Helnæs

Helnæs er en halvø på Sydvestfyn med smuk og varieret, både flad og bakket natur.

Bobakkerne på Helnæs

Det flade land ved Helnæs Made står i stor kontrast til Bobakkernes kuperede grønne terræn.

Vi kan anbefale at vandre en flot tur langs en afmærket rute på cirka tre kilometer, som bl.a. kommer forbi en dejlig badestrand. På Maden kan du møde græssende dyr, der går roligt rundt i landskabet.

Græssende kvæg på Maden

På halvøen ligger også Helnæs fyr, som er sjovt at besøge på alle årstider. Her kan du få en flot udsigt ud over vandet.

Birger ved fyret
Frådende hav ved fyret

På halvøen ligger også en kro, som efter sigende skulle være rigtig hyggelig og servere god mad. Vi har dog ikke fået besøgt kroen endnu, da kroen desværre har været lukket de gange vi har været på halvøen.

Du kan køre til halvøen fra Fyn via den naturlige dæmning Langøre.

Udsigt ud over tangen der forbinder Fyn og Helnæs

Lige før du kører over til Helnæs ligger den lille Agernæs Havn. Her har vi ofte gjort ophold og nydt den medbragte frokost.

Sønnike og Jane ved Agernæs havn

Vi kan klart anbefale en tur til halvøen – enten til en god vandretur på Maden, eller en tur op til Fyret.

På halvøen ligger også et stort sommerhusområde på øens nordside, hvor der bl.a. ligger en campingplads.

Herudover er det også her, vi er blevet inspireret til at vælge den type badebro vi skal have i Lehnskov, da netop Helnæs strand har hele 2 badebroer i meget flot design. Vi har også fået en del sparring med formanden i grundejerforeningen, der årligt er med til at sætte broen op og tage den ned om efteråret.

Birger ved en af de 2 flotte badebroer ved Helnæs Strand

En af Fyns meget smukke kirker, ligger i Dreslette, som er en lille landsby på vej til Helnæs. Her kan vi anbefale at stoppe op, og se nærmere på den smukke kirke, som er meget karakteristisk i sin byggestil. Hertil er der en meget smuk og velholdt kirkegård på stedet. Endelig kan du få en meget flot udsigt udover Helnæs bugt fra stedet.

Dreslette kirke