Blokhus

Jane på stranden i Blokhus

Blokhus i Nordjylland har de fleste nok hørt om som et rigtigt ferieparadis, men det er nok de færreste der har besøgt Blokhus i november, som vi gjorde her i 2023.

Vi har tidligere besøgt Blokhus på gennemrejse i det nordjyske, og senest i påsken i 2020 hvor vi havde lejet sommerhus i Løkken, men det er første gang at vi har lejet sommerhus og valgt at blive 1 uge i området.

Det lejede sommerhus i Blokhus

Vejret var ikke det bedste den uge vi var afsted, men det gav nogle andre oplevelser end hvis vi havde haft en uge med sol og varme.

Vi valgte at køre op til Blokhus fra Svendborg ved at tage motorvejen til Vejle, og herfra tage landevejen via Viborg, Års og Aggersund og herfra videre til Blokhus.

Broen ved Aggersund

Selvom vi ikke havde forventet ret meget liv i Blokhus var de fleste forretninger og restauranter åbne, og på byens torv var der anlagt en lille skøjtebane.

Der blev lige tid til en kop kaffe og cacao med tilhørende kage, inden vi kunne køre til huset og installere os.

Næste formiddag startede vi med at køre ud i lokalområdet for at finde noget brænde til brændeovnen, så vi fortsat kunne holde varmen på et acceptabelt niveau i sommerhuset og her var vi heldige at finde et sted i en nærliggende plantage hvor de solgte brænde.

Det var om at holde gang i brændeovnen i det iskolde sommerhus

Vejret var desværre ikke det bedste, og selvom det regnede satte vi kursen lidt længere nordpå mod Løkken, hvor det blev til en gåtur rundt i byen og en lille tur på stranden. Det var begrænset hvad der var af mennesker og åbne forretninger, men et hyggeligt gensyn med byen, hvor vi som nævnt holdt påskeferie for et par år siden.

En noget øde gade i Løkken
Birger på vej ned til stranden
Fiskerbådene bliver stadig hevet op på stranden i Løkken

I Løkken ligger forøvrigt en af Nordjyllands største Super Brugs, og det er en fantastisk forretning med egen bager, slagter og fiskeudsalg.

Efter vores gåtur i Løkken kørte vi retur til Blokhus, hvor vi fik en dejlig frokost på Hawet, der ligger tæt på stranden og som serverer noget lækkert smørrebrød.

Da vejret stadig var trist og regnfuldt, returnerede vi til sommerhuset, hvor vi så håbede på lidt bedre vejr næste dag.

Der er ingen tvivl om at sommer og sol gør Nordjylland lidt hyggelige, men en efterårsdag som i dag, kan nu også noget.

Dagen startede med lidt finregn, men da vi startede vores tur nordpå mod Hirtshals stoppede regnen, og vi gjorde derfor et kort stop i Lønstrup.

Et kig ned af stranden i Lønstrup
Det gamle redningshus i Lønstrup

Om sommeren er Lønstrup rigtig hyggelig og summer af liv både oppe i byen og nede på stranden. Byen byder på flere forretninger og restrauranter og det er hyggeligt at gå op og ned af de små gader. Her sidst på efteråret, er det begrænset hvad der sker i byen og der er ikke mange forretninger eller restauranter der er åbne.

På vejen til Lønstrup passerede vi Rudbjerg fyr, som vi i dag sprang over, for vi besøgte det sidst vi var her og lige da det var blevet flyttet. Vi kan dog anbefale en tur op til fyret, hvor det er lidt overraskende at de har kunne flytte fyret så det ikke styrter i havet foreløbigt.

I Lønstrup skete der som nævnt ikke så meget, så det blev en kort tur ned på stranden inden vi kørte videre til Nørlev strand hvor flere sommerhuse er styrtet i havet og flere er på vej. Specielt et var faretruende tæt på vandet og det var også her der var sat en stander op så besøgende kan tage billeder af kysten.

Stranden bliver ædt mere og mere ved Nørlev strand
Et af sommerhusene ved Nørlev strand som nok er det næste der bliver ædt af havet

Turen gik videre til Hirtshals, hvor vi efter en rundtur på havnen lige måtte forbi den lokale grillbar. Her har vi været før, og synes det er sjovt at høre de lokale diskutere diverse problemstillinger. I dag fik vores statsminister et ordentligt møgfald og så gik snakken ellers lystigt om hvor gode de havde været til at flå mink og hvor mange de havde kunne klare om dagen og ikke mindst hvor usandsynligt de mente at minkavlere fik udbetalt erstatning. Ejeren – en lille vitnameser fik også lidt drillende ord med på vejen, men han tog det helt roligt og gav godt retur den anden vej.

Havnegrillen i Hirtshals

Vi holdt os klogeligt udenfor snakken, men forlod grillbaren med et smil på læben. Den grillbar er bestemt et besøg værd for der er ingen tvivl om at mange store verdensspørgsmål bliver diskuteret her.

Kig op mod byen i Hirtshals set fra havnefronten

Det var ikke meget der skete oppe i byen, så turen gik videre til Hjørring hvor der var flot julepyntet på byens hyggelige strøg.

Jane nede under byens juletræ
Kig ned af Hjørrings flot julepyntede strøg

Her var det tid til en varm kop kaffe og cacao inden turen gik hjemad mod Blokhus.

Næste dag glædede Janes sig specielt til et rigtigt dejligt gensyn med et par “kære gamle” KMD kolleger i Aalborg. Det var over 20 år siden, Jane har mødt de gamle kolleger selvom der trods alt har været lidt kontakt igennem årene. Jane har tidligere arbejdet rigtig meget i Aalborg og kender derfor byen godt, ligesom der er mange gode gamle kolleger.

Vi startede vores besøg med en rigtig dejlig frokost i privaten og en masse snak, og herefter blev vi inviteret til en fin guidet rundtur i midtbyen og en tur langs havnefronten og ikke mindst ud til Aalborgs “Christiania” inden vi afsluttede vores besøg med kaffe og en skøn isdessert.

På vores lille rundvisning i Aalborg kom vi forbi byens julemarked
Et kig ned af Jomfru Ane gade
Aalborgs Christiania

Skønt at kunne kombinere vores tur i det nordjyske med en masse gode minder og ikke mindst at se 2 af de gode gamle kolleger.

Næste dag blev startet med at Birger iklæde sig “Hanstholmhabit” og Jane skibukser og varm jakke til en lille rundtur på stranden i Blokhus inden regnen tog fat.

Hansholmshabitten er et must en kold efterårsdag ved Vesterhavet

Det blev en “frisk tur” fra sommerhuset ned gennem klitterne til stranden og op igennem byen. Både stranden og byen var mennesketomme, sikkert p.g.a. vejret, som ikke ligefrem indbød til udendørs aktiviteter.

En noget øde by i Blokhus

Efter vores gåtur besluttede vi os at køre en tur til Hanstholm og vi var ikke kommet langt fra Blokhus før regnen kom og vinden tog til.

Grå og blæsende tur til Hanstholm

I Hanstholm blev det til en tur rundt på havnen i bilen, inden vi fandt et lille sted hvor vi kunne få lidt frokost. Birgers “københavner replik” om at sommeren nok var kommet til byen, faldt fuldstændig til jorden, måske fordi han på dette tidspunkt var kommet ud af Hanstholm habitten. HØ HØ

Havnen i Hanstholm
Der skete ikke så meget i Hanstholm

Det er lidt svært at finde selve byen i Hanstholm og da vi tidligere har besøgt bunkermuseet og vejret ikke indbød til de vilde udendørsaktiviteter, så vendte vi næsen mod Blokhus igen.

Næste dag ville en strandtur ved Blokhus have givet våde fødder, da den stride blæst sendte bølgerne godt hen over stranden.

Det var blæst op og det var ikke længere muligt at køre på stranden ved Blokhus
Vandet blev presset helt op af vejen op til byen

Det blev istedet til endnu en tur til Aalborg, hvor vi lige skulle kigge lidt nærmere på gågaden og også se Roof taget på Salling.

En af de små sidegader til strøget i Aalborg
Vejret indbød desværre ikke til en nærmere tur ud på Roof taget på Salling

Vejret viste sig stadig ikke fra den pæne side, så det var en våd og blæsende fornøjelse af gå rundt i Aalborg inden vi fandt et sted hvor vi kunne få lidt frokost og ikke mindst varmen.

På vej tilbage til Blokhus valgte vi at køre over Nørresundby og forbi flyvepladsen.

På stranden her i Blokhus var der stadig masser af skumsprøjt og vand henover stranden, så vi holdt os klogeligt længere oppe af vejen.

Stranden indbød stadig ikke til gåtur
Skummet var fyldt med sand, så det gav noget af en belægning på både fodtøj og bil

Tilbage i sommerhuset blev det til eftermiddagskaffe mens vi ventede på det blev mørkt, for vi skulle naturligvis ned og se Magiske jul i Blokhus skulptur park, og det var godt nok noget af en oplevelse.

En flot velkomst ved indgangen til skulpturparken
Overalt var der smukke julelys
Birger ved den smukke lystunnel der skiftede farve når musikken spillede

Hold da op for en juleudsmykning og vi fik at vide at der har været lukket i 12 dage for at pynte op til det store show.

Svanesøen med fuld julebelysning

Næste dag tittede solen endelig frem, og blæsten var aftaget en smule – men det var dog stadig ikke helt sikkert at gå på stranden i Blokhus, så vi startede med at køre til Rødhus og ud i plantagen, for her stod nogle træer med lav som vi gerne ville have fingrene i til juledekorationer.

Lidt smukke grene med lav til juledekorationer

På vejen derud kørte vi lige forbi Rødhus strand og den lille kirke i Rødhus, som efter sigende skulle ligge ved verdens ende.

Rødhus kirke

Herfra satte vi kursen mod Børglum kloster, hvor vi var blevet anbefalet at se deres julemarked.

Hovedbygningen på Børglum Kloster

Det er faktisk nu et såkaldt krongods og er ejet af familien Rottbøll som i dag bød velkommen i deres julepyntede gemakker. Det var sjovt at gå rundt i de private stuer, hvor der både hang dyre og gamle malerier af tidligere beboere, og fotografier af familien.

Den smukke kongesal
Det private kontor hvor gardiner og tapet gik ud i et
Den fine spisestue

Herudover fik vi hørt lidt korsang i den tilhørende kirke og kigget på juleboder der tilbød en masse juleting. Det var ikke juleting vi fik med hjem, men tilgengæld en gin og tonic gløgg som vi glæder os til at nyde.

Kig til hovedbygningen og et par af de små juleboder
I den tilhørende kirke var der koncert med et kor der sang julesange

I de tilhørende stalde var julemandens værksted og kulisserne fra julekalenderen Ludvig og julemanden. Herudover var der også en udstilling fra H.C. Andersens besøg efter at han havde hørt det spøgte på godset.

Julemandens private gemakker
Jane kunne ikke dy sig for at spille en sød lille nisse

Vi afsluttede vores besøg på godset med lidt godt til ganen i den tilstødende cafe og det var en fin måde at sige tak til Nordjylland for denne gang.

En uge var således gået og det var på tide at sætte kursen mod Fyn.

Næste morgen gik turen derfor tilbage mod Fyn hvor vi valgte at køre af landevejen via Aggersund, Viborg og Vejle inden vi tog motorvejen det sidste stykke mod Svendborg.

Vi kan naturligvis anbefale en tur til Blokhus og Nordjylland uanset årstid, for selvom sol og sommer giver en slags oplevelser, så er der også noget magisk over at opleve Vesterhavets rasen en efterårsdag.