Langeland

Langeland var tidligere en ø, vi faktisk synes var lidt kedelig, sikkert fordi vi kun har været op og ned af hovedvejen på øen, og aldrig fik opdaget de smukke naturperler der ligger overalt på øen. Det har vi nu, og vi er vilde med øen.

Smuk natur på Langeland

Heldigvis har vi nu også tiden til at gå Langeland efter i sømmene, og vi er slet ikke færdige endnu, og glæder os til rigtig mange ture, enten på cykel eller gåben.

For nylig udgav Langelands Stivenner bogen En fodtur Langeland rundt langs kysten. Her er beskrevet en række ruter, som både kan cykles eller gås, og den er rigtig god som inspiration til selv at planlægge sine egne ruter.

Bogen fra Langelands stivenner

Når broen fra Siø til Rudkøbing er passeret, kan du starte med et besøg i Rudkøbing som du kommer til på din højre side, lige efter broen fra Siø er passeret. Det er Langelands største by, og er en hyggelig gammel købstad med flotte gamle køb­mandsgårde, små byhuse og krogede veje med brosten og samtidig det sted, hvor du kan gøre en god handel og få den gode gammeldags service.

Gågaden i Rudkøbing

Om sommeren er der masser af liv i byen, hvor i mod at byen er “lidt død” i vinterhalvåret. Vi tager dog til byen året rundt, da der er åbnet en Dansk Outlet forretning i Nørregade, der har rigtig godt tøj til billige penge, og det er også hyggeligt at gå rundt i byen og få en tur på havnen udenfor højsæsonen.

H.C. Ørsted som er født i 1777 er opvokset i byen nær Gaasetorvet, og står stadig og pryder bybilledet som statue.

H.C. Ørsted

I byen findes også en stor lystbådehavn, og du kan også herfra tage færgen til Strynø og Marstal Ærø. Herudover er der et fint havnebad, hvor du kan tage en kølig dukkert.

Sydlangeland

Fra Rudkøbing kan du fortsætte til sydøen, hvor bl.a. Bagenkop ligger. Inden du når Bagenkop, er der dog et par perler vi lige vil nævne og klart kan anbefale.

Cykeltur sydpå

Første sted er Ristinge der ligger på øens vestside. Området har tre seværdigheder, nemlig øens bedste badestrand, Ristinge Klint og landsbyen Ristinge med en lille havn. Du kommer til Ristinge ved at dreje fra i Humble, hvor du også kan besøge Kong Humbles grav.

Når vi besøger Ristinge, er det dels for at bade på den dejlige strand, eller gå tur på den smukke Ristinge Klint, der har fin udsigt til Marstal på Ærø. For enden af klinten kommer du ud til Ristinge Hale, hvor du også kan gå en tur og nyde den smukke natur. Vi har også tit besøgt den lille havn med vores medbragte frokost, og nydt den flotte udsigt.

Ristinge strand, en fantastisk badestrand
Jane på Ristinge klint
Frokost tæt ved Ristinge havn

Du kan vælge at fortsætte til Bagenkop ved at tage turen “bagom” og køre langs kysten. Her kommer du bl.a. forbi Tryggelev Nor, der er det mest fuglerige vådområde i Danmark. Herudover oplever du det meget smukke og bakkede landskab på sydlangeland med de karakteristiske bakketoppe, der kaldes hatbakker.

Hatbakker på sydlangeland

Bagenkop havn er blevet moderniseret indenfor de sidste par år, og indeholder udover fiskerihavn også en stor lystbådehavn med en række moderne havnefaciliteter. Du har også mulighed for at leje små fiskebåde, hvis du har lyst til at komme på vandet og fiske.

Vi tager altid et smut forbi havnen når vi er på de kanter, enten for at nyde havnelivet om sommeren, eller indtage vores medbragte frokost. Det er også muligt at finde en grillbar og ishus på havnen. Dog er disse kun åbne om sommeren.

Jane ved Bagenkop havns vartegn
Frokost ved en af havnens mange grillpladser

Fra havnen kan du køre videre ned til Dovns klint som er langelands sydligste udflugtsmål. Klinten på sydspidsen skaber, med sin 15 meters højde, en dramatisk overgang mellem land og hav. Klinten er en hatbakke, som er blevet delvist ædt af havet. Du kan gå på klinterne hele vejen ind til Bagenkop, eller gå nordover hvor du kommer op til Keldsnor.

