Oplevelser i det nordlige Alsace

Da vi boede i Wangen i det nordlige Alsace, brugte vi det som base til at tage på ture rundt i området, enten på cykel eller i bil.

Vi boede i Wangen den første uge af september, og temperaturen lå omkring de 30 grader, så vi valgte at tage cyklerne på vores første dag i området og begive os ud på vinruten som går igennem den ene idylliske by efter den anden.

Vi nåede 6 byer og startede med at sætte kursen mod Westhoffen efter vi lige havde taget en rundtur i Wangen som er den 2. by på vinruten.

Her fik vi så rigtig set den flotte byport der er til byen.

Byporten i Wangen

Turen til Westhoffen gik ud over landet og da vi kom til vinmarkerne var de i fuld gang med at høste.

Vinmarkerne var klar til at blive høstet ved Westhoffen

Vi ville gerne have været inde i byens flotte kirke men den var desværre lukket.

Kirken i Westhoffen

Vi cyklede derfor videre til Traenheim og her mødte vi de første bakker. Det var også herfra vores GPS mente vi lige skulle op af en bjergside og køre mellem vinmarkerne. Det kan godt være vi har elcykler, men den bjergskråning var ved at tage livet af os. Heldigvis var der en bænk på toppen og udsigten vi fik, var anstrengelserne værd.

Så skulle der lige pustes efter en anstrengende tur op af bjerget
Kig udover Traenheim fra vores bænk på toppen
Smuk udsigt igennem vinmarkerne og over til nabo bjergene

Vi kørte herfra videre til den lille hyggelige by Bergbieten mellem vinmarkerne. Byen som udover mange hyggelige huse, bød ikke på så meget. Dangolsheim var næste by på ruten og her gik det også pænt op af bakke. Pu-ha, og varmen gjorde det ikke bedre. Heldigvis var der en lang strækning til Soultz-les Bains, hvor det gik ned af bakke og her besluttede vi, at nu var det nok tid til at vende tilbage til Wangen. Det var også her vi var heldige at finde cykelruten og det var en dejlig lige cykelsti der førte os hele vejen til Marlenheim– uden bakker.

Så fandt vi endelig cykelruten

Efter lidt frokost valgte vi at køre tilbage til Wangen og sætte cyklerne så vi kunne køre bil op i bjergene og blive kølet lidt af.

Vi fandt derfor vej til den hyggelige bjergby Dabo hvor der også ligger en kirke helt oppe på en bjergtop. For “bjergnørder” som os, var det skønt at komme op i de smukke bjerge hvor vi fik en fantastisk udsigt ud over bl.a. Alsace. At temperaturen samtidig faldt 4-5 grader gjorde ingenting.

Skøn udsigt udover bjergbyen Dabo
Kig til klippen “le Rocher de Dabo”, og Saint- 
Leon -kapellet.

Tilbage i Wangen var det tid til at slappe lidt af oven på dagens anstrengelser og nyde lidt af de gyldne dråber

Så smages der på de gyldne dråber i den hyggelige gårdhave ved vores feriebolig

Efter lidt praktiske ting om formiddagen, hvor vi bl.a. fandt et feriehus til vores sidste ophold, var vi klar til at kigge på lidt flere af de små byer der ligger på vinruten.

Vi valgte at tage bilen og en madpakke og startede så med at køre til den lille by Avolsheim. I mange af de små byer sker der ikke rigtig noget hvilket også var tilfældet i Avolsheim. Vi fandt senere ud af på vores tur, at mange forretninger og restauranter holder siesta mellem kl. 13.30 og 16.00 hvilket nok var årsagen til, at vi fandt byerne ret så øde om eftermiddagen.

I næste by på ruten som var Molsheim, var der lidt mere at kigge på, bl.a. en stor flot kirke. Desværre er de fleste kirker lukkede eller har begrænset åbningstid, så vi fik ikke set kirken indefra.

Den store flotte kirke i Molsheim

Vi kørte derfor videre til Rosheim hvor vi gjorde holdt og bl.a. så byens flotte gamle byporte og en flot romansk kirke som sjovt nok var udsmykket i moderne stil selvom det var en gammel kirke.

En af de 2 smukke byporte i Rosheim
Den smukke kirke i Rosheim udsmykket med moderne kunst
Rosheims smukke brønd med kig til kirken

I de næste par byer som var Boersch og Ottrott, skete der heller ikke noget, så det var først da vi nåede Obernai at vi fandt en større by som kunne have være interessant at kigge nærmere på.

Hovedgaden i Obernai

Desværre var det så godt som umuligt at finde en parkeringsplads, så det endte med at vi kørte udenfor byen ved nogle vinmarker og fik vores medbragte madpakke.

Frokost mellem vinmarkerne
Med den udsigt var det ikke det værste sted at holde frokost

De sidste par byer vi besøgte var Bernardswiller Heiligensstein og Barr. Også her var byerne lidt øde, der midt på eftermiddagen.

Torvet i Barr

Udover der formentlig holdes siesta om eftermiddagen, tænkte vi om det også kan være at de fleste har travlt med at høste, for der er gang i den ude på vinmarkerne. Druerne er fuldt modne nu, og vi “kom til” at tage et par smagsprøver 😀

Det er om at være tålmodig på vejene når vinbønderne har travlt med at få druerne hjem

Turen sluttede i Barr og herefter gik turen tilbage til Wangen.

Næste dag var der kommet lidt regn om natten og det havde fået temperaturen til at falde til de 20 grader hvilket var ganske behageligt efter flere dage med temperaturer over de 30 grader.

Strasbourg ligger ca. 25 min. kørsel fra Wangen, så vi valgte dagen til at besøge Strasbourg.

I Strasbourg fandt vi en parkeringskælder tæt på markedspladsen Place Kleber og så gik vi igang med at kigge på den smukke gamle by.

Markedspladsen Place Kleber

Foran katedralen fandt vi et turisttog der kørte os igennem byen så vi fik et godt overblik. Undervejs var det muligt at høre beskrivelse af de steder vi kom forbi, bl.a. på dansk ud af ca. 8 sprog.

Så er vi klar til en tur i byens turisttog

Da katedralen var lukket da vi kom tilbage fra togturen, slentrede vi ned til “lille Frankrig” kaldet Petite France.

Kanalen ved Petite France
Der lå masser af lækre delikatesse forretninger i de små gader

Det var en stor oplevelse af komme ind og se den fantastiske katedral som både er smuk ud- og indvendigt. Vi blev opmærksom på, at der er forskellige åbningstider, og billetter til tårnet kan købes i turistkontoret lige overfor katedralen.

Den smukke katedral set udefra
Det astronomiske ur inde i katedralen
Vi fik også tændt et par lys for dem vi har mistet og har været os kær

Så var det blevet tid til frokost og her fandt vi en lille hyggelig restaurant i Petite France.

Lækker frokost

Efter frokost var det tid til at tage på kanalrundfart bl.a. ud til Europa parlamentet. Kanalrundfarten holder til ved Petite France og på vejen ned til bådene, blev vi lokket i en rigtig turistfælde, da Micky Mouse ville have taget et billede sammen med Jane. Det kom til at koste os et par Euro.

Fin turistfælde som vi lige hoppede i

Vores kanalrundfart blev en dejlig sejltur på en times tid, hvor vi bl.a. kom igennem et par sluser og fik set lidt mere af den skønne by, herunder som nævnt Europaparlementet.

Båden der tog os på kanalrundfart
På turen kom vi forbi mange flotte bygninger, bl.a. disse 2 gamle tårne
Europarlementet set fra vandsiden

Efter sejlturen var det tid til lidt kageindkøb i en af de lækre delikatesse forretninger.

Der er mange lækre kager at vælge imellem i Alsace
Det kan være svært at bestemme sig

Inden vi forlod byen, blev det tid til en tiltrængt kop kaffe inden vi tog udfordringerne op med at komme ud af parkeringskælderen og ikke mindst byen, som vi synes var en rigtig hyggelig by, og som måske også er et besøg værd ved juletid.

