Hindsgavl

Hindsgavl

Hindsgavl slot

Hindsgavl slot ligger tæt på Assens og tilbyder udover en smuk slotspark også hotelophold og restaurant.

Slottet set fra slotsparke

Hindsgavl Slot er oprindeligt en herregård. Den nuværende bygning blev opført i 1784 efter tegninger af Hans Næss, og slottet ligger tæt ved Hindsgavl Voldsted.

Slottet har tilhørt Hans Ahlefeldt, Kaj Hjort, Dewitz’erne, Niels Basse, Karen Basse Føns, hvis datterdatter blev gift med kammerherre Adeler, som opførte en ny hovedbygning et stykke sydøst for den gamle ruin, der ydede ham materiale dertil. Ifølge hans enkes testamente (død 1808) blev Hindsgavl 31. august 1815 ophøjet til et stamhus for hendes brodersøn, kammerherre Niels Basse Føns.

Birger foran hovedbygningen på Hindsgavl slot

I dag ejes Hindsgavl Slot af Ejendomsselskabet Realdania Byg A/S. Der er fri adgang til den gamle slotspark og områderne omkring Gals Klint (Gavls Klint), og vi kan klart anbefale en tur i området.

I 1830 besøgte digteren og forfatteren H.C. Andersen Hindsgavl, og han blev efter sigende så betaget af stedet, at han anbefalede det til sin veninde med følgende ord: ”… det er tæt bag Middelfart og paa et Punkt i Haven der, har De den smukkeste Udsigt i Fyen, jeg troer næsten i Danmark.” Faktisk ligger der en lille pavillon i slotshaven, hvor et af H.C. Andersens digte hænger.

Pavillionen hvor der hænger et digt af H.C. Andersen

Hindsgavl halvøen

Hindsgavl halvøen rummer Naturparken Hindsgavl Dyrehave, Naturcenter Hindsgavl samt velkomstcenter til Bridgewalking.

En god gåtur er “pynten rundt”- langs kysten fra Gl. Havn til Teglgård og tværs over halvøen. Turen er ca. 10 km og tager små 4 timer. Man kan dog også nøjes med at gå en tur i den smukke slotspark.

Smuk udsigt over Fænøsund
Stien rundt i den smukke slotspark

Dyrehaven

Dyrehaven har en stor bestand af kron- og dådyr. På en tur rundt i Dyrehaven opleves hjortevildtet, der græsser i skoven og på sletten. Hjortevildtet er områdets natur- og landskabsplejere, der sikrer herregårdslandskabets lysåbne sletter.

Hjortefarmen ved Hindsgavl slot

I Dyrehaven findes der områder med sidde- og grillpladser, hvor du kan nyde din medbragte mad.

Når du har besøgt området omkring Hindsgavl slot, kan vi anbefale at køre ned under den gamle lillebæltsbro, og se området der.

Det er muligt at bade der, men vær OBS på at der er rigtig meget strøm.

Stranden under Lillebæltsbroen
Er du til en badetur under Lillebæltsbroen?

Vi blev meget overrasket over hvor smukt der er i området, første gang vi besøgte det, så det er klart et af de steder vi varmt kan anbefale på Vestfyn.