Strynø

Strynø kan ved første øjekast virke som en isoleret ø i det Sydfynske Øhav. Du ankommer til øen med færgen fra Rudkøbing. Øen har cirka 190 indbyggere, hvoraf nogle dyrker landbrug, andre har egen virksomhed eller pendler til større øer. Strynø danner alt i alt rammen om et lille velfungerende samfund med daginstitutioner, skole, købmand, kirke, erhverv og forskellige foreninger. Fællesskabet spiller en stor rolle på den lille ø og er med til at få det lille øsamfund til at fungere. Der er altså liv på øen, men du har stadig mulighed for at komme helt ned i gear, når du besøger Strynø.

Færgen der sejler mellem Rudkøbing og Strynø

Når du er på øen, er det oplagt at tage en tur rundt på cykel. På din vej møder du blandt andet Strynø mølle, Strynø kirke og bådmuseet. Hvis du er interesseret i at vide mere om det Sydfynske Øhavs historie, skal du besøge museet på øen. Her kan du blandt andet opleve flotte gamle smakkejoller. Du kan læse mere på Strynøs egen hjemmeside.

Før i tiden var smakkejollen et populært fartøj i det Sydfynske Øhav. En smakkejolle er i bund og grund “bare” en jolle med sejl. Det kræver både viden og erfaring at sejle en smakkejolle, så hvis du ikke har prøvet det før, kan det anbefales at tage et par timers instruktion, inden du begiver dig ud på egen hånd. Det kan du blandt andet gøre på Øhavets Smakke- og Naturcenter. Du kan komme på guidede ture i en smakkejolle, eller du kan leje din egen smakkejolle og begive dig ud på egen hånd. I en smakkejolle får du muligheden for at komme helt tæt på vandet og naturen.

Du kan også besøge Øhavets Smakke- og Naturcenter for at se de flotte udstillinger. Du kan læse mere om udstillingerne og centeret lige her. Centeret tilbyder forskellige aktiviteter f.eks. sælsafari og ture i en smakkejolle eller havkajak.

Smakkejolle fra Strynø

Som barn holdt Jane og hendes familie sommerferie på Strynø i en årrække, hvor de boede på et pensionat lidt udenfor byen på øen. Det største ferieminde Jane har fra øen, var en stor sort hest, som Jane dengang synes var enorm.

Da vi genbesøgte øen i 2002, og boede på et andet pensionat på øen, viste det sig, at værten Pia var barn af det par, som havde haft det pensionat som Janes familie havde boet hos i sin tid, og Pia kunne fortælle, at det var smeden der dengang havde haft den store sorte hest.

Da vi valgte at tage til Strynø igen var planen, at vi ville leje cykler på øen, men da vi så at det var samme slags cykelvrag som på Lyø, valgte vi at se øen på fods.

Så er vi igang med at kigge nærmere på Strynø

Det blev til 10 km hvor vi først gik vi først lidt rundt i byens hyggelige gader. Byen på Strynø er faktisk større end man skulle tro, og det er i byen det meste sker.

Et af byens hyggelige huse
Endnu et af de hyggelige huse i byen

På vej ud af byen, ligger et af byens gadekær, som er kendt for sine frøer. Da vi passerede gadekæret, var en snog på jagt efter en af frøerne.

Det lille gadekær på øen

Et stykke udenfor byen ligger øens største seværdighed, nemlig møllen på øens vestside.

Møllen på Strynø

Herefter gik turen tilbage til byen og kroen hvor vi indtog frokost. Bestemt ikke noget at skrive om, men det var billigt. Kroen har vist siden vores besøg fået nye ejere.

Så venter vi på frokost på øens kro

Efter frokost så vi øens flotte kirke der overraskede med et meget smukt træloft. Kirken ligger midt i byen.

Strynø kirke
Den smukke kirke indvendig

Herefter gik vi videre ud til det pensionat som vi havde holdt ferie ved i Janes barndom. I dag er det en frugtplantage og det var svært at genkende.

Det gamle pensionat fra Janes barndom

Så var det retur til færgen og hvile de trætte fødder.

Men en rigtig dejlig dag på en smuk men måske lidt kedelig ø i det sydfynske uden de store seværdigheder. Men hold da op for en fred og ro.