Dovns klint
Birger ved klinten
Tid til et hvil langs vandet ved Dovns klint

Tæt på Dovns klint holder de vilde heste til, og ved en tur i området er det muligt at se dem. I en stor indhegning, der strækker sig fra Søgård til Dovn, har Naturstyrelsen udsat vilde heste af racen Exmoor-pony, der får lov til at gå frit omkring med så lidt indblanding som muligt.

De vilde heste ved Dovns klint

Hvis du kører tilbage til hovedvejen kan du fortsætte lidt nord på fra Bagenkop, til du kan dreje til højre til Kelsnord Fyr og selve Kelsnord. Her er det muligt at gå en skøn tur langs vandet syd for fyret og langs noret. Området er kendt for sine rastende trækfugle og byder i det hele taget på skøn natur. Desværre er det ikke muligt at komme ind til fyret, da det er privat.

Smuk udsigt mod Dovns klint og spidsen af Noret
Keldsnor Fyr

Fra fyret kan du vælge at fortsætte ad de små veje langs østkysten. Det giver et rigtig godt indblik i Langelands smukke natur og hyggelige små landsbyer.

Du kan også vælge at gøre et stop ved Langelandsfortet som er et koldkrigsmuseum. Langelandsfortet blev opført i starten af 1950’erne og udstyret med fire 150 mm kanoner, luftværnsstillinger og underjordiske bunkers. Herfra holdt danskerne øje med Warzsawa-pagtens fly- og flåde aktiviteter i den vestlige del af Østersøen.

Birger i en af fortets udstillede ubåd

Lidt længere oppe af kysten ligger Påø, som er et ganske naturskønt område ude ved kysten, men som gemmer på en frygtelig historie.

Sidst på eftermiddagen den 4. maj 1945 stødte en stor flydedok på grund ud for Langeland. Ombord var omkring 1400 russiske og franske krigsfanger fra Nazi-Tyskland. De mange mænd stod udmattede af sult og tørst, vantro og skræmte og kiggede ind på den ukendte strandbred, der for franskmændene skulle blive deres redning og genvej til frihed. For de mange russere derimod blev opholdet på Langeland deres livs bedste oplevelse på deres vej tilbage i Josef Stalins langtfra åbne arme. Du kan læse mere om den barske historie her.

Mindesten fra tiden.

Vi har flere gange besøgt stedet og gået en tur langs vandet, og også været forbi på cykel. På turen ned til Påø strand kan du også besøge Skovsgaard Gods.

Nordlangeland

Kører du længere nordpå, enten af hovedvejen eller de små veje, kommer du op til Spodsbjerg, som udover at være færgehavn til Tårs, også er et flot naturområde og hvor der også ligger et par gode badestrande.

Færgen til Tårs fra Spodsbjerg

Lidt nord for Spodsbjerg, er det muligt at følge en lille vej langs kysten til sommerhusområdet Løkkeby hvor stranden også byder på en god gåtur. Det var på denne lille vej, vi en vinterdag blev stoppet af politiet med udrykning. Vi havde mødt politibilen gennem Spodsbjerg, og da vi så drejede ned af den lille vej så vi kunne komme ud på vores gåtur, blev betjentene åbentbart mistænkelige, og synes de skulle stoppe os. Jane kunne kun meddele betjentene, at vi hverken var fulde eller tossede, men blot skulle ud og gå en tur langs vandet. Det tog de heldigvis for gode varer, så vi kunne få vores gåtur. Men lidt sjovt, for det er ellers yderst sjældent vi ser en politibil her i det sydfynske, og første gang vi har set en på Langeland.

Kører du herfra området mod Stengade, er det muligt at komme ned til Oehlenschlæger bøg der ligger nede ved vandet i Stengade skov. Bøgen er kendt fordi det siges, at Adam Oehlenschlæger skrev vores nationalmeldodi Der er et yndigt land på denne plet.

