Dag 3 i Budapest

Desværre holdt det fine forårsvejr vi havde i går ikke så længe, så i dag stod vi op til heldagsregn, men dog stadig med temperaturer i den lune ende, nemlig omkring de 12 grader.

Så blev det regnvejr i Budapest

Vi besluttede os derfor til lidt indendørs aktiviteter, nemlig et besøg på et museum som efter sigende skulle have en fantastisk Van Gog udstilling.

Museet med Van Gog udstillingen

Det lykkedes os at finde vej ud til museet efter en sporvognstur og et par stop med metrolinje 2, hvor vi stod af ved stationen Puskas Ferenc Stadion. Her måtte vi lige spørge en buschauffør hvor museet lå, og selvom hans engelske ikke var godt, fik han guidet os i den rigtige retning så vi fandt vi museet.

Desværre var der en masse andre der også havde fået ideen til et museumsbesøg, så alt var udsolgt. Vi må derfor se på udstillingen en anden dag. Vi lærte her, at det kan være en god ide at bestille billetter på nettet, så er det nemlig også muligt at se om der er ledigt.

Vores plan B gik ud på at prøve sporvognslinierne 2 og 19 der kører på henholdsvis Pest og Buda siden langs Donau.

Sporvogn 2
Sporvogn 19

De 2 sporvognslinier, og for den sags skyld også linie 41 på Buda siden, kan sagtens gøre det ud for en sightseeing langs Donau. Specielt hvis vejret ikke er til de store udendørs aktiviteter.

Vi tog derfor metrolinje 2 tilbage til centrum og valgte her at stå af ved stationen Kossuth Lajos Tér, som ligger ved pladsen ved Parlamentet.

Pladsen foran parlamentet

Nedenfor Parlamentet på kajen ligger Skomonumentet , der består af 60 par bronchesko som et mindesmærke over de ialt 565.000 jøder der blev dræbt under anden verdenskrig. Historien skulle være at jøderne blev skudt og efterfølgende smidt i floden. Puha en historie og tid til lidt eftertanke i disse tider.

Skomonumentet

Det blev også til en tur forbi det flotte Parlament, der dog var lukket i dag.

Birger foran rytterstatuen foran parlamentet
Parlamentet er en utrolig smuk bygning
Parlamentet set fra Skomonumentet

Efter at have kigget lidt på skomonumentet og lidt af Parlamentet kunne vi stige ombord på sporvogn 2 og køre frem og tilbage langs Donau. Det gav et godt overblik over hvad der ligger af seværdigheder nede langs Donau på Pest siden.

Vi kunne bl.a. konstatere, at Buda og Pest, er forbundet af otte broer, hvoraf de kendteste er Kædebroen (1839-1849), Elizabethbroen (1897-1903) og Frihedsbroen (1896). Herudover er er der også Margrethebroen, hvorfra det bl.a. er muligt at komme ud på Margretheøen. Du kan læse mere om Budapest’s broer her.

Efter turen med linie 2 tog vi en ny sporvogn over Margrethebroen til Buda siden. Her startede vi med at køre nordpå med sporvogn 41 til vi nåede endestationen.

Kvarteret ved linie 41 endestation er lidt kedeligt.

Ved endestationen skiftede vi til linje 19 og kørte herefter tilbage og langs Donau, forbi Hotel Gellert og ud til pladsen Moricz Zsigmond Körtér, hvor vi kunne skifte til sporvogn 6 og fortsætte tilbage til vores hotel.

Så dagen blev noget af en sightseeing i sporvogn og det gav endnu et godt overblik over hvor de forskellige seværdigheder ligger i Budapest.

Vores dagstur sluttede i det nærliggende indkøbscenter Corvin Plaza som vi boede lige ved siden af, med en varm kop kaffe og en lækker kage.

Vil du læse mere om vores dage i Budapest, kan du gå videre her: