Samil

I Portugal nordøstligste hjørne lå den lille faldefærdige landsby Samil tæt på Braganca. Her var vi så heldige at leje et stenhus som var sat i stand som feriebolig.

Jane foran det charmerende stenhus i Samil

Et fantastisk sted, som vi begge elskede fra første skridt i huset, for det var virkelig som at træde ind i det forrige århundrede og være langt væk fra moderne bekvemligheder, selvom huset både indeholdt et pænt renoveret badeværelse og et køkken med gas. Køkkenet var dog langt fra ekviperet med de køkkenredskaber vi kender hjemmefra og det gjorde det hele død besværligt, men også ret så morsomt.

Soveværelset var på en repos op af en stejl trappe, og her var en seng med masser af tæpper og puder, som i vores bedstemors tid.

Der var mulighed for at låne en vaskemaskine der havde set bedre dage, men vi fik da vasket og da tøjet skulle hænges til tørre, måtte Jane op af en hønselignende stige og stå på et par tilfældige brædder for at få hængt vasketøjet til tørre. Det var godt nok noget af en oplevelse.

Så skal der tørres tøj under loftet i laden

Der var ikke just varmt i huset, og det eneste varme der var mulig, var en varmeblæser, der blæste al varmen op til loftet.

Men som sagt, så elskede vi det sted og vi havde en fantastisk vært, som ikke talte et ord engelsk, så al kommunikation foregik via Google Translate, hvilket både vi og vores vært fik meget sjov ud af.

Området omkring Samil er meget bjergrigt og utroligt smukt og ligger tæt op mod den spanske grænse. Bestemt et område vi kan anbefale, hvis du er til vild natur og kun meget få turister.

Den smukke natur i området nær Samil

Den nærliggende by Braganca er bestemt også et besøg værd.

Braganca