Fyns hoved

Kort over Fyns hoved

Fyns Hoved ligger nord for Kerteminde og er Fyns nordligste punkt. Området skiller Kattegat og Storebælt.

Fra Fynshovedvej fører en grusvej op til parkeringspladsen på bakkedraget Jøvet, syd for området.

Birger på parkeringspladsen ved Fyns Hoved

Også lige syd for selve Fyns Hoved er der en p-plads, hvor der bl.a. ligger den hyggelige lille havn Korshavn.

Havnen er en naturhavn og ligger på vestsiden af Hindsholm, der er den nordøstlige del af Fyn. Naturhavnen benyttes ofte af lystsejlere og Birger har mange gode historier fra havnen, fra dengang han også sejlede.

Korshavn

Der er et fantastisk lys på Fyns Hoved og ved Korshavn, og vi er begge vilde med området, som vi synes er utroligt smuk.

Smuk udsigt på vej rundt om Fyns Hoved

Vi kan klart anbefale turen rundt i området, selvom du skal være OBS på at det går lidt op og ned af bakke visse steder. Vær OBS på at der er andre ture i området. Dem kan du læse mere om her.

Et sted på ruten er det muligt at komme helt ned til vandet, og her finder du en masse små varder af sten, som sikkert er lavet af folk der har gået turen.

Jane foran de mange varder af sten.

Turen rundt om Fyns Hoved tager lidt over en time, afhængig af hvor mange pauser du holder for at nyde den pragtfulde natur.

Du kan også vælge at slå dig ned ved den lille havn Korshavn, og bare nyde området og evt. indtage en medbragt frokost.

Når vi tager turen til området, gør vi ofte stop i Kerteminde på vejen. Herudover nyder vi det flotte landskab på vejen til Fyns Hoved, hvor det er muligt at stoppe op og se nærmere på de små landsbyer der ligger på vejen, bl.a. Martofte og Stubberup.