Avernakø

Med sine 19km lange kystlinje og snoede veje fra Avernakø Havn til Revkrogen på Korshavn, rummer Avernakø natur til enhver smag. Hvad enten du kan lide at bade, fiske, cykle eller nyde en is fra købmanden, så er der masser af ro og luft til at gøre netop det.

På øen findes også en mobil sauna, nogle shelters samt en række af øens mange teltpladser.

Du kommer til Avernakø med Ø-færgen “Faaborg lII”, der sejler fra Faaborg. Sejltiden er 30 min. Nogle ture går over naboøen Lyø og så er sejltiden 70 min. 

Avernakø, med sin 19 km kyststrækning, ligger i Det sydfynske Øhav – 6 km fra Faaborg. Avernakø består af to øer, Avernak og Korshavn. De blev i 1937 forbundet med en dæmning, kaldet Drejet.

Avernakø Bådehavn har plads til 55 både og Korshavn Bro med plads til 25. 

Avernakø huser mange forskellige mennesker i mange forskellige aldre. Nogen har altid gang i et nyt projekt, en forening eller er med til at planlægge den næste begivenhed i forsamlingshuset. En anden står klar til at hjælpe, når projektet har taget om sig, og en tredje kigger frem fra sit skjul, når musikken begynder at spille, og dansegulvet skal indvies til årets første fest.

Sidst i juni tog vi på en dejlig solskinsdag til Faaborg for at tage færgen til Avernakø.

Så venter vi på færgen til Avernakø

Avernakø var oprindeligt 2 øer – Avernak og Korshavn, men er nu forbundet med en dæmning som kaldes “Drejet “.

Færgen til Avernakø er den samme som til Lyø, og afhængig af afgang, kommer man enten på den korte eller lange færgetur. I dag fik vi den lange tur, hvor færgen først sejlede til Lyø og herefter til Avernakø. Men pyt, vi elsker at være på vandet og det sydfynske øhav har masser af smukke udsigter at byde på.

Så er vi på færgen til Avernakø

Selvom dagen bød på dejligt solskin blev der også budt på en hel del blæst, så da vi ankom til øen, var det om at finde et sted i læ, hvor vi kunne indtage den lækre sandwich fra slagteren i Faaborg vi havde medbragt. Vi fandt heldigvis et sted tæt på havnen i et sommerhusområde, hvor der var et godt sæt borde/bænke i ly af en rosenhæk og med en dejlig udsigt udover vandet.

Så er der tid til frokost
Flot udsigt udover vandet ved vores frokoststed

Efter frokosten tog vi og kørte på cyklerne mod vest ud af Oddevej. I sådanne en modvind kan man kun blive kiste glad for elcyklerne som nærmest bar os ud på øens smukke odde.

Jane på vejen ud mod Odden

Det er noget helt specielt at cykle rundt på sådan en lille ø og virkelig mærke naturen og stilheden. Uhh hvor vi begge elsker det og vi kan blive helt høje af en sådan oplevelse, også selvom øen flere steder på en del kuperet terræn.

Der er en del bakker på Avernakø

Efter at have suget den dejlige natur til os ude på odden, satte vi turen tilbage op mod byen, som er sådan en lidt spredt by, men herfra tog vi højre om via Skallevej, og snart røg vi ud på grusvej men med en dejlig medvind.

Skallevej førte os ud på vejen til Drejet og dæmningen der gik over til Korshavn. Skøn tur igen med masser af natur og flot udsigt udover vandet til alle sider.

Jane på dæmningen mellem Avernak og Korshavn

Her udenfor turistsæsonen mødte vi ikke en bil, men en traktor med læs, hvor læsset var en flok glad pensionister.

Der var ikke meget trafik på hovedvejen

På vejen ud mod øens østligste punkt ligger en lille havn hvor vi fik et hvil inden turen videre østpå.

Birger ved den lille havn Korshavn Bro

For enden af Korshavn ligger en lille strand og bugt hvor et par både lå opankrede. Her fik vi en flot udsigt mod øst, men Tåsinge i det fjerne.

Birger nyder udsigten mod øst.

Så var tid til at sætte kursen mod den nordlige del af byen på øen, og her ligger bl.a. øens købmand, et lille hotel og ikke mindst øens kirke, der bla. udstiller et par meget gamle guldskåle som er fundet på øen og som går mange år tilbage.

Øens lille kirke
De udstillede guldskåle fundet på Korshavn

Videre fra kirken var det tid til at køre tilbage til havnen for at få en is inden færgen kom og hentede os for først at sejle til Lyø og derefter Faaborg.

Færgen retur til Faaborg

Endnu en dejlig dag på en af de sydfynske øer, hvor man virkelig kommer ned i gear, og hvor den dejlige natur virker helt uberørt. Vi kan kun anbefale en tur til den dejlige ø, hvor det er godt at have cykler med, hvis man vil se det hele.

Dejlig med lidt vand og græs når det er varmt