Cosscurado

Den lille landsby Cosscurado ligger i Portugals nordvestlige hjørne, og det var her vi fik vores sidste uge i Portugal, inden vi satte kursen mod Danmark. Vi havde været heldig at få en ferielejlighed med en stor terrasse med udsigt laangt ude på landet, og der var rigtig hyggeligt, om end det var meget gammeldags indrettet med en masse nips og lyseduge. Til gengæld var der her køkkengrej til mindst 16 personer i forskellige afskygninger.

I stueetagen boede vores værts mor, og selvom hun var meget svær at kommunikere med, fik vi dog en masse smil og grin når vi mødtes. På stedet boede også 2 ret så støjende hunde. Den ene var en mindre skødehund som fik lov og løbe frit rundt og blev kælet for, og den anden var en større vagthund, som var forvist til et mindre bur det meste af tiden og som ikke var så heldig med at få kærlig omsorg. Det var lidt slemt at se på, hvordan disse 2 hunde blev forskelsbehandlet. Ca. 20 min. kørsel fra Cosscurado lå Barcelos, som er kendt for Porgugals karakteristiske hane. En af de mange legender der er om hanen, handler om byens lange historie langs en pilgrimsrute. Historien involverer en velhavende mand, der holdt en storslået fest, som sluttede, da man fandt ud af, at deres sølv var forsvundet. Blandt gæsterne var en pilgrim, der blev anklaget for tyveriet, og denne erklærede sin uskyld over for en dommer. Dommeren var dog upåvirket af pilgrimmes påstand, og dømte pilgrimmen til at skulle hænges. Som sidste protest påkaldte pilgrimmen sig en guddommelig forbøn. Hvis hanen, der blev forberedt til dommerens middag, ville gale 3 gange, var det et bevis på pilgrimmes uskyld. Da henrettelsen nærmere sig, hørte dommeren ved sit middagsbord den stegte hane gale mirakuløst 3 gange. Dommeren løslod hurtigt pilgrimmen, som senere vendte tilbage til Barcelos og bestilte en statue til minde om det guddommelige forsyn.

Vi har naturligvis købt en lille kopi af den karakteristiske hane med hjem som souvenir.

Barcelos er en rigtig hyggelig by og det så ud til at der havde været et stort lørdags markedet, som var ved at lukke ned, da vi ankom. Herudover var der samlet en masse rallybiler, som kørte ud fra pladsen. Vi fik en dejlig gåtur gennem byens gader og ned til floden der løber igennem byen.

Det blev også til en tur ud til det sted, som er beskrevet som verdens 3. smukkeste sted. Her er tale om  Basilica do Santa Louzia, der ligger højt hævet på en bjergtop ud mod Atlanterhavet og med vue udover byen Viana do Castelo og Lima flodens udløb i Atlanterhavet. Det er netop placeringen, der er årsag til at stedet betragtes som det 3. smukkeste i verden. Desværre var kirken under renovering, så det var ikke muligt at komme ind og se den indvendigt. Det er ikke uden grund at Braga i det nordlige Portugal bliver kaldt for Portugals Rom. Byen har nemlig en masse historiske bygninger og et utal af kirker. Herudover er det Portugals 8. største by og der er masser at se på. Vores sidste “rigtige” tur her i Portugal gik derfor til Braga og selvom vejret ikke er det bedste var det den helt rigtige måde at afrunde vores rundrejse. Med lidt held lykkedes det os ret hurtigt at finde ind til centrum, hvor vi startede med at besøge byens katedral. Ligesom byens øvrige kirker, var den ualmindelig overdådigt udsmykket. Herefter gik vi tur op af byens hovedstrøg til vi kom til en stor plads, hvor militæret udstillede en masse udstyr, bl.a. et jagerfly.

I byen var masser af liv, for portugiserne holder ikke fri 2. Pinsedag hvor vi besøgt byen, og vores byvandring fortsatte derfor en times tid yderligere hvor vi var godt underholdt af de mange aktiviteter i byen.

Efter frokost var det tid til at besøge byens stolte helligdom Bom Jesus Monte, som ligger oppe på et nærliggende bjerg. Vores sidste tur sluttede således med endnu et kirkebesøg og ikke mindst en fantastisk udsigt udover Braga og det smukke landskab omkring byen.