Gutenberg torv i Strasbourg

Da vi var blevet lidt nysgerrige på et område der lå nord for Alsace, valgte vi dagen efter at køre mod Saverne.

Hovedgaden Grand Rue i Saverne

Helt tilbage fra romernes tid har stedet været et knudepunkt som vogtede over adgangen til Vogeserne, som er bjergkæden i Alsace.

Byen ligger i bjergene med frit udsyn ned over Rhindalen, så det var et smukt syn at komme ind til byen.

Det blev også til en slentretur op og ned af Grand Rue og et besøg i byens kirke.

Lidt kunst var der også plads til på Grand Rue
Jane på byens torv
Birger ved byens kirke

På Grand Rue ligger også en sluse og her havde vi fornøjelsen af at se en båd der skulle igennem slusen.

Slusen på Grand Rue
Så kom der en båd igennem slusen

Vores egentlige formål med at køre nordpå var at se den bådelevator som hedder Plan Incline som ligger i den lille by Sct. Louis nær Arzwiller. Bådelevatoren kan spare bådfarten for 17 sluser og løfte bådene 45 meter.

Turen fra Saverne til Bådelevatoren gik langs Rhinen og vi gjorde et kort stop i den lille by Lutzelbourg hvor der også lå en sluse.

Slusen ved Lutzelbourg

Vi var heldige at se bådelevatoren blive hejst fra den nederste kanal op til øverste niveau, men desværre var det uden både, og selvom vi ventede med tålmodighed, kom den ikke ned igen.

Bådelevatoren på vej op

Istedet besøgte vi den glasforretning og pusteri der lå hvor vi parkerede, og her fik vi set lidt af hvordan de laver deres glasting.

Så arbejdes der med at lave en lille kat i glas
I butikken var der mulighed for at købe forskellige glasting, bl.a. disse vinglas

På vejen tilbage kørte vi over de smukke bjerge og ind til Marlenheim for at smage og købe lidt rose og rødvin fra det lokale vinhus Arthur Metz, selvom vi godt vidste at vi var i “hvidvinsland”.

Besøg hos Arthur Metz

Det blev vores sidste dag i det nordlige Alsace, og selvom vi på det tidspunkt ikke havde set det torneroseagtige Alsace endnu, var vi sikre på at vi nok skulle få det at set, når vi kørte videre fra det nordlige Alsace og bosatte os i Ammerschwihr nær Colmar.

På vores vej til Ammerschwihr tog vi vinruten derned af, og kunne tydelig se hvordan landskabet ændrede sig og blev fyldt med vinmarker overalt og at de mange små hyggelige byer begyndte at ligge tæt.

På vej mod Ammerschwihr begyndte de mange vinmarker at dukke op

Vi var også så heldige at følge et Bugatti løb med både nye og gamle biler, og da vi nåede Ribeauwille var mange af dem udstillet i en park, og dem måtte vi naturligvis ind og se på.

På vejen så vi bl.a. denne herlige gamle Bugatti bil i en af de små landsbyer vi kørte igennem

Efter det syn var det tid til lidt frokost så vi gik op i den meget hyggelige by Ribeauwille og fandt et sted hvor vi fik noget lækkert fransk frokost.

Det blev også til en hyggelig slentretur op ad Grand Rue som de fleste hovedstrøg åbenbart hedder, og det var her i Ribeauwille vi for første gang oplevede de mange hyggelige gamle huse og måske det der hedder “ægte Alsace hygge”.

Hovedstrøget Grand Rue i Ribeauwille
Der var masser af gamle hyggelige huse i byen
Udsigten fra vores frokostrestaurant var over til det såkaldte elefanthus

Vel fremme i Ammerschwihr måtte vi konstatere at det ikke var helt samme charmerende franske feriebolig vi havde fået som i Wangen, og der var også en del trafikstøj fra en nærliggende vej, men vi skulle heldigvis ud og se en masse i løbet af dagene, så vores tid i lejligheden ville blive begrænset.

Hvis du vil læse mere om vores videre tur i Alsace, kan du læse mere her: