Als

I juli 2024 valgte vi at genbesøge øen Als i Sønderjylland med Risskov Bilferie.

Øen har masser af storslået natur med mange skove, søer, strande og et fantastiske dyreliv, og er derfor perfekt til både vandreture, cykelture og ture i bil.

Der er masser af smuk natur på Als

Især den nordlige del af øen, Nordborg og Nord-Als, kan du udforske naturen. Hvis du også besøger den sydlige del af øen Als, Sønderborg og Kegnæs, vil du få en endnu mere varieret oplevelse på øen Als.

Herudover kan du besøge oplevelsesparken Universe hvor du kan få spændende oplevelser med hele familien i Syddanmarks største og sjoveste oplevelsespark. Her kan I lege jer til viden om naturvidenskab og teknologi i et forunderligt univers.

Oplevelsesparken Universe

Vi havde denne gang valgt at booke et 3 dages ophold i Nordborg Als Hotel Nørreherredhus, og vi valgte at tage færgen fra Bøjden ved Faaborg der ligger tæt på hvor vi bor til Fynshav på Als. Det gav os en samlet rejsetid på ca. 1 1/2 time.

På vej med færgen fra Bøjden til Fynshav

Da vi først kunne få vores værelse på vores hotel kl. 15.00, valgte vi at køre en tur til Flensborg på den anden side af grænsen.

Strøget i Flensborg

Udover et ret langt strøg med masser af forretninger, er der også en rigtig hyggelig havnefront i Flensborg hvor det bl.a. er muligt at tage på mindre bådture på Flensborg fjord om sommeren.

Havnefronten i Flensborg

Det er også i Flensborg man finder Nørregade, hvor der er hænger snøresko i utallige varianter og størrelser. Sportssko med de kendte logoer hænger således side om side med slidte, udtrådte vandrestøvler. Og der er virkelig mange. På en strækning af lidt over en halv kilometer hænger tusindvis af sko med snørebånd, der har endt deres tid som fodtøj her. 

Skoene i Nørregade i Flensborg

Hvorfor? Det spørgsmål bliver stillet igen og igen, ikke mindst i mindretallets danske institutioner, der ligger side om side i den gamle gade. Bare vi vidste det, lød svaret, og for ni år siden fik bydelsforeningen en lysende ide: Kom med din historie om, hvorfor skokast er blev så populært. Den opfordring var der rigtig mange, der fulgte, og de mange fortællinger blev samlet i den lille bog ”Das Geheimnis der Hängenden Schuhe”. Om den sande historie er imellem? Måske.

Havnefronten i Flensborg

Flensborg omegn er bestemt også et besøg værd, men denne gang måtte vi nøjes med en strøgtur og en pizza hos den italienske restaurant på strøget.

Fra Flensborg måtte vi “naturligvis” lige forbi Fleggaard i Harrislee og proviantere lidt. At “proviantere lidt” i Fleggaard er en stor underdrivelse, for vi får altid købt alt for mange søde sager, og andet godt som vi reelt ikke har brug for, eller for den sags skyld godt af.

Indgangen til Fleggaard

Så var det blevet tid til at sætte kursen mod grænseovergangen ved Kruså så vi derfra kunne komme videre mod Als.

Vi valgte at tage landevejen 401 mod Sønderborg fremfor at køre på motorvejen, og det gjorde at vi fik et kort gensyn med Dybøl mølle på vejen.

Dybøl mølle

Efter at have kørt igennem Sønderborg fortsatte vi mod Nordborg på Als hvor vores hotel lå. Vel fremme, var det tid til at tjekke ind og få vores værelse, som var både dejligt stort og med fin udsigt udover grønne områder.

Vores ophold på Hotel Nørreherredhus, var incl. 2 retters middag, og selvom vores erfaringer og forventninger med det mad der ofte er inkluderet i en rejse med Risskov bilferie ikke er de bedste, blev vi denne gang overrasket over at få en dejlig middag.

Restauranten på Hotel Nørreherredhus

Næste dag startede dagen lidt grå og våd, men efter en dejlig omgang morgenmad havde Birger flere tilbud i ærmet som han gerne ville have indløst hos Calle i Kruså, og så var det jo bare at sætte kursen mod grænsen. 🚗🚗🚗

Indkøbsturen gjorde så at det dårlige vejr forsvandt så vi kunne nyde turen retur til Sønderborg og det gav også anledning til, at vi lige ville se nærmere på Kollund tæt på Kruså.

De skønne villaer i Kollund ned til Flensborg fjord

Det er bestemt et dejligt sted med mange lækre huse og et flot kig udover Flensborg fjord og over til Tyskland. Lidt længere oppe af kysten var vi lige inde og se Broager kirke med de 2 spir som efter sigende skulle have været brugt til at holde øje med tysken under krigen i 1864 ved Dybbøl.

Den smukke Broager kirke

Efter at have set kirken udefra, stak vi også lige hoved indenfor og kunne her nyde de smukke kalkmalerier i loftet. Der var ret fugtigt inde i kirken, så der var sat nogle affugtere op der stod og kørte.

Den smukke kupel over alteret i Broager kirke

På vores vej videre, kom vi igen forbi Dybbøl mølle inden vi ankom til Sønderborg ved middagstid.

Broen i Sønderborg

Vi besluttede os til lidt frokost nede ved havnen, så vi også kunne nyde de mange både der skulle under broen.

Efter frokost, blev der også tid til at kigge lidt på bådene der lå til kajs og også et kig op mod Slottet i Sønderborg, som bl.a. af en af de seværdigheder der er værd at kigge nærmere på ved et besøg i Sønderborg. Vi kan også anbefale en tur langs fjorden og ud til Sønderborg Marina.

Birger igang med at studere bådene ved kajen

Da vi har haft besøgt Sønderborg mange gange, valgte vi denne gang en tur op og ned af Sønderborgs gågade, som går stjelt opad fra havnen, og som er rigtig hyggelig med en masse forretninger og restauranter.

Starten af gågaden i Sønderborg

Fra Sønderborg satte vi kursen mod den lille Høruphav havn. Her har vi også været flere gange når vi har været på Als, for Birger har engang for mange år siden solgt en af sine både til en fra havnen, og han håber hver gang at få et glimt af båden – indtil videre forgæves. Men et dejligt gensyn mens vi nød en iskage.

Høruphav havn

Kegnæs tæt på Høruphav havn er også et besøg værd, men i dag sprang vi den lille ø over og kørte istedet så langt østpå vi kunne så vi kunne se fyret og det sydøstligste punkt af Als ude ved Gamle Pøl. Stedet skulle være kendt for sit lystfiskeri, og specielt skulle det være godt at fange ørred her.

Det sydøstligste punkt på Als ved Gamle Pøl

Det er MEGET langt ude på landet, så vejene var meget små. Da vi ikke skulle fiske, var det også begrænset hvad der var at komme efter her, men nu har vi været der.

Efter et lille holdt hvor vi nød udsigten udover vandet, kørte vi mod Mommak og havnen som havde fået en del skader i stormfloden.

Birger kunne også fortælle at der i gamle dage havde sejlet en færge mellem Søby Ærø og Mommak, og vi har efterfølgende også hørt at der skulle have været sejlet en færge fra Faaborg.

Tæt ved havnen ligger en campingplads og en god badestrand, og da vi havde set på herlighederne kørte vi mod Nordborg.

Jane foran en af havnens palmer

I Nordborg ville vi nemlig gerne nå at få eftermiddagskaffen nede ved en pavillon ved Nordborg slot.

Nordborg slot

Vi havde fået at vide fra hotellet, at pavillionen lå lige ved siden af vores hotel, så vi stillede vi bilen og begav os så på en længere vandring ned til Langesø og igennem en skov inden vi kom frem til slottet.

Kig ud mod Langesø mens vi var på vej til slottet

Det var lidt mere end de 200 meter vi havde hørt – men pyt vi fik kaffen og også en god spadseretur igennem smukke omgivelser.

Birger ved den lille pavillion tæt på slottet hvor vi fik kaffe

Næste morgen var det på tide at få sagt farvel til Als for denne gang, men inden vi rigtig satte kursen mod Fyn var vi lige rundt i Nordborg, hvor der absolut intet skete.

Vi kørte derfor videre mod Dyvig havn af de små veje, hvor der ligger et meget romantisk, men også meget dyrt badehotel.

Birger på Dyvig havn med udsigt til badehotellet

Desværre var et større regnvejr ved at indhente os, så havnen og badehotellet så pludselig ikke så indbydende ud som vi tidligere har set det.

Vores lille stop i Dyvig havn gav dog anledning til at Birger fik ideen med at sejle med den lille færge Bitten fra Hardeshøj på Als til Ballebro på Jyllandssiden. Det kunne spare os for at skulle indenom Sønderborg.

Vi var heldige at komme med den lille færge blot 10 min. efter vi var ankommet til færgelejet og ret hurtigt herefter var vi i Jylland.

Så venter vi på den lille færge Bitten

Da regnen for alvor havde indhentet os tog vi blot landevejen op til Kolding og kørte over den gamle Lillebæltsbro til Middelfart. Herfra tog vi den nedenom mod Assens og Faaborg

Vel hjemme var det nu tid til at tænke tilbage på et par dejlige dage på Als.