Bøgen er efterårsdag
Bøgen en sommerdag
Bøgen en grå vinterdag

Vi holder meget af en tur langs vandet ved bøgen, og gerne kombineret med en rundtur i skoven på alle tider af året. Bøgen kan også give dejlig skygge en varm sommerdag, hvor det er rart at være ved vandet. Og her er det også muligt at bade fra stranden.

Turen fra bøgen kan passende gå mod Tobaksladen af Stengadevej. På Langeland slog adskillige landmænd sig på tobaksavl, da der var gode priser på dansk tobak. På grund af krigen var importen af virginiatobakker fra Amerika nemlig stoppet, og derfor begyndte man at dyrke tobak flere steder i Danmark. Tobaksavlen fortsatte i nogle år efter krigen.

Vejen på vej til Tobaksladen

Tobaksladen blev bygget af husmand Hans Hansen og hans søn. Da virginiatobakken atter kom på markedet efter krigen, ophørte den danske tobaksavl. Laden blev i stedet brugt som tærskelade, og derfor er den bevaret helt op i nutiden. I laden findes i dag en plancheudstilling om tobaksdyrkning med bl.a. plancher på engelsk – tysk og dansk.

Fra Tobaksladen kan du vælge at fortsætte mod Botofte skovmose ved at dreje ned af Bukkeskovvej når du kommer til den på din højre side. Skovmosen er et meget smukt naturområde, hvor der er rigtig mange fugle. Du kan også bare fortsætte ud af Stengadevej til du når Tranekær slot. Har du valgt første vej, kommer du alligevel op til slottet. Ved slottet kan du gå en tur i den flotte park, eller besøge slottes restaurant, som dog er til den dyre side. Når du er i Tranekær, bør du også kigge lidt nærmere på byen, og ikke mindst byens flotte kirke og kirkegård.

Tranekær slot

Hvis du fortsætter af hovedvejen mod Lohals, kan du lidt længere oppe se et skilt til Dageløkke på din venstre side. Her ligger en lille havn, med en fin udsigt udover vandet mod Lundeborg. På havnen ligger et lille spisested, hvor det også er muligt at få en iskage.

Dageløkke havn

Tilbage på hovedvejen til Lohals kommer du igennem Snøde, som også er en af Langelands hyggelige landsbyer. Fra Snøde kan du også komme ud til Snøde/Hesselberg strand.

Nord for Snøde kommer du til Lohals, der er Langelands nordligste havn. Om sommeren er der masser af liv på havnen, som tilbyder rigtig gode havnefaciliteter, små hytter på vandet, leje af små fiskebåde og restauranter.

En årlig tilbagevendende begivenhed er frikadellefestivallen på havnen. Her er masser af underholdning og ikke mindst frikadeller.

Fest og stemning på årets frikadellefestival
Birger og Kenneth nyder stemningen

Det er også hyggeligt at besøge havnen når der ikke er arrangementer, og der er masser af borde og bænke, hvor man kan sidde og nyde sin medbragte frokost og livet i havnen.

Frokost på havnen i Lohals

Overalt på Langeland finder du masser af loppemarkeder, og i Lohals er det ingen undtagelse. På en tur op og ned af Østergade, kan du finde masser af boder med lopper.

Gå du igennem byen nordpå, kommer du til en rigtig dejlig strand, som vi ofte har benyttet på en varm sommerdag.

Stranden nord for Lohals

Fra stranden kan du også få en rigtig dejlig gåtur længere nordpå, og komme ind i skoven (Vester Stigtehave) lidt længere oppe og få en fin rundtur i området. Skoven skulle være Langelands ældste urskov.

Fra Lohals kan du køre videre ud af Hovvej til Hov Nordstrand, og dermed komme op til Langelands nordspids. Her kan du få fornemmelsen af hvordan det er når 2 have mødes, næsten ligesom når man er på Grenen i Skagen. Blot i meget mindre format.

Hov fyr

Hvis du kører tilbage ad Hovvej til du møder Hov Fyrvej, kan du komme ud til Fyret, hvor du også kan gå en dejlig tur langs østkysten.

Som nævnt er vi slet ikke færdige med at finde flere perler på Langeland, og vi glæder os til at få cyklet på mange af de små veje der ligger rundt omkring. Så husk at komme væk fra hovedvejen når du besøger Langeland, for så får du en på opleveren.