Faaborg

Da vi flyttede til Fyn, boede vi først en måned i Faaborg. Årsagen var, at vi skulle overdrage vores hus 1. oktober og først kunne overtage vores nye bolig 1. november.

Faaborg klokketårn

Vi var heldige at leje et rigtig hyggeligt byhus i Faaborg, og fik dermed også et rigtig godt forhold til Faaborg den måned hvor vi boede der. Desværre var det under første corona lukning, så mange ting var også lukket ned, og ikke mindst så boede vi der i vinterhalvåret, og her skal man ikke forvente at der sker så meget i byen.

Vi fik dog mulighed for at besøge nogle af omegnens andre seværdigheder, bl.a. Svanninge bakker, for der er mulighed for mange flotte gåture. En tur i Svanninge by er også interessant, og den lille by har en meget smuk kirke.

Svanninge Bakker

Et andet natursmukt område er Pipstorn skov som bl.a. er en gammel oldtidskirkegård. Du må heller ikke snyde dig selv med en tur til den charmerende gamle Kalebo mølle.

Om sommeren derimod, er der masser af liv i byen, og ikke mindst i havnen, hvor det er muligt at komme ud til Bjørnø, Avernakø og Lyø.

Herudover er det muligt at benytte byens flotte havnebad, hvor der bl.a. er sat en statue af en flot hvalhale ude i vandet. Hvalhalen betragtes nu som Faaborgs andet vartegn.

Hvalhalen ved byens havnebad

Fra Faaborg er det også muligt at tage en tur ud til Dyreborg, der er en del af Horne Land som bestemt også er et besøg værd. Ved Dyreborg finder du dels en idylisk lille havn, samt en fin strand med små hyggelige sommerhuse helt i vandkanten.

Dyreborg havn
Dyreborg strand

Faaborg har også en meget fin miniby, og om sommeren er det muligt at komme ud og køre veterantog på den gamle togbane.

Bynavnet Foburgh, som menes at betyde Rævens Borg, nævnes første gang i 1229, hvor Kong Valdemar Sejr forærede sin portugisiske svigerdatter, Prinsesse Eleonora, Faaborg som morgengave! Den gamle købstad har bibeholdt sine små hyggelige stræder og gader, som er en flot kulisse.

En af de små hyggelige gade i Faaborg

De omkringliggende huses arkitektur og skulpturen Ymerbrønden skaber en hyggelig atmosfære på torvet. I løbet af året afholdes der mange arrangementer med musik eller anden underholdning, og der opstår en nærmest sydlandsk stemning i den hyggelige købstad.

Klokketårnet, der er byens vartegn er et levn fra Skt. Nikolaj Kirke, der blev revet ned midt i 1500-tallet. Tårnets ældste dele er fra slutningen af århundredet før. Udsigten fra tårnet over byens røde tage, Svanninge Bakker samt det Sydfynske Øhav er fabelagtig, og det er en nydelse at lytte til tonerne fra Fyns største klokkespil der finder sted hver dag kl. 8, 12, 16 og 20.

Vesterport i Vestergade menes bygget omkring år 1400 og er den eneste bevarede af formentlig tre byporte i Faaborg. Der findes kun én tilsvarende middelaldeerlig byport i hele Danmark, nemlig i Stege på Møn.

Kunst og kulturen har i dag til huse i bygninger, der vidner om byens initiativrige borgere for 100 år siden med konservesfabrikant Mads Rasmussen i spidsen for skabelsen af Faaborg Museum.

Det nye Øhavsmuseum med hovedvægt på tilblivelsen af Svanninge Bakker og Det Sydfynske Øhav under og efter seneste istid, åbnede den 18. juni 2021, og du finder museet på Faaborg Havn.

Kulturhistorien finder du i Klokketårnet, der er byens gamle vartegn samt Arresten og Kaleko Mølle, der er en del af Øhavsmuseet.

Faaborg og Midtfyn byder på mange herregårde og slotte, hvor det mest kendte og besøgte er det eventyrligt smukke Egeskov Slot.

Vi kan klart anbefale en tur til Faaborg, men vil dog anbefale det som et sommerbesøg, da byen som nævnt tidligere, ikke har så meget at byde på om vinteren.