På vej til vores næste stop på ruten der var Ellenz ved Mosel, besøgte vi Traben-Traback, som er en rigtig lille hyggelig by, uden byen dog kan fremvise flotte gamle huse, som vi har set andre steder.
Der var dog et gammelt klokketårn hvor vi var heldige at høre klokkespillet.
Vi fik også set kirken og naturligvis også den flotte byport som byen er kendt for.
Efter den lille byvandring kørte vi videre langs floden og tog et nyt stop i byen Zell,hvor vi fik lidt frokost og også fik købt lidt mere vin.
En statue af en sort kat har stået på pladsen i Zell i umindelige tider. “Swartze Katz” varemærket, er registreret og beskyttet og er nøje defineret geografisk, så vinmarkerne kan bruge det til. Distriktet lever for en stor del af vinproduktionen, og da i høj grad med druetypen Riesling. Langt de fleste bruger varemærket Zeller Swartzer Katz, med undertekst af druetype eller vingård.
Historien om oprindelsen af navnet Sw. Ktz skulle have været som følger:
Før i tiden – næsten frem til 1920, blev vinen solgt på store og små fade, og ikke på flasker som i dag. tidligt i 1800-tallet var der en køber, der kom ned ad Mosel for at gøre sine indkøb. Og turen stoppede bl.a i Zell. Her hos en “Winser” – vinbonde var de nede i kælderen for at smage den vin, han ville købe. Efter at have gået et stykke tid kom de til en tønde, hvorpå gårdens sorte kat sad. Og hvert forsøg på at nærme sig retten resulterede i, at katten snerrede og bakkede. Så det var ikke muligt at prøve denne vin. Dette var tydeligvis i kattens besiddelse. Køberen mente så, at hvis katten lavede så meget ballade med at beskytte, måtte det være en god vin. Han bad derfor om at købe endnu et fad af samme vin. Og så blev det gjort. Vinen må have smagt rigtig godt for køberen. For det næste år vendte han tilbage og spurgte vinbonden, hvilket fad den beskyttede i år. Og så bestilte han helt nye tønder af årets udgave. Vinbonden mente, at dette var et godt salgsargument og begyndte at “markedsføre” Den sorte katts udvalgte vin. Og med stort held. Til sidst fik denne landmand dette registreret som sit varemærke.
Vi ville også gerne have købt noget eiswine, men her fik vi at vide at det ikke har kunne dyrkes i området de sidste par år da det kræver 7 graders frost før druerne kan høstes og det har det været alt for varmt til.
Vi kørte herefter til vores hotel Ellenz hvor vi desværre er blevet henvist til et anneks og et værelse under taget på 3. Sal og der er ingen elevator
Nåh men det var ikke det værste, for da vi skulle læsse cyklerne af bilen så kunne vi ikke finde cykelnøglerne.
Gispe-ralle, alt blev endevendt indtil vi kom til den konklusion at vi sikkert havde lagt dem på fortovet da vi pakkede bilen ved Wintrich. Vi forsøgte derfor at ringe til hotellet i Wintrich, men de forstod ingenting og så var det bare at starte bilen og køre retur til Wintrich. Der var en noget trykket stemning i bilen hvor vi begge 2 tænkte som gale på hvor de nøgler kunne være henne. Efter 1/2 times kørsel forsøgte Jane endnu engang at grave dybt i vores lille taske, og wupti så dukkede nøglerne op fra dybet. Dametasker kan altså noget, og her var det ikke af det gode
Nåh men vi var naturligvis lykkelige for at nøglerne var fundet, så bilen blev vendt i en fart og så var det tid til en kølig drink udenfor vores nye hotel.
Næste dag fik cyklerne fik lov at stå, og istedet tog vi bilen og kørte til Rudesheim ved Rhinen.
Det blev til en køretur på næsten 1 1/2 time på en del motorvej desværre, men vi fik belønningen da vi kom til byen Bingen som ligger på den anden side ad Rhinen.
Da broerne ikke ligger så tæt på hinanden ved Rhinen kunne vi i stedet tage en lille færge over til Rudesheim.
Det var en rigtig hyggelig by, men også noget turistet, og hovedattraktionen var en lille gade fyldt med vinbarer og restauranter som med lidt fantasi godt kunne minde om Jomfru Ane gade i Aalborg blot med tysk islæt.
En anden af hovedattraktionerne var en svævebane op til et fantastisk udsigtspunkt med den kæmpe statue af Kejser Wilhelm.
Efter frokost tog vi svævebanen op over de mange vinmarker og det var et smukt syn udover Rhinen der mødte os.
Vel nede i byen igen besluttede vi at køre langs Rhinen op til Boppard og her kom vi forbi Rhinens smalleste sted ved Loreley klippen, hvor mange skibe er grundstødt fordi der i følge et sagn sad en kvinde og sang så sømændene fik fordrejet hovedet og gik på grund.
Overfor klippen lå en lille restaurant hvor vi fik en ‘lille’ is og en stor balje vand i de 31 graders varme.
Næste dag hoppede vi på cyklerne og satte kursen mod Cochem som er en meget hyggelig, men også meget turistet by.
Undervejs på vores tur så vi hvordan der blev arbejdet i vinmarkerne ved at 2 mand blev kørt op med en lille vogn af de stejle skråninger. Metoden er sikkert ikke noget for det danske arbejdstilsyn, for det så ikke helt sikkert ud.
Vi kom også forbi en sluse og igen var der vinmarker og de smukke bjerge ned til floden der prægede cykelturen.
Da vi ankom til Cochem parkerede vi cyklerne nede ved byens lille havn, og gik så op i byen hvor det myldrede med turister i de små gader.
Udbudet var stort i de mange vinhandlere, ligesom Restauranter og tøj- og læderbutikker prægede gadebilledet.
På torvet var kommunen i fuld gang med at pynte op med grangurilander hvilket vi synes var lige tidligt nok i forhold til jul, men så fandt vi ud af at de pynter op til den kommende vinfestival i weekenden.
Det blev til et par sandwich ved flodkanten inden vi kørte over på den anden side og kørte hjemad mod Ellenz.
Undervejs lige før Ellenz, kom vi til et sted med en lille trækfærge der gik over til den lille by Beilstein, hvor der ligger en gammel borg på toppen af et bjerg.
Vi besluttede derfor at parkere cyklerne hjemme ved hotellet og så køre i bilen over til byen.
Den var også rigtig hyggelig med masser af gamle huse hvor der igen var masser af vinhandlere.
Et besøg ved kirken blev det også til, men vi fandt aldrig vejen til borgen, men alligevel en smuk udsigt fra kirken udover floden.
