

Fra Nordby kørte vi ud til Samsøs højeste punkt Ballebjerg og nød den flotte udsigt og det lille tårn der ligger på toppen.

Tårnet på toppen af Ballebjerg
Birger nyder udsigten fra Ballebjerg

Da det var ved at være tid til vores medbragte frokost kørte vi ned til Langdalen hvor der var læ for den kolde vind, og her nød vi frokosten i den smukke natur.

Den smukke Langdal
Frokost i Langdalen

Ikke helt uvant kom vi bagefter lidt på afveje da vi kørte ned af en lille grusvej der førte os over de mange bakker i området. Heldigvis mødte vi ingen modkørende 😉

Turen på Nordøen sluttede oppe på Issehoved inden turen gik tilbage til Ballen.

Den smukke udsigt fra Issehoved
Birger nyder udsigten fra Issehoved

7 graders varme og 15 sek vind i korte sommershorts var hvad Birger næste dag måtte sande som en dårlig cocktail, da vi fra morgenstunden tog over på vestsiden af Samsø for at se høje bølger og mærke vinden 😀

Vi startede i den øde Kolby kås havn hvor bølgerne stod direkte ind i havnen.

Herfra kørte herfra nordpå videre langs kysten mod Vesterløkken, hvor vi lige var nede at vende i det sommerhusområde der ligger her. Udsigten udover havet og langs stranden er smuk, men da det var en noget kold fornøjelse at stige ud af bilen, fortsatte vi nordpå.

Stranden mod nord i Vesterløkken
Stranden mod syd i Vesterløkken

Da vi nåede parkeringspladsen ved Ilse made helligkilde, parkerede vi bilen, og gik de ca. 400 meter sydpå ad stranden. Her ligger helligkilden, som er en sjov rund ring midt på stranden med vand i. Et gammelt sagn fortæller, at kilden sprang hvor en død kvinde drev i land på stranden. Om halsen havde hun et guld krucifiks. Heste kunne ikke trække kvinden til hverken Tranebjerg eller Kolby kirke men med lethed til Onsbjerg kirke hvor korset nu opbevares.

Birger ved Ilse Made Helligkilde
En meget frysende Birger på stranden

Da vi gerne ville se det omtalte kors i Onsbjerg kirke, kørte vi derfor op til kirken men måtte konstatere at kirken var lukket.

Vi kørte derfor tilbage til Ballen så Birger lige kunne få varmen med en kop kaffe og lidt mere tøj på.

Så var det tid til en lille havnecruice hvor vi lige kunne “rakke” lidt både ned – lidt misundelig har man jo altid lov at være 😁

En “mindre” motorbåd på 78 fod

Da det stadig blæste en del, besluttede vi at gemme cykelturen til nordøen til en af de kommende dage, og kørte istedet op til Nordby for at få lidt frokost på en cafe.

Da vi senere forsøgte os at komme ud til Nordby østerstrand opgav vi, da turen derud gik af en meget dårlig grusvej. Så fik vi heller ikke set den strand denne gang.

Vi kørte derfor tilbage til Ballen hvor vi fandt en dejlig hyggekrog med lidt læ så vi kunne nyde eftermiddagskaffen og solen der nu var kommet mere frem. Bagefter var det tid til middag på restaurant Skipperly i Ballen lidt senere på aftenen.

Hyggestemning i Ballen havn

Kristi Himmelfartsdag kom der rigtig folk til Samsø – de fleste sejlende i deres store både, og så blev Ballen havn fyldt godt op, men der var sikkert også kommet mange på sommerhusferie. Den ellers lidt øde havn og by, vrimlede derfor pludselig med liv.

Vi startede derfor dagen i et fint solskin, med en dejlig cykeltur til Brattingsborg skov. Her ville vi tage en lidt anden rute gennem skoven så vi kom mere østpå.

Skoven viste sig igen i de mest fantastiske grønne farver da vi cyklede ud af en lille skovvej. Det var ikke den bedste vej at cykle på, men det var en dejlig tur igennem alt det grønne. Da skoven sluttede, kom vi ud på et åbent markområde, hvor stien blev dårligere, men trods alt var det muligt at cykle på den til vi nåede ud til vandet. Det var så her at det sydligste punkt på Samsø lå, og det var markeret med et lille fyr.

Den lidt dårlige markvej på vej ud til vandet
Stien blev bedre da vi var nået ud til vejen
Jane ved det lille fyr på Samsøs sydligste punkt

Da vi var på vej tilbage igennem skoven, var vi heldig at møde et lokum ude ved stranden, og det var Birger glad for.

Når en mand skal……..

Tilbage i Ballen startede vi med lidt frokost på den lokale fiskerestaurant, og så hyggede vi med at se hvordan jagten på en bådplads fandt sted, nu hvor den ene store båd efter den anden anløb havnen.

Jagten på en bådplads er gået igang

Vores sidste hele dag på Samsø bød på en dejlig cykeltur til Langøre, hvor vi fik vores medbragte frokost og nød de smukke omgivelser.

På vej til Langøre kom vi forbi kanhavekanalen, der i jernalderen var en gravet kanal på Samsøs smalleste sted der kunne besejles af skibe med 1 meters dybde. I dag ligger en kopi af et af de skibe der besejrede kanalen.

Kanhavekanalen midt på Samsø

På vej tilbage til Ballen tog vi turen forbi Onsberg kirke så vi kunne se det kors der efter sigende skulle være opbevaret fra kvinden der blev fundet død ved Ilse made helligkilde, men vi kunne ikke finde noget kors i kirken. Til gengæld var det en sød lille kirke med en del kalkmalerier.

Kirken i Onsbjerg

På vejen over Torup og Langemark mod Ballen fik vi købt nogle af de lækre Samsø kartofler som vi skulle have med hjem. Vi var også lige forbi moster Karlas hus, for at se om Birger kunne finde nogle af de gule evighedsblomster han kan huske fra barn. Desværre uden held, for det er nok lige tidligt nok på sæsonen.

Herefter var det tid til havnehygge i Ballen med hyggelige jazz som da vi ankom. God måde at sige på gensyn til Samsø inden turen gik hjemad igen.